webteater

Kultur

Guide til vinterens store teaterbegivenheder

Træd ind i varmen, og lun dig i de bløde teatersæder. InsideBusiness guider dig til vintersæsonen 2018-19 på de københavnske teatre, så du for en stund kan drømme dig væk fra vinterens mørke. Vores anbefalinger byder på skuespil, en operette og en opera. Vores teateranmelder Mille Højerslev tager dig gennem det, du skal vide.

Kongens fald, skuespil, Skuespilhuset, Store Scene, 16.11 – 21.12.2018

Fakta: Kongens fald

Skuespilhuset
Instruktør og scenografi: Carlus Padrissa
Dramatiker: Henrik Szklany
Medvirkende: Joen Højerslev, Peter Christoffersen, Maria Rossing, Alvin Olid Bursøe, Mikkel Hilgart, Anne Plauborg, Jens Andersen

Årets måske mest ventede forestilling spiller i Nyhavn: opsætningen af Johannes V. Jensens ‘Kongens fald’ fra 1901. Der er faktisk tale om en historisk begivenhed. Det er nemlig første gang, at romanen omsættes til scenen. Catalanske Carlus Padrissa har instrueret og skabt en poetisk, visuel og effektfuld scenografi med vand og nycirkus, mens Henrik Szklany har stået for dramatiseringen. Joen Højerslev (kendt fra DR-serien ‘Herrens veje’) spiller den voldelige, utilregnelige og narcistiske Mikkel Thøgersen. I rollen som kong Christian II ses Peter Christoffersen (fastansat på Det Kgl. Teater).

Kongens fald spiller på Aarhus Teater 10. januar – 9. februar 2019.

 

Kat på et varmt bliktag, skuespil, Betty Nansen, 17.11 – 31.12.2019

Den anmelderroste ‘Kat på et varmt bliktag’ på Betty Nansen Teatret tager udgangspunkt i en familiefødselsdag, der er kørt af sporet. “Big Daddy har fødselsdag og

Fakta

Betty Nansen Teatret
Instruktør: Minna Johannesson
Medvirkende: Johanne Louise Schmidt, Patrick Baurichter, Olaf Johannessen, Ditte Gråbøl, Mikkel Arndt, Kitt Maiken Mortensen, Mikkel Hess m. fl.

har inviteret børn og børnebørn til fest. Han ved ikke, at han praktisk talt ligger for døden.”, lyder introduktionen på teatrets hjemmeside. Stykket er oprindelig skrevet af amerikanske Tennessee Williams, der regnes for en af de vigtigste dramatikere i det 20. århundrede (sammen med bl.a. Arther Miller, red.). Manuskriptet er oversat til dansk af Madame Nielsen, som er noget af en personage i dansk litteratur. Jeg forestiller mig, det bliver bizart og tåkrummende genkendeligt!

 

Erasmus Montanus, skuespil, Østre Gasværk Teater, 18.1 – 19.2.2019:

Da forestillingen spillede på Aarhus Teater i 2017, vandt den en række Reumertpriser: årets teaterforestilling, årets scenedesign og årets mandlige hovedrolle. Nu

Fakta: Erasmus Montanus

Øster Gasværk Teater,
Dramatiker: Ludvig Holberg
Producent: Aarhus Teater og Sorth/Hvid
Medvirkende: Andreas Jebro, Lotte Andersen, Lars Brygmann, Anders Baggesen, Zaki Youssef, Nanna Bøttcher, Bjarne Henriksen, Sofia Nolsøe, Simon Mathew, Andreas Nicolai Petersen og et kor under ledelse af Ingeborg Thisted Højlund

har københavnerne også mulighed for at opleve instruktør Christian Lollikes fortolkning af klassikeren ‘Erasmus Montanus’ skrevet af Ludvig Holberg i 1722. Christian Lollike er kendt som teatrets enfant terrible og for at være uhyre produktiv, politisk engageret og provokerende. Heller ikke denne gang, går det stille for sig, når klassikeren oversættes til en ”nutidig diskussion om danskhed og Udkantsdanmark.”. Der er mulighed for at bestille en Erasmus-menu bestående af årstidens bedste råvarer forud for forestillingen. Menuen inkluderer en forret og hovedret og koster 225 kr.

 

Dantes guddommelige komedie, skuespil, Teater Republique, 10.1 – 2.2.2019

”Næste gang du ser en amerikansk film, og nogen siger ”I’ll give you Hell!”, skal du tænke på Dante. For det var ham, der gav os Helvede!”, fortæller instruktør,

Fakta: Dantes Guddonmmelige Komedie

Teater Republique
Scenograf: Bente Lykke Møller
Medvirkende: Stina Ekblad

Staffan Valdemar Holm. Før den florentinske digter Dante Alighieri skrev ‘Den guddommelige komedie’ (ca. 1472) havde Helvede nær ingen betydning i kulturen. Men efter udgivelsen fik Helvede ikke bare mere plads, men også mere orden og systematik. I skikkelse af figuren Dante tager Stina Ekblad – som eneste skuespiller på scenen – os med på en psykologisk rejse mod det hinsidige gennem Helvede, Skærsilden og Paradis. I mødet med frygt, skam og uendelig lidelse lærer Dante og vi om livet.

 

Amadeus, skuespil, Det Kongelige Teater, Gamle Scene, 18.1 – 17.2.2019

Det kan kun blive festligt og storslået, når Mozarts musik præsenteres live af skuespillere, dansere, sangere og Det Kongelige Kapel. ”Det er virkelig drømmen om alt

Fakta: Amadeus

Iscenesættelse: Kasper Holten
Medvirkende: Søren Sætter-Lassen, Simon Bennebjerg, Rosalinde Mynster, Henrik Koefoed, Sigurd Holmen le Dous, Martin Bo Lindsten

det, Det Kongelige Teater kan, der gerne skulle blive levende i den her forestilling, når Mozarts musik og historien om Mozarts liv folder sig ud på scenen”, fortæller instruktør, Kasper Holten. Simon Bennebjerg (der spiller Janus i ‘Den kroniske uskyld’, instrueret af Elisa Krarup på Skuespilhuset, red.) ses i rollen som det unge naturtalent Mozart. Vil man vide mere om, hvad der er en i vente, kan man passende varme op med at se Milos Formans spillefilmsversion fra 1984.

 

Jeg er sgu min egen, skuespil, Nørrebro Teater, 28.2 – 13.04.2019

Har du ikke fået nok af at se 1960’erne blive fejret i kulturen og på de skrå brædder (2018 markerede 50-året for begivenhederne i 1968, red.), må du en tur forbi

Fakta: Jeg er sgu min egen

Nørrebro Teater
Instruktion: Maria Kjærgaard-Sunesen
Manuskript: Jeanne Munzert (baseret på Jeg er sgu min egen af Klaus Rifbjerg)
Medvirkende: Mathilde Passer, Marie Askehave, Anne Sofie Espersen, Tom Jensen, Morten Hemmingsen, Nicolai Jandorf og musikerne Søren Graversen, Anders Birk, Stephan Grabowski, Rene Damsbak

Ravnsborggade 3. ‘Jeg er sgu min egen’ bygger på Klaus Rifbjergs filmmusical af samme navn og handler om Annie, der nok har det svært med regler, men har masser af mod på livet. ”’Jeg er sgu min egen’ er en sprudlende folkekomedie om at ville leve livet uden færdig opskrift og fastlagte mål”, skriver Nørrebro Teater. Bent Fabricius-Bjerre har skrevet musik til forestillingen, og Mathilde Passer, der er barnebarn af folkekære Dirch Passer og selv udråbes som et stortalent, spiller Annie.

 

Flagermusen, operette, Operaen, Store Scene, 24.11 – 3.3.2019

Champagnen flyder, mens lidenskaber og løgne får frit løb i en hyldest til livet og en erotisk rejse, hvor der forføres, drikkes, elskes, bedrages og grædes. Sådan

Fakta: Flagermusen

Operaen
Instruktør: Peter Langdal
Instruktør ved genopsætning : Line Kromann
Medvirkende: Michael Kristensen, Jens Christian Tvillum, Ann Petersen, Elsebeth Dreisig, Gisela Stille, Jens Søndergaard, Joakim Larsson, Hanne Fischer

præsenteres ‘Flagermusen’ på Det Kgl. Teaters hjemmeside, og jeg kunne næppe have beskrevet det mere sanseligt og levende selv. ‘Flagermusen’ er oprindelig en tysksproget operette af Johann Strauss fra 1874. Operetten er kendt for at være et mesterligt eksempel på, hvad genren kan, når den er bedst. ‘Flagermusen’ synges på dansk med danske overtekster af sangen.

 

Turandot, opera, Operaen, Store Scene, 19.01 – 8.6.2019

Gå foråret i møde med den klassiske og højtelskede opera, Turandot‘ af Puccini. Eventyroperaen præsenteres i Puccinis sjældent opførte oprindelige version.

Fakta: Turandot

Operaen
Instruktør: Lorenzo Fioroni
Dirigent: Alexander Vedernikov
Medvirkende: Ann Petersen, Katrin Kapplusch, Sung Kyu Park, Sine Bundgaard, Torleif Steinstø, Sten Byriel, Palle Knudsen

‘Turandot’ handler om prinsen Calaf, som forelsker sig i den iskolde prinsesse Turandot. Puccini døde inden ‘Turandot’ lå færdig, og operaen blev færdiggjort i 1926 af Puccinis kollega Franco Alfano. Operaen spiller frem til juni og kan derfor også opleves, når vinterens tunge tåger er lettet, blomsterne sprunget ud, og græsset igen er grønt. ‘Turandot’ synges på italiensk med danske overtekster.