Er ’Radical Markets’ en nyklassiker?

Adam Smiths klassiske værk ’Wealth of Nations’ fra 1776 var et opgør med centralistisk styring og koncentreret magt og rigdom fordelt på ganske få individer. Bogens ideer bidrog til at skabe vores nuværende verdensorden, hvor en stor del af den globale værdiskabelse går til driftige forretningsfolk via markedets usynlige hånd. Det paradigme lever i bedste velgående, men er undervejs blevet udfordret af andre paradigmer – og af virkeligheden.

Men selv om markedsøkonomi har hevet millioner af mennesker ud af fattigdom, er der en problematisk udvikling i nogle lande, hvor værdierne bliver koncentreret på meget få mennesker.

I USA har ejerne af techgiganterne og det finansielle system kronede dage, mens vi i Rusland er vidne til et omfattende kleptokrati. Udviklingslandene er præget af korruption og en delvis depravering af de politiske systemer som i Brasilien og Venezuela – lande, der ellers har forudsætninger for fremgang, men som savner politisk stabilitet.

Uanset hvor vi ser hen, er det svært at tackle klimakrisen.

Vi ser også Solows parodoks for fuld udblæsning i disse år. Siden finanskrisen har økonomien tilsyneladende stået i stampe på trods af en uhørt teknologisk udvikling og fremkomsten af nye platformsbaserede virksomheder som Google, Facebook, Netflix og Amazon.

En del af forklaringen på paradokset er måske, at den vestlige verden er blevet splittet mellem dem, der har nydt godt af globalisering og ny teknologi, og så dem, som Hillary Clinton under valgkampen mod Donald Trump kaldte ’deplorables’. De føler sig truet af udviklingen, og reagerer voldsomt, blandt andet i forhold til folk med andre kulturbaggrunde.

Med det bagtæppe har den jurauddannede Harvard-professor Eric Posner sammen med en yngre topøkonom fra Microsoft, E. Glen Weyl, skrevet bogen ’Radical Markets – Uprooting Capitalism and Democracy for a Just Society’. En ambitiøs bog, som forfatterne gerne ser placeret i rækken af samfundsteoretiske klassikere på linje med Adam Smith, Karl Marx og Max Weber.

Er den så det?

Skal man selv vurdere sin ejendomsværdi?

Det lykkes et stykke af vejen, men så alligevel ikke, for dens løsningsforslag er for vanskelige at gennemføre i praksis.

Tag eksempelvis forslaget om, hvordan ejendomsforbruget skal reguleres. Forfatterne forslår, at man selv skal vurdere sin ejendom – jo højere værdi, desto højere skat. Sætter man omvendt værdien lavt, bliver skatten også lav, men risikoen er så, at man skal sælge ejendommen til den pris, hvis nogen byder.

De indtægter, der skabes gennem en afgift drevet af folks frygt for at skulle tvangssælge deres ejendom, vil føre til en betydelig omfordeling af formuer – navnlig i de lande, hvor ejendomsskattesystemet ikke fungerer. Det vil stimulere økonomisk vækst og sikre en bedre og mere produktiv udnyttelse af ejendomme. Det er smart – og principper, vi allerede kender fra optionsteorien. Men alene risikoen for ufrivilligt at kunne miste sin bolig kan gøre forslaget uappetitligt for mange, undertegnede inklusive.

Interesser man sig for jura, økonomi og samfundsmæssig ingeniørkunst, er bogen ikke til at komme udenom. Den får derfor min varmeste anbefaling.

Af Joachim Sperling js@axcel.dk