Efter længere tids tovtrækkeri mellem partier og skiftende regeringer har debatten om en udvidelse af revisionspligten for virksomheder ligget stille.
Nu lægger Finans Danmark an til endnu en gang at fyre op under debatten. Organisationen vil nemlig foreslå politikerne at udvide pligten, så alle virksomheder, hvad enten de er små, mellemstore eller store, vil blive pålagt revisionspligt.
Hovedformålet med en udvidet revisionspligt er at sikre, at der ikke foregår snyd og hvidvask i virksomheder, og at alle kan være sikre på, at regnskaberne er sandfærdige, fortæller foreningen til InsideBusiness.
”Der er behov for en sikkerhed for, at virksomheder, myndigheder, kunder og investorer faktisk kan have tillid til regnskaberne,” siger Ane Arnth Jensen, konstitueret administrerende direktør i Finans Danmark. Det var i sin tid tidligere Jyske Bank direktør Anders Dam, der var først ude med kravet om revisionspligt til bankens erhvervskunder i InsideBusiness. Siden fulgte en række andre banker trop.
Siden 2006 er revisionspligten løbende blevet lempet ad flere omgange for at mindske de mindre virksomheders administrative byrder i forbindelse med aflæggelse af årsregnskab. I 2022 betød en lovændring dog, at flere virksomheder blev underlagt krav om revisionspligt.
Som loven er nu, er virksomheder med en balancesum på over 50 millioner kroner i to på hinanden følgende regnskabsår underlagt krav om revision eller udvidet gennemgang af regnskaber foretaget af en uafhængig, godkendt revisor.
Det er dog ikke alle virksomheder, der er underlagt sådanne krav, og selv om andelen af virksomheder omfattet af revisionspligt blev udvidet ved den seneste lovændring, er det ifølge Finans Danmark stadig problematisk, at flere virksomheder ikke er underlagt revisionspligt.
Som sådan er det ikke en ny dagsorden, Finans Danmark rejser, og banksektorens talerør har i flere år slået på tromme for, at revisionspligten skulle være endnu større.
Men emnet er blevet særdeles aktuelt i kølvandet på Mads Brügger og TV 2’s dokumentarserie ’Den sorte svane’. Her fik offentligheden et indblik i omfattende hvidvask og svindel med fakturaunderskrifter og regnskabserklæringer på tværs af flere brancher.
Dokumentaren klargjorde for direktør Ane Arnth Jensen, at der er brug for at sætte hårdt mod hårdt i kampen mod økonomisk kriminalitet og hvidvask. Derfor er det nødvendigt at endnu en gang at rejse debatten om, hvorvidt virksomhedernes revisionspligt skal skærpes, så ulovligheder kan undgås.
“Langt de fleste er lovlydige og har orden i sagerne og i økonomien. Så det er ikke, fordi vi på nogen som helst måde vil mistænkeliggøre de enkelte virksomheder med det her forslag. Men vi har brug for, at der kommer fokus på netop de virksomheder, der ikke opfører sig ordentligt – og der kan dette forslag være et vigtigt bidrag til at forebygge økonomisk kriminalitet. Revision er den schweizerkniv, der i sidste ende kan være til gavn for hele samfundet,” siger Ane Arnth Jensen.
Del af samlet hvidvaskpakke
Konkret forestiller Finans Danmark sig, at ved at være underlagt en større pligt for revision vil virksomhederne være i stand til at bevise, at alt foregår til punkt og prikke, for eksempel at kreditorerne betales, at der betales skat og moms, og at der ikke sker mistænkelige pengestrømme gennem virksomheden.
Finans Danmark lægger i sit forslag op til, at hvis den enkelte virksomhed efter en grundig gennemgang af de økonomiske omstændigheder foretaget af en godkendt revisor kan bevise, at reglerne bliver overholdt, vil de efterfølgende kunne undtages revisionspligten.
Hvis man som virksomhed omvendt ikke ønsker overhovedet at blive pålagt nogen som helst revisionspligt, er der også mulighed for det, siger Ane Arnth Jensen. Men i så fald skal man lave sin selskabsform om til en enkeltmandsvirksomhed, hvor man hæfter personligt.
”Vi synes, at hvis man driver en virksomhed i selskabsform, skal der som hovedregel være revisionspligt. Især fordi hvis man driver virksomheden på den måde, sker det for samfundets og borgernes regning, hvis der bliver begået kriminalitet,” siger hun.
Revisionspligten er blot en, men stadigvæk en væsentlig del af en større ’forslagspakke’ i kampen mod hvidvask, som Finans Danmark agter at lufte for politikerne.
Blandt andet kommer foreningen til at foreslå en større kontrol af advokaters klientkonti – hvilket allerede har politisk bevågenhed, og som Finans Danmark tidligere har udtalt som værende positivt, men som alligevel ifølge foreningen behøver at blive nagelfast i loven.
Brancheforeningen anser det også nødvendigt at sikre, at der kommer bedre muligheder for, at bankerne kan dele informationer med hinanden og med myndighederne for at sikre, at alle parter får de nødvendige oplysninger om potentielt mistænkelige kunder og for at styrke forebyggelsen af hvidvask.
“Vi kan ikke stoppe kriminalitet, men vi skal sikre, at vi både kan opdage og forebygge det hurtigere, så de kriminelle får sværere ved at begå lovbrud. Derfor skal bankerne i større grad have lov til at udveksle informationer med hinanden og med myndighederne for at forhindre, at de kriminelle kan shoppe rundt mellem bankerne,” siger Ane Arnth Jensen og tilføjer:
“Uden det ene halter det andet; det er vigtigt at have både en større grad af informationsudveksling mellem banker og myndigheder og en udvidet revisionspligt af selskaber for at forebygge, at kriminelle kan udnytte hullerne i reglerne. Vi skal have alle ben med i den bestræbelse.”
Skal finde proportioner
Med det kommende forslag åbner Finans Danmark endnu en gang for en betændt diskussion om regulering af virksomheder.
Fra politisk hold virker det, som om der kan være lydhørhed over for Finans Danmarks budskaber. Justitsminister Peter Hummelgaard (S) har således tidligere netop peget på ’Den sorte svane’ som et eksempel på, at der er brug for at stramme op på reglerne.
Omvendt har interesseforeningen SMV Danmark tidligere advaret mod at udvide revisionspligten, da det vil betyde store administrative og økonomiske byrder for deres medlemmer.
I den forbindelse kan der sættes spørgsmålstegn ved, hvorfor små og mellemstore virksomheder – der som hovedregel følger loven til punkt og prikke, hvilket Finans Danmark også anerkender – skal pålægges yderligere regulering. Og om ikke det vil være dyrt at få foretaget revision i for eksempel små holdingselskaber, hvor der er begrænset eller ingen aktivitet.
Finans Danmarks Ane Arnth Jensen siger, at det i den videre proces skal undersøges, hvordan revisionen helt konkret skal foregå i de mindre virksomheder.
Det ligger foreningen meget på sinde at strikke pligten sammen på en måde, hvor de mindste selskaber i erhvervslivet ikke bliver økonomisk eller bureaukratisk bebyrdet mere end højst nødvendigt.
Desuden understreger interesseorganisationen, at løsningerne ikke er mejslet i sten og skal findes i den videre proces og dialog med relevante parter og myndigheder.
Selv om Finans Danmark på nuværende tidspunkt altså ikke har et konkret bud på, hvordan det kan gøres, er man meget opsatte på at lave en model, der tager højde for de helt små selskaber, siger Ane Arnth Jensen.
”Der skal være proportioner i det, og vi er ikke interesserede i, at de allermindste virksomheder får unødige administrative byrder. En revisionspligt skal tilpasses de enkelte virksomhedstypers faktiske forhold, men stadig med fokus på at få forebygget kriminaliteten tidligere,” siger Ane Arnth Jensen.
Finans Danmarks samlede pakke af forslag og anbefalinger vil blive fremlagt ved førstkommende lejlighed, når den nye politiske sæson for alvor begynder på Christiansborg, fortæller Ane Arnth Jensen.
Læs mere
Slutspil om Finans Danmarks toppost er i gang
Finans Danmark står ved en skillevej. Hvem tager stafetten videre?
Politisk møde viser klar uenighed om bankernes rådgivning af kunder
Solen strålede over banktopmøde – men frustration over reguleringen spøger
Her er de mulige konsekvenser i sag om forbrugslånsbank
Større banker er stadig guldæg for revisorer. Især to huse fører nu i feltet
Opgør tager form: Regeltyranni mod banker har taget overhånd
Revisorkrav spreder sig som lynild i bankerne. Temaet er sprængfarligt