;
Unifeeder web1

Inside story

Fremtrædende profil stopper som partner i kapitalfond 

Lars Terney, der i en årrække har spillet en fremtrædende rolle i den nordiske storfond Nordic Capital, stopper nu som partner i kapitalfonden, der dermed ikke længere har nogen danske partnere. Fonden fastholder dog, at Danmark fortsat vil være et nøglemarked, og at Terney fortsætter i en mere fri rolle. 

Efter 12 år som partner i Nordic Capital, heraf langt hovedparten som chef for fondens danske kontor i København, stopper Lars Terney nu som partner for i stedet at indtage en friere rolle.  

”Jeg fortsætter i Nordic Capital med titel af seniorpartner. Det indebærer, at jeg formelt udtræder som partner, men fortsætter med at være ansat i Nordic Capital Investment Advisory og vil have min daglige gang på kontoret i København. Det er dog en mere uformel rolle, hvor jeg ikke vil tage lead på at investere i de kommende fonde og med tiden også vil få mere tid til andre projekter uden for Nordic Capital-regi,” siger Lars Terney og peger på, at det var et naturligt tidspunkt for ham at stoppe som aktiv partner 

Det skyldes, at Nordic Capital ifølge InsideBusiness’ oplysninger om kort tid går i gang med at etablere sin nyeste fond, der bliver den tiende i rækken. Da Lars Terney er 53, og man som partner forventes at være med om bord i den nye fonds levetid på typisk 10 år, er det derfor naturligt at trappe en smule ned netop nu. 

”Jeg er den ældste aktive partner i Nordic Capital, og jeg vil gerne være med til at gøre plads til en yngre generation i Nordic Capital. Samtidig vil jeg vedblive at bistå mine kolleger, blandt andet via min kontakter og mit netværk og som sparringspartner, ligesom jeg stadig vil være i bestyrelsen i Nordic Capitals investering Bladt Industries,” forklarer Lars Terney. 

Lars Terney blev i 2008 hentet fra Boston Consulting som erstatning for Christian Dyvig, der forlod kapitalfonden efter uenigheder om den fremtidige strategi. Dyvig, der har en fortid hos Morgan Stanley var af den klare opfattelse, at den svenske kapitalfond skulle udvide sin forretning til at omfatte andre former for forvaltning frem for at agere som en klassisk kapitalfond, men det skridt var der imidlertid ikke opbakning til fra de øvrige partnere i Nordic Capital.  

Blå bog

Lars Terney kom til Nordic Capital i 2008.

Forinden havde han været 14 år hos Boston Consulting Group, hvor han blandt andet var chef på det danske kontor.

Lars Terney var i en årrække chef for Nordic Capitals danske kontor.

Lars Terney er i dag chef for development and strategy i fonden, ligesom han er co-head for segmentet Industrial Goods & Services.

Stærkt dansk fodaftryk 

Både under Lars Terney, hans tidligere co-partner Michael Haaning og ikke mindst Christian Dyvig har Nordic Capital altid haft en stærk tilstedeværelse herhjemme og har også stået bag talrige store danske opkøb. 

Historisk har den svenske kapitalfond opkøbt og siden solgt blandt andet Falck, Nycomed, Kompan, Unomedical og Unifeeder (billedet), og selskabet ejer i dag blandt andet Bladt Industries, Lagkagehuset og it-selskabet Conscia. 

Derfor kan det vække en vis undren, at Nordic Capital nu i dag efter først Michael Haanings exit og Lars Terneys ændrede rolle ikke længere har nogen partnere med dansk pas. Ifølge partner Fredrik Näslund, der har det overordnede ansvar for Danmark og Norge, ændrer det dog på ingen måde fondens fokus på Danmark. 

”Historisk set har Danmark været et af vores vigtigste markeder, og det vil det uden tvivl fortsat være. Det er muligt, vi i skrivende stund ikke har nogen dansk partner, men til gengæld har vi aldrig haft så mange folk ansat på kontoret i København, som det er tilfældet i dag. Vi har valgt en vej, hvor vi i højere grad fokuserer på en række udvalgte sektorer, hvor vi udnytter vores store kompetencer og erfaring på tværs af landegrænser, end på en organisering i lande” forklarer Nordic Capital-partneren og peger på, at fonden i dag primært investerer i tre sektorer, nemlig it/teknologi, financial services og healthcare. 

Især investeringer i sundhedssektorer har historisk set været et af de områder, hvor Nordic Capital ikke blot var blandt de første, men også har formået at skabe solide afkast.  

Inden for financial services har fonden de senere år været yderst aktiv med investeringer i blandt andre Nordnet og inkassofirmaet Intrum samt ikke mindst Nets-konkurrenten Bambora, der blev frasolgt til franske Ingenico i en handel, der sikrede kapitalfonden og dens investorer et afkast på over 5 gange det, Nordic Capital havde investeret. 

”Nordic Capitals køb af Conscia var et fint eksempel på, hvordan vi forsøger at forene den lokale tilstedeværelse med de dybe industrikompetencer, vi har tilegnet os gennem årene. Vi tror på, at hvis man skal være succesfuld i et marked, hvor der betales høje priser, så skal man bibringe noget ekstra erfaring og indsigt, der sikrer, at værdiskabelsen sker hurtigere og mere effektivt. Det betyder også, at fonden evner at strække sig lidt mere på pris uden dog at gå på kompromis med det overordnede mål om at skabe et risikovægtet, konkurrencedygtigt afkast,” siger Frederik Näslund og peger på opkøbet af det svenske betalingsselskab Trustly, der blandt andet blev etableret på baggrund af de erfaringer, fonden havde gjort sig med investeringen i Bambora. 

Nordic Capital i Danmark

Oversigt over Nordic Capitals danske investeringer samt den periode, fonden har ejet de enkelte virksomheder.

Sonion 2000-08
Unomedical 2003-08
Falck 2004-11
Kompan 2005-14
Brightpoint 2006-07
EG 2008-2013
Nycomed Pharma 1999-2002, 2005-11
Sportmaster 2012-19
Unifeeder 2013-18
Bladt Industries 2012-
Unisport 2015-
Lagkagehuset 2017-
Conscia 2019-

I sin tid i Nordic Capital har Lars Terney blandt andet stået bag købet og det senere frasalg af it-virksomheden EG til Axcel. Oprindelig havde fonden investeret i selskabet med henblik på at fusionere det med KMD, men da det ikke lykkedes, forsøgte man i stedet at overtage it-virksomheden Columbus IT, hvilket dog måtte opgives efter massiv modstand fra selskabets storaktionær Ib Kunøe.  

Købet af EG endte dog alligevel med at blive en yderst succesfuld investering for Nordic Capital, da man i 2013 solgte sine aktier til Axcel. Også salget af Falck to år forinden viste sig at være en rigtig god investering for Nordic Capital. Omvendt har købet af industrikoncernen Bladt Industries vist sig noget mere udfordrende, mens det trods modgang undervejs lykkedes Nordic Capital at sælge feederrederiet Unifeeder til et fint afkast, selv om selskabet i ejerperioden havde været ramt af en del udfordringer. 

 

LÆS OGSÅ

Tab i kriseramt Altor-selskab runder halv milliard

Virus og vind gør ondt på Axcels prestigeindkøb 

Derfor gik Axcels milliardhandel i vasken

Storbank siger farvel til chef for prestigeenhed 

Axcel jagter milliarder hos tunge pengekasser 

Modvind i kapitalfondenes ambitiøse investeringer

Kapitalfondenes årsmøde. Nu uden kapitalfonde