Kunstig intelligens vinder frem, og der er ingen tvivl om, at som med så meget andet gælder devisen ’shit in, shit out’. Det kan relateres til både de data, sprogmodellerne er baseret på, og til den måde, brugeren prompter. Prompt engineering er kunsten at skrive den helt rigtige kommando til en sprogmodel, så det giver det ønskede svar.
Bogen stiller skarpt på tre store sprogmodeller – large language models (LLM) – som gratis udbyder deres modeller til brugerne: ChatGPT, Copilot og Gemini. De bygger på samme teknologi, men har forskellige brugergrænseflader, funktioner og bagvedliggende data.
Og i introduktionen til prompt engineering forklarer forfatteren, hvordan man bruger 24 forskellige promptingteknikker, der kan bidrage til mere brugbare resultater.
Sådan fungerer de store sprogmodeller
Bogens forfatter beskriver sprogmodellerne som lærde, der studerer historiens største skrifter for at forstå sprogets essens. De absorberer principper i sprogstrukturer og semantik, og gennem denne forståelse, lærer de at generere tekst, der er relevant for konteksten. En proces, der kræver enorme mængder af beregningskraft og raffineret software arkitektur, hvor neurale netværk gennemgår gentagne kredsløb af optimering og læring.
Boganmeldelse
Prompt Engineering – en grundbog
Af: Claus Nygaard
Forlag: Samfundslitteratur
Sprog: Dansk
Sideantal: 306
Pris: 310 kr., inkl. moms
ISBN13: 9788759343685
Stjerner: 5 af 6
Anmeldt af: Sofie Breum, Managing Director, H&B Analytics
OpenAI’s ChatGPT, Microsoft’s Copilot og Googles Gemini er trænet på massive mængder data, der kommer fra kilder som bøger, artikler, hjemmesider, forskningsdatabaser og offentlige datasæt. Gennem træningen har de lært at forudsige det næste ord i en sætning baseret på de ord, der kommer før.
Når sprogmodeller fejler, kaldes det at hallucinere – dvs. at skabe oplysninger, der virker ægte, men ikke har et faktabaseret grundlag. Fejlslutningerne kan skyldes mangler i træningsdata eller begrænsninger i algoritmerne. Og det er netop i den sidste del, at den menneskelige faktor bliver afgørende – og at prompt engineering kan være afgørende for brugbare resultater.
24 promptingteknikker
Forfatteren er kommet frem til 24 forskellige teknikker til den engagerede prompt’er:
- Spørgsmål-prompting – du stiller spørgsmål, som du ønsker svar på
- Fortæl mig-prompting – du beder sprogmodellen fortælle dig om noget
- Forklar mig-prompting – du beder om en dybdegående forklaring om et emne
- Fokus-prompting – du giver et prompt med fokuspunkter, som hjælper til at afgrænse
- Zero shot-prompting – du beder om at få udført en opgave uden eksempler på, hvad den pågældende opgave kræver
Og sådan fortsætter forskelligartede tilgange at blive forklaret. Rækkefølgen afspejler en progression fra grundlæggende prompting til mere avanceret prompting, og slutter med selvkritik-prompting, gennemgå og revidér-prompting og tanketræprompting.
Den mest avancerede promptingtilgang
Tanketræprompting, den ifølge bogens forfatter mest avancerede form, beder sprogmodellen om at udforske flere tankeveje eller aspekter af et fænomen, problem eller lignende. Du bruger tanketræprompting, når du ønsker, at den store sprogmodel skal gennemgå en repetitiv proces med flere sideløbende spor for at udforske og analysere flere muligheder med forskellige perspektiver med det endelige mål at finde den mest passende løsning eller svar.
Ved at kombinere flere grene samtidig kan brugeren identificere modsætninger mellem de forskellige tankeveje og derved opnå en dybere forståelse af kompleksiteten i problemet. Den iterative karakter af tanketræprompting gør det muligt at raffinere og justere hver gren af tankegangen over tid. Teknikken er særlig effektiv, når brugeren skal tackle komplekse spørgsmål eller problemer. Det giver mulighed for at opnå en mere nuanceret og dybdegående forståelse af emnet og hjælper med at identificere den mest passende løsning.
Eksemplificeringen af tanketrætilgangen, byder på følgende prompt:
”Lad tre biologer med hver sin teori om dyreadfærd forklare, hvordan sommerfugle migrerer fra Danmark til Nordafrika”. Herefter vises, hvad ChatGPT, Gemini og Copilot svarer hertil.
Opfølgende prompt: ”Lad de tre biologer lave en detaljeret kritik af hinandens svar”. Herefter vises, hvad de tre store sprogmodeller svarer.
Andet opfølgende prompt: ”Lad de tre biologer tage højde for den kritik, de har modtaget, når de igen forklarer, hvordan sommerfugle migrerer fra Danmark til Nordafrika”.
Via teknikken her bliver resultatet fra både ChatGPT og Gemini markant bedre – mens Copilot må melde pas. For at få Copilot med i loopet, skal de tre promptopfølgninger udarbejdes i ét samlet prompt – om end den stadig er mindre brugbar end de to øvrige til lige netop tanketrætilgangen.
Opbyg dit masterprompt
Bogens forfatter slutter bogen af med at vejlede i et såkaldt masterprompt. For at prompte mest effektivt giver det mening altid at beskrive seks punkter, inden du beder om et svar:
- Rolle
- Kontekst
- Handling
- Promptingteknik
- Format
- Målgruppe
Eksempel: ”Du er ekspert inden for HR. Du arbejder i finanssektoren i Danmark. Beskriv de nyeste rekrutteringstendenser. Du skal svare med særlig vægt på medarbejdermotivation. Giv mig en liste med top-5-tendenser, hvor du beskriver fordele og ulemper for hver tendens. Målgruppen er HR-medarbejdere, der har ansvar for rekruttering af nye medarbejdere.”
Overvejende positiv bog
Bogens forfatter har tydeligt besluttet sig for at være meget positiv over for de store sprogmodeller. Bogen indeholder ikke meget kritik, men benytter sig i stedet af eksemplificering af, hvor sprogmodellerne for eksempel ikke kan levere.
Jeg savner lidt en tydeliggørelse af, at der ikke er garanti for korrekte svar – brugerne skal forstå, at de ikke (heller ikke med et kvalitetsprompt) er garanteret korrekte svar, som de kan basere deres videre arbejde på.
Bogen er skrevet i et let og velformuleret sprog, der gør det til en behagelig læsning.
Jeg vil anbefale bogen til alle, der enten i forvejen bruger ChatGPT, Gemini eller Copilot – eller som mangler det sidste skub til at gøre det. Der er mange gode tips og tricks, der kan gøre det endnu mere lettilgængeligt.
Anmeldt af: Sofie Breum, managing director, H&B Analytics
Læs mere
Ny bog skuffer: Kritik af moderne arbejdskulturer og ledelsespraksisser er for skinger
En bog, som vil og kan noget for både den nye og erfarne leder
Ledelsesbog til alle medlemmer i organisationen får fem stjerner
Hastighed og de gode løsninger er ikke hinandens modsætninger – tværtimod
Bog om værdien af kvinders arbejde er et polemisk partsindlæg, men alligevel læseværdig
Et personligt manifest for et bedre arbejdsliv
Tag din følelsesøkonomi alvorligt
Berlingske-topchef: Sådan blev nutidens borgerlighed værdi- og retningsløs
Hverdagsimplementering stiller skarpt på levedygtige organisationsforandringer
Overfladisk bog om det superspændende AI-tema
Anmeldelse: Ny Vismandsrapport er bestemt ikke uden problemer
Anmeldelse: Klimarådet sætter regeringen under yderligere pres
Hvad er arbejdsnarkomani og konsekvenserne heraf?
Boganmeldelse: Jeg hedder Kåre Schultz. Jeg løser problemer