bogen

Kultur

En frisk vej til bedre ledelse i organisationer

Alt for ofte bliver de forkerte personer forfremmet til ledere med alvorlige konsekvenser. Denne uges erhvervsbog går tæt på årsagerne til at f.eks. kompetente kvinder ofte vælges fra til fordel for mindre kompetente mænd.

Forfatteren Tomas Chamorro-Premuzic er træt af dårlig ledelse. Han fortæller i indledningen, at han er fra Argentina og derfor alt for godt kender til, hvad dårlig ledelse kan betyde for en nation og dermed en hel befolkning. Derfor har han sat sig for at komme dårlig ledelse til livs. Helt konkret vil han besvare spørgsmålet:

Hvorfor er det så nemt for inkompetente mænd at blive ledere? Og hvorfor er det så svært for så mange kompetente mennesker – specielt kompetente kvinder – at avancere til lederroller?

Grundtesen i bogen er, at vi har dårlig ledelse, fordi vi i vurderingen af, hvem der skal have lederjobbet, kommer til at forfremme de forkerte. Hvad der bringer dig i stilling til at være leder, er ikke det, der giver dig forudsætningerne for at være en god leder. Mennesker med selvtillid bliver ofte tildelt ledelsesrollen i sammenhænge, hvor gruppen selv skal vælge en leder. Der er dog ikke nødvendigvis en sammenhæng mellem selvtillid og ledelseskompetence, og det er her, problemerne opstår.

The bad guys vinder alt for tit

Der stilles skarpt på, at vi ofte kigger efter selvtillid, karisma og udadvendthed, når vi vurderer ledelsestalentet i en organisation. I den enkelte ansættelsessituation vil disse karakteristika typisk være med til at sikre kandidaten jobbet. Bagsiden af medaljen kan være narcissisme og endda psykopati. Narcissisme og psykopati er påvist at være hyppigere forekommende hos mænd. Der benyttes et væld af undersøgelser og statistikker, der bakker påstandene op.

Bogen står i kontrast til den internationale bestseller ‘Lean In’, hvor der tales for, at kvinderne skal være bedre til at udvise den samme selvtillid som mænd. Forfatteren vender problemstillingen om og siger, at det er virksomhederne, der bør ændre noget. Hvis der stilles de rette krav til lederne, så vil der ske to ting: De inkompetente mænd vil ikke længere stige op ad karrierestigen, og de kompetente ledere, herunder især kvinder med ledelsespotentiale, vil få lederjobbene. Med god ledelse til følge.

Konkrete og næsten banale løsninger

Hvad er løsningen så? Jamen vi skal finde ud af, hvordan de gode ledere ‘ser ud’, og tilpasse organisationernes talentprogrammer og rekruttering af ledere. Her dukker mange af de velkendte problematikker op. F.eks. at din emotionelle intelligens (EQ) har stor betydning for dine lederevner. Problemet er bare, at der skeles mere til teknisk kompetence end EQ, når lederne rekrutteres.

Forfatteren er fortaler for en mere databaseret tilgang til udvælgelse af ledere. Han foreslår, at der skal udvikles en systematisk proces til at indsamle og analysere de enorme mængder data, som i dag kan samles ind på lederne. Her tales der om at kombinere flere forskellige metoder, f.eks. workforce analytics, web-scraping og netværksanalyser, i jagten på at identificere ledelsestalent.

Bogen er baseret på en af de mest populære artikler hos Harvard Business Review over de senere år. Forfatteren har fat i den lange ende med den provokerende titel og den alternative vinkel ind i ledelsesdebatten. Bogen bliver siddende hos én, efter at man har læst den, og er bestemt værd at læse.

Bogen er anmeldt af Kasper Wittrup

H&B | Hildebrandt & Brandi

LÆS OGSÅ

Computeren som ny seddelpresse i en kulørt verden

Teknologiens indtog – skal 27-årig programmør styre menneskeheden?

Solid bog om private investeringer

Guide til kvinder i kunsten

Boganmeldelse: Kampen om fremtidens kunstige intelligens

Sådan kan ledelse løfte danske lokalområder

Økonomer kan også tage fejl

En let introduktion til digitale valutaer

Hvordan glemte vi at leve et meningsfuldt liv?

‘Fuck it, ship it’ er mere end et one-night stand