Skal ”Headhunter” oversættes fra engelsk til dansk, blive resultatet uvægerligt ”hovedjæger”. Herved kommer billeder op for mit indre blik af skrumpehoveder fra Sydamerika eller anden uhyggelig omgang med det menneskelige legeme. Så slemt er headhunting i erhvervslivet dog langt fra. I sin lille bog lægger John Lohff vægt på både at afmytologisere og afmystificere rekrutteringsprocesser. Blandt myterne er postulater om sammenblanding af interesser, hvor headhunteren løber med trofæet – altså talentfulde medarbejdere.
Boganmeldelse
Forfatter: John Lohff
Titel: 40 Fortællinger. En headhunters beretninger
140 sider
Forlag: Headquarters, Sønderborg; ISBN: 978-87-976261-0-8
Score: 5 ud af 6 stjerner.
Anmeldt af Thomas Vorup-Jensen
Lohffs afliver sådanne vandrehistorier med, at således kan god forretning umuligt køres. Afmystificeringen kan opsummeres som Lohff gør i en enkelt overskrift: det er ingen skam at anvende professionel rekrutteringsrådgivning.
Ejeren, bestyrelsen og rekrutteringsrådgivning
Rekruttering på topniveau ikke er simpelt. Kundens eget bagland er en aktiv del af processen. Der skal laves klare aftaler om forventningerne til processen. Ejeren og bestyrelsen skal også være sig selv bevidst om, hvad de egentlig vil opnå. Her kommer spørgsmålet om, hvorvidt interne kandidater er ønskede – eller ligefrem aktivt uønskede. Begge dele kræver en vis finfølelse i rådgivningen.
Det er heller ikke kun ”headhunteren”, der har ambivalente udfordringer, når stillinger skal nybesættes. Tag for eksempel den gamle direktør, der skabte plads til den nye ved at rykke fra direktørkontoret til forkontoret – så kunne der jo stadig følges med. Der skal tække til for at klare den slags situationer uden, rekrutteringen smelter ned, når kunden opfører sig – ja – tåbeligt. Dette er mine ord, for John Lohffs kritik er verbalt afdæmpet uden at være tam.
Der er heller ingen afsløringer af kendte aktører i det danske arbejdsmarked. Det giver måske en lidt underspillet gengivelse af de dramaer, der kan udspille sig ved stillingsbesættelser. På den anden side giver den rolige stil plads til gode, reelle råd, der er bogens destillat af 40 år i branchen.
Iagttagelser af et felt i opbrud
Lohffs 40 år har set hele områder forandrer sig. F.eks. den offentlige sektor, der i dag baserer sig på et betydeligt antal konsulenter. Vist nok ud fra et ledelsesønske om bredere rekrutteringer. Men i Lohffs optik er det alligevel stadig en relativt lukket klub. Konsulenterne – qua deres specielle erfaring – cirkulerer mellem ret ens institutioner eller miljøer.
Igen er dette min forståelse af Lohffs tekst. Selv undgår han konklusioner om right or wrong. Dette er også fint eksempel på, at mange af Lohffs betragtninger tegner et portræt af et arbejdsmarked i opbrud. Ikke bare ved at digitale møder åbenbart er dårlige til at aftegne ansøgerens personlige hygiejne.
Også i en meget bredere forstand, nemlig at gamle dyder både stadig er her og så alligevel står i skæret af nye teknikker som AI. Bogens bagside anbefaler teksten til beslutningstagere ved stillingsbesættelser. Jeg tror nu, at mange andre med store hoveder også vil kunne finde vejledning fra denne velproportionerede tekst om, hvordan vi bliver ansat. Der gives fem velfriserede stjerner for en meget læsbar tekst.
Anmeldt af Thomas Vorup-Jensen
Læs mere
Bogen om verdens vildeste knap ender desværre med at være lidt uinteressant
Ny bog om strategi holder læseren i hånden
Det er menneskeligt at fejle – men hvem tager ansvar?
Sådan knækker du koden til en arbejdsplads uden geografisk binding
En bog om det, der virkelig gør en forskel
Gode råd om det hybride arbejde – og om den hybride arbejdsplads
Er simpel tillid det hemmelige våben mod komplekse projekter?
Erfarne erhvervsjournalisters bog om familiedynasti får 5 stjerner
Trivsel og resultater hænger nu tydeligt sammen
En ærlig og sårbar fortælling fra toppen af dansk erhvervsliv
Sådan får man det bedste ud af helt almindelige mennesker
Så Absolut – Forandring fryder
Samtaler i ledelsesteamet – uden filter
Livet med neurodivergens kan være udfordrende i arbejdslivet
Bogen Overskudskvinder: Økonomisk uafhængighed er den direkte vej til ligestilling





