;
_9788702254112

Kultur

Interessant bog med tvivlsomme konklusioner om ejerskab

En ny bog lægger op til andre ejerskabsformer og især medarbejderejede virksomheder. InsideBusiness’ anmelder er dog mere skeptisk over for konceptet.

Ideen med bogen ’Medejer – kunsten at overhale konkurrenter gennem demokratisk ejerskab’ skrevet af tænketanksdirektør Andreas Pinstrup Jørgensen er, at ejerskab betyder noget. Deri er jeg helt enig. Afhængigt af hvor en virksomhed befinder sig i sin livscyklus, kan den have brug for familieeje, børsnotering eller kapitalfondseje. I særlige tilfælde kan interessentskaber og andelsselskaber også tages i brug.

Helt så nuanceret fremstår denne bog dog ikke, da den har et helt og aldeles enøjet syn på det lyksalige ved såkaldt medeje – altså ideen om, at medarbejderne skal eje og drive virksomheder i fællesskab.

Forfatterens hovedpointe er, at vi sagtens kunne have langt flere af den slags virksomheder i Danmark, for det ser man i andre lande som Spanien og Storbritannien. Andelsformen er ikke nok, for Coop er eksempelvis ejet af medlemmerne, mens Arla og Danish Crown er ejet af leverandørerne – altså bønderne.

Fagbevægelsens ejerskab af eksempelvis bryggerier, ligkistemagasiner og forsikringsselskaber tæller ikke i forfatterens bog, for de var nemlig kontrolleret af fagbevægelsen, hvilket udartede til rendyrket pamperi.

Boganmeldelse

Titel: Medejer – kunsten at overhale konkurrenter gennem demokratisk ejerskab
Af: Andreas Pinstrup Jørgensen
Forlag: Gyldendal
Sprog: Dansk
Sideantal: 200
Pris: 250 kroner
ISBN13: 9788702254112
3 af 6 stjerner

Kapitalfonde og rådgivere kan også være medarbejderejede

Men modsat hvad forfatteren påstår, er der nu en del eksempler på medarbejderejede virksomheder i Danmark. Det lyder måske absurd, men en kapitalfond er ofte ejet af medarbejderne – nemlig de partnere, der har stiftet fonden. Det samme gælder revisorer, advokater, arkitekter og andre liberale erhverv. Deloitte og Kromann Reumert er gode eksempler, som alle kender.

Men typisk er ejerandelen en funktion af, hvor stor en økonomisk betydning den enkelte partner har for virksomheden, og det er nok her, hvor vandene skilles, i forhold til hvordan Andreas Pinstrup Jørgensen ser på verden. Ifølge ham skal alle medarbejdere have direkte indflydelse, for at man kan opbygge den rigtige kultur.

Bogen er spækket med videnskabelige henvisninger om, at medarbejderejede virksomheder skulle være mere effektive end såkaldt konventionelle ejerskabsformer, hvis medarbejderne både har en høj grad af ejerskab og direkte indflydelse på virksomhedens drift.

Det er nemt at skyde den slags ned, navnlig når det er samme kilde, der henvises til gang på gang, men det udelukker ikke, at nogen medarbejdervirksomheder kan være utrolig veldrevne.

Jeg tror dog, at det ofte skyldes, at ildsjæle er gået sammen om at drive en virksomhed, og at de qua et fælles værdigrundlag formår at skabe de bedst mulige rammer for deres virksomhed. Det kan eksempelvis være, at de er optaget af temaer som bæredygtighed, lokal oprindelse eller andre ting, der gør, at virksomheden opnår et ’purpose’, som alle jo taler om i dag.

Desværre tror jeg ikke på, at man kan skalere ideen, for så var det sket for længst – navnlig i et land som Danmark, hvor vi har en lang tradition for kooperativer.

Mange af bogens budskaber er skåret ud af moderne ledelsesteori. Det handler om, at medarbejderne i størst muligt omfang selv skal kunne tilrettelægge deres arbejde, så det giver mening for både dem selv og for virksomheden. Det er ikke svært med akademisk arbejdskraft, men hvad, hvis man står ved et samlebånd? Der er muligheder, men de er begrænsede.

Det vil altid være et forhandlingsspørgsmål at få enderne til at mødes på en arbejdsplads – også i den medarbejderejede virksomhed. Bogen mangler at forklare, hvordan man undgår det hierarki, der opstår i alle organisationer, og som normalt skyldes, at vores kompetencer og samarbejdsevner er forskellige.

Skal medarbejdere overtage konkurstruede virksomheder?

Forfatteren nævner også muligheden for, at medarbejderne overtager driften af konkurstruede virksomheder. Men det kan blive rigtig dyrt for medarbejderne.

Det så vi eksempelvis, da der var forhandlinger om at lade medarbejderne indtræde som medejere af de slagterier, der kæmpede for deres liv på grund af konkurrencen fra lavtlønsområder som Tyskland og Polen. Ofte vil der være behov for massive investeringer i automatisering for at overleve, og tænk, hvis disse medarbejderes pension var gået til at investere i en virksomhed, der alligevel ikke kunne reddes.

Så tror jeg mere på den danske model, hvor den samlede pensionsformue efterhånden overstiger 4.000 milliarder kroner som følge af professionel forvaltning og systematisk opsparing. På den måde er helt almindelige medarbejdere blevet medejere af virksomheder i både Danmark og udlandet.

Se, det er en enestående historie.

Af Joachim Sperling, direktør, Axcelfuture