;
Ny-nordfacade-Kopi

Forsikring

Lille forsikringsselskab trodser myte om stordriftsfordele. Resultat matcher branchens bedste

Der bliver kigget sultent på de små danske forsikringsselskaber fra Gjensidiges danske topchef, der netop har købt Nem Forsikring. Men de små selskaber kæmper imod, enten med suveræne combined ratios, som matcher Tryg, eller med tårnhøj vækst.

Der er blevet banket på døre i hele den danske forsikringsbranche fra Gjensidige, som netop har købt Nem Forsikring af Sparekassen Kronjylland, Middelfart Sparekasse, NEM s.m.b.a. og Smidt & Kromand Holding. Og den danske direktør Mats C. Gottschalk er klar til at købe op – også blandt de små danske selskaber, selv om Gjensidige i flere omgange i InsideBusiness er udråbt som favorit til at købe Codans danske forretning.

”Omkostningerne er vældig høje i de små selskaber og jeg tror og ved, at der er skalafordele i forsikringsbranchen, bl.a. på it, drift og reassurance. Vi kan tilbyde de eksisterende ejere større værdi, fordi vi har den slags synergier,” siger Mats C. Gottschalk.

Og man må sige, at Gjensidige i den grad har tradition for at købe op på det danske forsikringsmarked med de hidtidige køb af Nykredit Forsikring, Fair Forsikring, Mølholm Forsikring, rejseforsikringsselskabet Gouda, KommuneForsikring og Byggeriets Forsikringsservice.

Ganske mange forsikringsdirektører rundt om i det danske land har således oplevet at blive ringet op af Gjensidige for at høre, om man er interesseret i at sælge.

”Altså, vi er ofte proaktive i vores dialog med forsikringsselskaberne. Det var vi også i forhold til Nem Forsikring, hvor vi etablerede kontakt til ejerne og Nem Forsikring, og vi kunne bringe en løsning på bordet, hvor vi kunne arbejde videre med virksomhedens historie og kultur, mens vi samtidig frigør den kapital, som ejerne har investeret.”

For Mats C. Gottschalk handler det om at benytte Gjensidiges lave omkostningsniveau på bare 14,5 procent til at blive mere effektiv og derved skabe værdi med opkøbene – og man kan sagtens komme endnu længere ned omkostningsmæssigt, mener han:

”Vi har set det med aktiehandel online, med indeksfonde og kapitalforvaltning. Omkostninger er ligesom i banksektoren et konkurrenceparameter. Det er interessant at arbejde med at bringe omkostningerne ned, og jeg tror såmænd godt at vi kan komme under 10 procent. Det skal vi nok forvente sker,” siger Mats C. Gottschalk

Mats C. Gottschalk peger på, at det især er de danske selskaber med en combined ratio på over 100 og derved underskud, som er i Gjensidiges kikkert.

I InsideBusiness store regnskabssammenligning er der kun tre selskaber, der har en combined ratio, inklusive afløb, på over 100. Det er Storstrøms Forsikring, Protector og Popermo, men 2020 var et ret godt år for skadesforsikringsselskaberne pga. lavere erstatninger som følge af lavere aktivitet og færre biler på vejene.

Det er imidlertid de færreste af landets små selskaber, der har interesse i at lade sig opkøbe af en af kæmpe som Gjensidige. InsideBusiness store sammenligning af forsikringsselskabernes resultater viser, at flere af de små selskaber tværtimod kæmper med næb og kløer for at finde den vækst, som gør, at de kan reducere omkostningsniveauet og på den måde skabe sig en bæredygtig og typisk lokal og gensidig forsikringsforretning til gavn for kunder og lokalområde.

Storstrøm siger nej tak til opkøb trods høj combined ratio

Et af de selskaber, som er i fuld gang med en sådan rejse, er Storstrøms Forsikring, der for 2020 leverede en præmievækst på 12,8 procent, det tredjehøjeste i InsideBusiness’ sammenligning efter Aros Forsikring og Vejle Brand. Dog har selskabet en combined ratio, der endte på 105 for 2020, hvilket ikke er holdbart på længere sigt.

Ifølge Storstrøms Forsikrings direktør, Per Guldbrandsen, hænger det bl.a. sammen med den nye vækststrategi, som indebærer, at man vil fordoble præmieindtægterne til ca. 156 millioner kroner fra 2020 til udgangen af 2025, ligesom selskabet var uheldig med to dyre brande sidste år.

”Det er klart, at vi er i fuld gang med en vækststrategi, for præmieindtægter for 50 millioner kroner om året er alt for lidt at drive forsikringsselskab ud fra. Det er klart, at en sådan vækstrejse koster, men vi har over den seneste vækstperiode kunnet holde skindet på næsen år for år. Nu forventer vi faldende omkostninger,” siger Per Guldbrandsen.

Han oplyser, at der som mange andre steder i landet er klar opbakning fra bestyrelsen til at drive selskabet som et gensidigt, lokalt selskab trods gentagne købshenvendelser.

”Vi vil gerne drive et lokalt forankret selskab, og vi er ikke til salg, selv om der tit er nogle, der ringer og spørger. Derfor er der ingen vej uden om at vokse.”

Målet er at ligge på en combined ratio på 95 år for år.

”Vi skal have vores omkostninger ned fra over 30 procent til 25 procent Det gør vi ved at blive ved med at vokse. Og det går den rigtige vej, fordi vi nu har købt nyt it-system, nyt økonomisystem og business intelligence-system, ligesom vi har gennemført en større udskiftning af medarbejdere. Så nu har vi det helt rigtige setup,” forklarer Per Guldbrandsen.

Andre lokale selskaber tjener gode penge

Men man kan også sagtens drive et lokalt forsikringsselskab og tjene rigtig gode penge, uden at man behøver at være stor eller have høj vækst. Det er Forsikringsselskabet Vendsyssel nok landets klareste eksempel på, for selv om selskabet hører til blandt de absolut mindste med bare 57 millioner kroner i præmieindtægter, så formåede direktør Klavs Birkelund at levere landets næstbedste combined ratio, der med 81,6 blot er en knivspids højere end Nordens største selskab, Tryg, med 80,5.

”Det skyldes, at vi driver en sund forretning, hvor vi selekterer meget i kunderne. Det er vi nødt til, for vi har jo en relativt større administration end de større selskaber.”

I modsætning til de førnævnte vækstorienterede spillere voksede Vendsyssel med mere beskedne 3,8 procent Det er nok, konstaterer Klavs Birkelund:

”Det er ingen kunst at vokse som forsikringsselskab, man skal bare sætte præmien ned eller sælge til nogle af de kunder, vi siger nej til i dag. Det er vi ikke interesserede i. Vi har en målsætning om at vokse med ca. 4 procent om året.”

Med en combined ratio på Vendsyssels niveau, som kun de stærkeste børsnoterede selskaber matcher, er spørgsmålet snarere, om det overhovedet er meningsfyldt med så høj indtjening, når Vendsyssel er et gensidigt selskab, selv om Sparekassen Vendsyssel ejer ca. en tredjedel af aktierne.

”Vi har diskuteret flere gange i bestyrelsen, om man kan tjene for mange penge. Men vi kører med en fornuftig præmie, og var vi for dyre, kunne vi ikke sælge vores forsikringer. Det er rigtigt, at vi flere gange er blevet spurgt, om vi vil sælge. Men hvorfor sælge, når vi kan tjene så mange penge” spørger Klavs Birkelund.

Klavs Birkelund oplyser videre, at overskuddet i foreningen af Forsikringstagere i Forsikringsselskabet Vendsyssel går til lokale uddelinger, ligesom der er en slags gensidigt setup, hvor 5 procent af kundernes præmieindbetalinger går til en pulje, som gør, at de kan slippe for at betale for selvrisikoen ved en skade.

Andre af de bedst indtjenende lokale forsikringsselskaber er Bornholms Brand med en combined ratio på 85,4, Sønderjysk Forsikring med en combined ratio på 88,6 og Thisted Forsikring med 85,6. Det er på et så lavt niveau, at det i princippet gennemhuller myten, at størst altid er bedst, når det gælder at drive en effektiv skadesforsikringsforretning. Det ligger således på niveau med eller lavere end Topdanmark, Alm. Brand, Codan og sågar Gjensidige.

Dog kan kun Forsikringsselskabet Vendsyssel matche pengemaskinen Tryg med en combined ratio på bare 80,5 for den danske forretning.

Læs mere

Stor analyse af forsikringsselskaberne: Gensidige spillere spurter fra de børsnoterede

Mæglerhuse slår alarm: Næsten umuligt for visse brancher at forsikre sig

Ny spiller går hårdt til både forsikringsmarked, pension og formuerådgivning

Mæglerhus blæser til angreb

Mæglerhus stormer ind på forsikrings- og pensionsmarkedet

Her er vinderne og taberne i forsikringsbranchen

Køreplan for salg af Codan Danmark tager form. Rådgivere på plads

Vækstsultent forsikringsselskab tager kæmpetab i Danmark

Forsikringsbranchen lukker ned for brodne kar

Vækstivrigt forsikringsselskab jagter 1 mia. kr. i præmieindtægter

Alm. Brand lurer også på Codan. Se favoritten til opkøbet

Massiv disruption rammer forsikringsbranchens it. Netcompany blæser til angreb

Forsikringsbranchen står over for revolution med nye forretningsområder

Medlemsejede forsikringsselskaber giver de børsnoterede baghjul

Kæmperegning på vej til forsikringsselskaber for elbiler

Indbygget konflikt truer Trygs fremtid