CHART Architecture 2018_Photo by BARSK @barskprojects-01233

Kultur

Gør et kunstkup på kunstmesseweekend

Kunstmesserne ENTER Art Fair og CHART Art & Design Fair finder sted i weekenden og samler prominente gallerier fra Norden og resten af verden. Vi klæder dig på til weekendens kunstræs og giver anbefalinger til dig, der gerne vil investere i samtidskunst og -design.

Fra torsdag den 29. august til søndag 1. september 2019 er der mulighed for at bruge de opsparede kroner, der plejer at gå til michelinbesøg og tilhørende vinmenu, på at investere i samtidskunst og -design.

På den nordiske kunstmesse, CHART Art & Design Fair deltager blandt andre danske Galleri Susanne Ottesen, Galleri Nicolai Wallner og V1 Gallery og en række andre lige så stærke gallerinavne fra de øvrige skandinaviske lande.

På den internationale kunstmesse, ENTER Art Fair kan man blandt andet besøge de danske gallerier Galleri Tom Christoffersen, SABSAY og Format Art Space. Dertil deltager en række udenlandske gallerier fra for eksempel USA, England, Tyrkiet, Korea, Holland, Cuba, Tyskland og Belgien, så der er rig mulighed for også at opdage, hvad der rører sig uden for vores grænser.

Både CHART og ENTER præsenterer også hver et kurateret liveprogram, hvor man blandt andet kan opleve performances, udstillinger og talks og dermed få mere viden og andre oplevelser med samtidskunst.

At investere i samtidskunst og -design er ikke det samme som at skulle vælge på dessertkortet eller købe en ny arbejdsskjorte.

Det er en proces, der tager tid, da man skal kunne leve med værket og se på det hver eneste dag i sit hjem.

Det skal tale til en på flere planer, men også have den rette brandingværdi. De værker og genstande, vi har i vores hjem, afspejler nemlig helt naturligt vores æstetiske sans og smag. De afslører sider af vores personlighed og kan være afgørende for, hvorvidt man bliver set på som dyb og alvorlig eller humoristisk og excentrisk.

Dertil ser mange selvfølgelig også, at værket har en vis investeringsmæssig holdbarhed, i tilfælde af at man en dag ønsker at sælge det videre.

Køb med hjertet

Julie Leopold Alf (tidligere involveret i CODE Art Fair, som var en anden københavnsk kunstmesse, der kørte sidste år i 2018, red.) er direktør for ENTER og har et indgående kendskab til det danske og internationale kunstmarked. Overvejer du at købe kunst i weekenden, råder hun dig til at bruge tid på at gå på opdagelse og stole på din intuition, når den fortæller dig, at du står foran et særligt værk:

“Få set så meget kunst som muligt, vil jeg først og fremmest råde dig til. På ENTER har vi samlet en masse kunst fra hele verden på ét sted, så vores messe er bestemt et besøg værd, hvis du vil have et grundigt overblik over det danske og internationale kunstmarked. Køb med hjertet, men vær ikke bange for at stille spørgsmål til galleristerne. De vil meget gerne i dialog og fortælle om ‘deres’ kunstnere: Hvilken slags kunst laver de, om de udfolder sig inden for flere medier, hvor de tidligere har udstillet, om deres værker er del af museumssamlinger rundt om i verden og så videre. Alle gallerier på ENTER er godkendt af messens udvælgelseskomité, og det sikrer dermed kvaliteten af ens investeringer. Man kan derfor godt føle sig sikker, hvis man køber værker hos os. Selv om niveauet er højt, vil det være muligt at finde værker i mange forskellige prisklasser, sådan at der er noget for enhver køber.”

Gallerierne på ENTER stikker da også stilmæssigt i forskellige retninger. Også prismæssigt.

Hos Format Art Space, der har gjort det til sit varemærke at sælge papirbaseret og keramisk kunst til gode priser, ligger værkerne prismæssigt mellem 2.950 og 19.800 kroner. På nær Hansine Iversen fra Færøerne, er alle kunstnere eller kunstnergrupper danske.

Hos SABSAY Galleri, der har valgt at fokusere på to kunstnere, nemlig den kinesiske kunstner Liu Wa og palæstinensiske Hazem Harb, befinder priserne sig også i et fornuftigt prisleje, men dog noget højere. De udstillede værker koster mellem 5.000 og 55.000 kroner.

Hos Tom Christoffersen udstiller en blanding af unge og ældre kunstnere. Her kan man erhverve sig keramik, skulpturer og malerier af blandt andre Mie Mørkeberg, Maryam Eivazi og Knud Odde med priser fra 2.500 kroner.

Stol på din egen smag

Nanna Hjortenberg, som er direktør for CHART Art & Design Fair, følger op med sine anbefalinger til nye kunstkøbere og potentielle kunstsamlere. Selv om kunstmesserne kun løber over weekenden, og man måske føler, at tiden er knap, er hendes bedste råd, at man tager sig god tid til at opleve værkerne på CHART:

”Lad dig inspirere, og tal med folkene bag præsentationerne, som alle vil være til stede. De har meget på hjerte i forhold til værkerne og kan være en rigtig god indgangsvinkel. Flere af kunstnerne og designerne selv deltager i vores talkprogram, hvilket er en virkelig god mulighed for at lære historien, tankerne og processerne bag værkerne at kende. Vigtigt at huske på er desuden, at kunstkøb er en langtidsinvestering – ikke mindst på et følelsesmæssigt plan. Derfor bør du følge dit hjerte og gå efter værker, der virkelig optager dig. Stol på din egen smag.”

Flere af de vægtige og toneangivende danske gallerier udstiller på CHART. Et af dem er Galleri Nicolai Wallner, som er garvet inden for den kommercielle kunstverden. Wallner deltager nemlig også på Frieze Art Fair og Art Basel, som er blandt de største og mest indflydelsesrige gallerier i verden. Priserne er også derefter.

Hos V1 Gallery, der næsten når op i samme liga, ligger priserne på 16.000 kroner og op. Deres udstilling ’The birds – an incomplete survey exhibition of birds in contemporary art / The bird as symbol, messenger and vessel’ samler nogle af galleriets bedste og i folkemunde bedst kendte kunstnere, nemlig Rose Eken, Misaki Kawai, HuskMitNavn og Asger Jorn.

Om kunstmessen CHART

CHART Art & Design Fair
30. august – 1. september 2019

CHART Art & Design Fair har fundet sted siden 2013, hvor den blev grundlagt af Galleri Susanne Ottesen, Andersens, Galleri Bo Bjerggaard, David Risley Gallery og V1 Gallery.

På CHARTs hjemmeside beskriver de kunstmessen som “the leading event for contemporary art and design in the Nordic region”. Ligesom de i deres præsentation både udnytter og markerer sig på Danmarks stærke historie inden for kunst, håndværk og arkitektur.

CHART er delt op i to fokuserede områder: CHART Art Fair, der blandt andet viser maleri, foto, video og installation, og CHART Design Fair, som primært præsenterer klassisk håndværk og nyt ungt design, der bryder med de kunstfaglige traditioner.

CHART Art Fair finder sted på Kunsthal Charlottenborg i de samme bygninger, hvor Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedskoler også har hjemme. CHART Design Fair finder sted i den arkitektoniske perle, kunsthallen Den Frie.

På de to messer, CHART Art Fair og CHART Design Fair, vil gallerierne udstille sammen. På den måde skabes en samlet formidlende helhed, frem for at hvert galleri har sin individuelle stand, som er afgrænset fra de andre. På de tre talentudstillinger ’Emerging’, ’Curio’ og ’Architecture’, som du kan opleve på CHART, kan de besøgende møde nogle af de mest fremadstormende talenter på kunstscenen.

Anderledes fra sidste år har CHART med dette års messe især arbejdet med at udvikle CHART Design Fair:
”For første gang i år har vi inkluderet unge ’design studios’ i vores designmesse. Det har vi valgt at gøre, fordi vi ser, at flere og flere designere præsenterer deres arbejde selv frem for at lade gallerier gøre det. Derudover er en stor del af CHARTs dna også at danne platform for den yngre og innovative designscene, der udfordrer grænserne for, hvad design er og kan, hvilket de nordiske design studios i høj grad præsenterer,” fortæller Nanna Hjortenberg, direktør for CHART.

Kunsthal Charlottenborg
Nyhavn 2, 1051 København

Den Frie
Oslo Plads 1, 2100 København Ø

Åbningstider:
Fredag: kl. 16-20, kl. 20-01 (Live)
Lørdag: Kl. 12-18
Søndag: Kl. 12-17

 

Om kunstmessen ENTER

ENTER Art Fair
19. august – 1. september 2019

ENTER Art Fair er den nye spiller på den kommercielle kunstscene i Danmark. Kunstmessen vil finde sted i et 3.000 kvadratmeter stort hvidt telt på Refshaleøen, som til forveksling minder om de pavilloner, Frieze Art Fair (verdenskendt international kunstmesse i London og New York, red.) benytter sig af.

Refshaleøen blev i øvrigt fremhævet af The New York Times som det nye hippe område i København. I artiklen, som blev udgivet for nylig, blev ENTER også nævnt, hvilket er godt klaret, når man tænker på, hvor meget kunst- og kulturinstitutionerne kæmper for overhovedet at komme i pressen.

Som noget nyt og anderledes i messelandskabet har ENTER satset på en onlineplatform, hvorfra de året rundt kan præsentere og agere salgsvindue for de gallerier, der har købt sig adgang til messen. ”A state of the art digital art fair experience” kalder de denne virtuelle tilkobling. Strategisk set taler meget for, at ENTER er kommet for at blive.

Direktør Julie Leopold Alf fortæller, hvordan ENTER er anderledes fra CHART og giver sit indblik i, hvad publikum kan forvente af ENTER:
“Kort fortalt er CHART en messe for nordisk kunst, hvor vi er en messe, der præsenterer gallerier og kunstnere fra hele verden. Derudover har vi fokus på digital kunst og den virtuelle oplevelse af kunst. Der vil være kunst i alle medier, maleri, tegning keramik, skulpturer – i mange tilfælde udført af kunstneren netop til at vise i København på ENTER Art Fair”.

ENTER Art Fair
Refshaleøen
Ved Refshalevej 151, Sønderhoved Matrikel 416
1432 København

Åbningstider:
Torsdag: Kl. 16-20
Fredag: Kl. 11-20
Lørdag: Kl. 11-20
Søndag: Kl. 11-18

LÆS OGSÅ

Mestrer din organisation digital transformation?

Interessant festskrift om kontroversiel økonom

En kogebog til digitale kundestrategier

Ni løgne om arbejde og arbejdsliv

DF og Socialdemokratiet undsiger plan om at fjerne mediestøtten til en række medier. Opd.

Gyser fortsætter for mediehuse. Flere risikerer helt at miste mediestøtten

Erhvervsmedier ændrer forretningen. Kom tæt på Børsen, Finans og Berlingske

Skæbneår i mediebranchen: Se vinderne og de mest pressede spillere

JP/POL-topchef i svær linedans i købet af dagbladet Børsen

Gyser for dansk erhvervsjournalistik fortsætter med chefrokade på Berlingske og Børsen