;
Branch-Danske-Bank-High-Res

M&A

Investorerne flygter fra Danske Banks store satsning på kapitalfonde

En alvorlig bet for Danske Private Equity er nu en realitet, efter at toneangivende pensionsselskaber har skrevet under på at flytte ca. 15 mia. kr. fra Danske Bank og over til nystartet aktør. (opd. 13.54 med kommentar fra Danske Bank)

Spillet er ved at være forbi for Danske Banks store satsning på at investere i kapitalfonde efter fund of funds-metoden. For torsdag sidste uge mødtes en række af landets største pensionskasser hos Accura Advokatpartnerselskab for at diskutere de sidste formaliteter i forbindelse med flytning af ca 15 mia. kr. fra Danske Private Equity (Danske PEP) og over til den nystartede spiller Saga Private Equity.

Ifølge InsideBusiness’ oplysninger har PensionDanmark, PKA, PBU, Lægernes Pension, MP Pension og P+ (JØP og DIP) nu alle underskrevet de fuldmagter, der gør, at de kan sige farvel til Danske Bank som forvalter på området.

Primus motor i projektet har været PensionDanmark, der har understøttet stiftelsen af Saga Private Equity, som netop er udsprunget af Danske PEP. For de skrappe kapitalfondshajer med managing partner John Danielsen i spidsen ønskede ikke at blive en hjørnesten i Danske Banks nye wealth management-afdeling. Derfor stiftede de Saga, som nu ser ud til at få betydelig flere penge at arbejde med. For investorerne vil altså hellere have de erfarne herrer til at passe på pengene end Danske Banks nye team.

Sagen kort

Vi afdækker et skjult opgør mellem Danske Bank og en række pensionskasser med PensionDanmark i spidsen. Lukrativ forvaltning af ca. 15 mia. kr. placeret i kapitalfonde er i spil. Danske Private Equity har ellers været en af Nordens førende spillere med investering i såkaldte fund of funds-investeringer med fokus på mindre fonde og opkøb.

PensionDanmark bekræfter beslutningen

Hos PensionDanmark bekræfter investeringsdirektør Claus Stampe, at man nu er færdig med Danske Private Equity:

”Vi anser beslutningen for udramatisk. Når vi ønsker at flytte porteføljerne, er det ud fra den betragtning, at det team, som oprindelig har udvalgt de underliggende private equity-fonde i Danske PEP-porteføljerne, og som har et indgående kendskab og lang relation til fondenes investeringsteams, har de bedste forudsætninger for fremover at forvalte porteføljerne,” forklarer Claus Stampe i en mail til InsideBusiness som forklaring på beslutningen.

Efter at InsideBusiness offentliggjorde artiklen, er Danske Bank vendt tilbage med en kommentar i sagen, som bekræfter udviklingen – og bankens fortsatte fokus på alternative investeringer:

”Vi er naturligvis ærgerlige over beslutningen. Men vi respekterer ønsket om at bruge det team, der oprindelig har forestået investeringen af fondene. Grundlæggende er vi meget fortrøstningsfulde med hensyn til fremtiden for Danske Private Equity. Investorerne efterspørger i stigende grad alternative investeringer. Vi har derfor sammensat et kompetent og erfarent team og ledelse, der skal levere fonde af højeste kvalitet og på investorvenlige betingelser. Vi bygger videre på det stærke fundament, vi har med Danske Bank i ryggen, hvilket indebærer betydelige ressourcer inden for blandt andet fondsadministration, ESG og risikoanalyse,” lyder det fra Henrik Gade Jepsen, chef for Asset Management Danske Bank.

Tilbage venter nu en oprydning med advokater fra både Danske Bank, Danske PEP og fra pensionsselskabernes side. For det er ikke billigt at udtræde af en sådan langsigtet forvaltningsaftale før tid. Typisk regner man med, at udtrædelsesomkostningerne (breake clause) svarer til ca. 12 måneders indtægter ved normal drift.

Alene sidste år havde Danske Bank PEP indtægter for 90 mio. kr., men for at få at lokke investorkredsen til at blive valgte Danske Bank kort før sommerferien ekstraordinært at sænke omkostninger med 60 pct. som beskrevet i InsideBusiness, mens man samtidig skiftede ud i ledelsen, så Claus Heimann blev leder i stedet for Michael Nørgaard for at imødekomme investorernes ønske om mere information. Men lige meget hjalp det altså.

I det hele taget er det forbundet med nogen undren blandt centrale kilder, at PensionDanmark har været så fokuseret på at støtte Saga Private Equity frem for Danske PEP, for med de seneste prisnedsættelser bliver det næppe en billigere løsning fremover, lyder det. I forvejen er fund of funds-investering på retur til fordel for direkte investeringer i kapitalfonde.

Vil Möger opbygge nyt super kapitalfondsteam?

En oplagt forklaring er, at PensionDanmark med Torben Möger Pedersen i spidsen ønsker at opbygge et særligt kompetencefelt inden for investering i kapitalfonde. Det har man før gjort med skabelsen af Copenhagen Infrastructure Partners (CIP), som er specialiseret i investering i vedvarende energi, ligesom man har støttet opbygningen af Maritime Investment Fund, der vil købe, sælge og lease skibe. Her har man satset på at få en gruppe af landets skrappeste folk fra shippingbranchen, som kan skabe afkast på at købe, sælge og udleje tørlast-, container-, offshore-, produkt-, råolie- og kemikalietankskibe.

Et andet spørgsmål er, hvad der skal ske med Danicas investeringer i fondene. For Danske Banks pensionsselskab har ikke haft mulighed for at bruge sin stemmeret til at bremse de øvrige pensionsselskabers exit. Derfor ser det ud til, at Saga Private Equity paradoksalt også skal passe på Danicas pensionsformuer fremover.

Heldigvis for Danske PEP-teamet er der ikke fyringer i vente efter sagen, erfarer Inside Business. For der er rigeligt at lave med fremover at passe på alternative investeringer for Danske Banks wealth management-afdeling, for SEB efter fusionen og med at håndtere nye fonde.

LÆS MERE

 

Pensionskasser vil kuppe Danske Bank. Kapitalfondmilliarder i spil

Tidligere Danske Bank-profiler erklærer banken krig

Vindmøller, sol og hø trumfer kapitalfonde 

Investeringschef forlader pensionskasse efter bitter strid 

Hvad bliver næste opkøb i pensionsbranchen?

EQT skaber gigantisk ny fond

Her er landets dyreste og billigste pensionsselskaber