Forstå Pelle Dragsted inden han rammer din forretning

Forstå Pelle Dragsted inden han rammer din forretning

Der er nærmest et had-kærligheds-forhold mellem denne uges anmelder, Joachim Sperling, og så manden bag bogen ’Nordisk socialisme – på vej mod en demokratisk økonomi’. Bogen får 6 stjerner, men Sperling er alt andet end enig i Dragsteds betragtninger. Læs denne uges boganmeldelse, som nærmest er et essay.

Jeg måtte selv bringe Pelle Dragsted bog om ’Nordisk socialisme’ i forslag hos redaktøren og også selv fremskaffe den. Mon ikke de havde et eksemplar hos boghandleren ved Trianglen på Østerbro, hvor jeg tilfældigvis kom forbi? I et område hvor ejerlejlighederne starter ved seks millioner kroner, er det første, man tænker på, vel ikke revolutionen?

Men jo. Pelle Dragsteds bog var revet væk i dette kulturradikale velhaverparadis. Længere mod nord hos boghandleren på Strandvejen lå den lidt gemt af vejen, men her er de fleste nok også ligeglade med Pelle Dragsted.

Men spørgsmålet er hvor længe, for lige nu udgør Pelle Dragsted populært sagt den største trussel mod den private ejendomsret siden Slaget på Fælleden i 1872. Hans bog er nemlig en konstruktiv vejledning i, hvordan man kan revolutionere samfundet indefra, og Pelle Dragsted går selv forrest.

Han opstiller til kommunalvalget på Frederiksberg i november, hvilket med Dragsteds stigende popularitet in mente kan gøre Enhedslisten til det næststørste parti i den hidtil så sikre konservative højborg. Pelle Dragsted står dermed i en potentiel nøglerolle, da noget tyder på, at magten kan tippe fra Konservative og over til venstrefløjen for første gang nogensinde.

Pelle Dragsted kom i Folketinget i 2015 og ville fortsat have siddet der, hvis ikke det var for Enhedslistens rotationsregler. Men uden de regler kunne han ikke have skrevet denne bog, så jeg synes faktisk princippet i demokratiets hellige navn burde indføres i alle partier, så vi får færre levebrødspolitikere og flere, der som Pelle Dragsted har mentalt overskud til at formulere en politisk vision.

Det er nærmest skræmmende så lidt begejstring, det borgerlige projekt vækker i øjeblikket – det kan vel ikke passe, at der ikke var andet end udlændingestramninger til at holde det borgerlige kit sammen?

Men Pelle Dragsted har ikke kun brugt tiden på bøger. I kølvandet på Ørsteds mislykkede frasalg af Radius, blev han valgt ind i bestyrelsen og er dermed et levende eksempel på den aktivisme, som vil kunne bremse yderligere frasalg af offentlig virksomhed i Danmark.

Pelle Dragsted og hans kampfæller var i sin tid også tæt på at sætte en kæp i hjulet for Goldmans investering i det daværende Dong Energy, og det førte som bekendt til, at SF måtte forlade den daværende regering i vanære.

Pelle Dragsted fastholder den dag i dag, at det var en dårlig idé at få udenlandsk kapital ind i selskabet, på trods af at selv hærdede modstandere fra dengang nu anerkender, at det har ført til enorme værdistigninger til gavn for den danske stat og dermed os alle sammen. Det var nemlig Goldman Sachs, der fik Dong ud af de stærkt tabsgivende olieinvesteringer, men den pointe skøjter Pelle Dragsted let og elegant hen over. For ham er borgerinddragelse og økonomisk demokrati vigtigere end det økonomiske afkast.

Radius er nu ejet af et andelsselskab og dermed underlagt en eller anden form for demokratisk kontrol. Vi har tidligere set lidt af den samme organisationsaktivisme i forbindelse med Nykredits nyorganiserede ejerskab, og en række af de samme kræfter truer også med at vælte de siddende bestyrelser i en række arbejdsmarkedspensionskasser.

Forældrene var ortodokse socialister

I virkeligheden er det danske samfund et kæmpe tag selv-bord for politiske aktivister, hvis ellers man forstår at udnytte mulighederne, og man skal ikke være i tvivl om, hvorvidt Pelle Dragsted har, hvad der skal til.

Hans baggrund er nærmest ideel – forældrene var ortodokse socialister, som tog ham med ind i de rigtige telte ved 1. maj-arrangementerne, han har været arbejdsmand hos den gamle bz-general Balder Johansen, der i dag leder byggefirmaet Logik & Co., og så er han uddannet inden for historie, spansk og retorik.

At han så også er utrolig sympatisk, understreger blot, at han tikker stort set alle bokse og uden sammenligning er det største politiske talent, som venstrefløjen har opfostret i nyere tid.

På toppen af alt dette bor han i kollektiv på Frederiksberg i en gammel villa med kone, børn og et par andre familier.

Iderigdommen er stor: Hvordan lyder det eksempelvis med et tokammersystem i alle større virksomheder, hvor det ene kammer består af ejerne, mens det andet er domineret af arbejdere? Og hvor begge kamre skal være enige, før der kan træffes beslutninger?

Eller hvad med at virksomheder og formuer slet ikke kan gå i arv? Den slags ideer trives i bedste velgående i mange dele af den vestlige verden, hvor navnlig veluddannede boligejere er kommet til fadet, mens andre står tilbage på perronen med en lang næse.

Som mange socialister før ham kan Pelle Dragsted ikke dy sig for at opstille fjendebilleder. På trods af at vi formelt set har demokrati i Danmark, ja, så mener Pelle Dragsted, at det er en snæver elite – eller som han beskriver det – et ’oligarki’, der træffer de vigtigste beslutninger i samfundet.

Noget lignende har tidligere været fremført af sociologen Christoph Ellersgaard, der gennem såkaldte netværksanalyser gerne vil påvise, at det er ganske få personer, der går igen i bestyrelser og ledelser i virksomheder og organisationer, og som på den måde kan berige hinanden med lønstigninger, aktieoptioner og indflydelsesrige poster.

Det optager hverken Pelle Dragsted eller Christoph Ellersgaard, om disse menneskers position kan skyldes, at de har gjort sig fortjent til den gennem deres arbejdsindsats. Dertil er antydningen af en konspiration fra elitens side rettet mod masserne åbenbart for tillokkende.

Men Pelle Dragsted retter i sin bekendelse om den klassiske socialismes utilstrækkelighed også kanonerne mod sine egne. Han kan godt se, at markedsøkonomien er ideel til at afdække forbrugernes præferencer og til at sikre, at de rigtige varer bliver produceret.

Over et utal af sider får vi forklaret, hvorfor planøkonomien ikke kan fungere og i virkeligheden bare fører til, at en anden elite end den nuværende sætter sig på magten. Det var vi en del, der godt vidste i forvejen, men for et kernesocialistisk publikum er disse tanker det nærmeste, man kommer på kætteri.

Et vigtigt opgør med fortiden

Dermed er Pelle Dragsteds analyse et vigtigt opgør med fortiden, for selv i dag vil stærke kræfter i Enhedslisten ikke svare klart og tydeligt på, hvordan partiet forholder sig til den marxistiske grundanalyse: At kapitalismen på sigt vil bukke under for faldende profitrater og deraf følgende militær aggression.

Pelle Dragsted anerkender, at Marx tog fejl i den analyse – og navnlig at Lenin og Stalin ikke magtede at gennemføre en form for planøkonomi i Sovjetunionen, der kunne sikre masserne en ordentlig levestandard.

Når nu hverken planøkonomien eller den rene markedsøkonomi er svaret, hvad gør vi så? Her anviser Pelle Dragsted gennem ti reformforslag en vej til at bryde oligarkiets dominans. Dermed anerkender han også, at han er reformist, snarere end revolutionær – hvilket er det, kommunister ellers altid har beskyldt socialdemokrater for at være. Nogle af forslagene lyder derfor også ganske tilforladelige, men skinnet bedrager efter min opfattelse. Analyserer man reformforslagene til bunds, vil det nemlig svare til at gennemføre en revolution – jeg mener således ikke, at man vil kunne indføre Pelle Dragsteds forslag uden at undertrykke og eventuelt helt udradere de eksisterende magtstrukturerer.

Pelle Dragsted forsøger eksempelvis at bagatellisere effekten af, at 2 pct. af aktiekapitalen i selskaber med over 100 ansatte i henhold til et af de ti forslag hvert år tænkes placeret i en såkaldt demokratifond ejet af medarbejderne. Ifølge Pelle Dragsted er det en så begrænset andel, at det ikke i praksis vil kunne mærkes.

Men det er ikke rigtigt, for det er simpel matematik, at medarbejderne vil sidde på aktiemajoriteten i løbet af kun 20 år. Derfor vil forslaget fjerne ethvert incitament til at udvikle virksomheder til mere end 100 medarbejdere i al fremtid.

Mange står af, hvis man rokker ved samfundets strukturer

Bogen rejser derfor flere spørgsmål, end den besvarer. Eksempelvis får vi ikke klart at vide, om de ti reformforslag vil kunne gennemføres inden for rammerne af Danmarks grundlov og medlemskab af EU. Det er en af bogens svagheder, for lige så snart vi begynder at rokke ved disse to grundlæggende strukturer, står mange af, og det ved Pelle Dragsted udmærket godt.

Derfor gælder det for Pelle Dragsted om at rette fokus derhen, hvor skoen trykker mest: At der over det sidste årti er sket en ophobning af velstand hos en forholdsvis lille gruppe mennesker, hvis lønninger er vokset hurtigere end andres, og som derudover har haft mulighed for at investere i boliger og aktier, som er steget langt mere i værdi end den almindelige prisudvikling.

Det tog sin begyndelse, da Schlüter og andre borgerlige kræfter i 80’erne liberaliserede kapitalbevægelserne, så kapitalen frit kunne bevæge sig derhen, hvor den kunne give det højeste afkast, og de sidste 10 års lavrenteregime har sat turbo på den udvikling.

Det er nemt at bilde folk ind, at velstandsstigningen kunne have været fordelt markant anderledes, og navnlig i den kulturradikale storbypresse kan man på daglig basis boltre sig i analyser og kommentarer fra journalister og eksperter om, hvor forfærdeligt det hele er. Det er straks sværere at komme med brugbare løsninger, som ikke sætter økonomien i stå og dermed gør os alle fattigere.

Man kan politisk vælge at begrænse uligheden ved at beskatte løn- og værdistigninger langt hårdere, men det ville blot betyde, at værdierne forsvandt som dug for solen. De rige ville blive fattigere, men de fattige ville ikke blive rigere.

Alt det ved den socialdemokratiske regering udmærket godt, men hvordan forklarer man sine vælgere, at man ikke har tænkt sig at gøre noget ved det? Det er en håbløs opgave, og derfor har coronakrisen på mange måder været en velsignelse for Mette Frederiksen, fordi den har bortledt opmærksomheden fra rækken af socialdemokratiske kernedogmer, som har det bedst med at forblive i mølposen.

For Pelle Dragsted er svaret på den stigende ulighed langt højere marginalskatter, arveafgifter og genindførelse af formueskatten. For ham er det ikke afgørende, om vi som samfund bliver fattigere af at gennemføre den politik. Det afgørende er snarere, at den ’røverkapitalisme’, som globaliseringen har fremkaldt, skal rulles tilbage, og at samfundets værdisæt skal ændres i retning af mere fællesskab, ligeværd og kollektivisme.

Den fortælling kan mange sikkert bakke op om, og Pelle Dragsteds bog kan ses som et idelogisk udgangspunkt for et kommende korstog.

Den stigende ulighed kan dermed danne grobund for et politisk oprør fra dem, der som Pelle Dragsted mener, at samfundet skal indrettes anderledes – koste, hvad det vil. Men i stedet for en utopisk revolution, som de fleste socialister ellers har svoret til, siden Marx skrev ’Das Kapital’, fastholder Pelle Dragsted, at det skal ske gennem en gradvis overtagelse af magten i Danmark.

Dermed kommer vi til en anden af bogens afgørende pointer, nemlig at globaliseringen i sig selv har gjort det umuligt at gennemføre såkaldt ”progressive politiske tiltag, og at den derfor må rulles tilbage. I den globaliserede verden vil det internationale finanssystem nemlig vende ryggen til enhver økonomi, der ønsker at trodse spillereglerne for god økonomisk husførelse.

Det er grunden til, at Italien – på trods af populisternes flertal – måtte bede teknokrater som Giuseppe Conte og Mario Draghi om at fungere som regeringsledere.

Havde populisterne gennemført deres valgløfter, ville resultatet havde været en giftig cocktail af kapitalflugt og deraf følgende rentestigninger. Det har en utrolig disciplinerende effekt på selv de mest venstreorienterede regeringer, og er den lige vej til ’nødvendighedens politik’, som i den danske afskygning er døbt corydonisme.

Pelle Dragsted har svært ved at skjule sin afsky for netop Bjarne Corydon, som i hans optik er det tætteste, man kan komme på en klasseforræder. I modsætning til den tidligere græske finansminister Yanis Varoufakis, der forlod regeringen på sin motorcykel, da det stod klart, at hans stærkt venstreorienterede politik måtte vige for Wolfgang Schäubles sparekniv.

Flere kooperativer i stedet for kapital hos enkeltindivider

Det er også globaliseringen, der har bragt os den såkaldte gig economy, som hviler på et fundament af usikre korttidsansættelser i platformsvirksomheder som Wolt, Nemlig.com og Uber, så ja, globaliseringen er også af den grund af det onde.

Vi har brug for flere kooperativer, hvor kapitalen ikke hobes op hos enkeltindivider, men fordeles blandt medarbejderne, og færre virksomheder, der profiterer på dårlige arbejdsforhold.

Det er en global tendens, og Pelle Dragsted henviser til et stort antal internationale forskere, der har analyseret sig frem til præcis samme pointe, nemlig at globalisering og ny teknologi udnyttes af blandt andre techgiganterne til at udbytte de svage, og at det som følge af mangelfuld regulering er muligt at misbruge personlige data til at skabe overnormale profitter.

Man behøver faktisk ikke at være socialist for at abonnere på sidstnævnte synspunkt, og derfor arbejder EU og mange regeringer da også på højtryk for at finde et svar på udfordringerne.

Muligvis kommer modreaktionen også fra arnestedet USA med demokraternes magtovertagelse. Mange demokrater har fremhævet Danmark som en form for mønsterland i forhold til at sikre social sammenhængskraft eksempelvis gennem uddannelse og sundhed til alle.

Og i Kongressen har Alexandria Ocasio-Cortez (AOC) på rekordtid opbygget en solid politisk platform, bl.a. på baggrund af en hård kritik af techgiganter og medicinalindustrien. Samtidig taler præsident Biden åbent om at frigive coronapatenter til medicinalindustriens store fortrydelse. Også planerne om grønne investeringer i multimilliardklassen ligner tiltag, som Pelle Dragsted kun vil kunne bifalde.

Så hvem ved, om ikke bogen vil kunne gøre sig på The New York Times’ bestsellerliste? Den har nemlig alt, hvad der skal til af sammenhængende visioner – og en forfatter, der taler mindst lige så godt, som han skriver. Den mulighed vil forlaget Gyldendal næppe lade gå af hænde, så jeg gætter på, at en engelsk version er lige på trapperne.

Jeg giver bogen mine varmeste anbefalinger, hvis man i tide gerne vil forberede sig på, hvad der vil kunne ramme os, der fortsat tror på markedsøkonomiens velsignelser.

 

Læs mere

Fremragende bog om det krævende topchefjob, der kan være ensomt

Dybdegående salgsbog drukner i detaljer

Digitale penge med sjæl

Tag med på en håbefuld rejse mod vores bæredygtige fremtid

Lars Tvedes nye bog er irriterende, men lærerig  

Syv salgsdyder til optimering af salg

Sådan skaber man en effektiv interesseorganisation

Roadtrip på første klasse

Hvad kan vi lære af Europas bedste offentlige arbejdsplads?

Sæt den rigtige pris og bliv konkurrencedygtig

En mesterlig guide til Porters bedste modeller

Knivskarp bog om ledelse skrevet af selfmade milliardær

Ny bog om Amazon rydder bordet. Bedste læseoplevelse i 2021

Sådan forstår du de økonomiske sammenhænge

Mellemledernes Jytte er tilbage