;
NGI web

Inside story

Kapitalfond fylder krigskassen på rekordtid

Efter blot et par måneder har nordisk kapitalfond hentet knap 7 mia. kroner til nye investeringer. Danmark vil igen spille en central rolle i fondens planer, lyder det fra den nytiltrådte chef i Danmark.

Den nordiske fond Adelis kan efter ganske kort tids pengejagt melde alt udsolgt. Efter blot et par måneders fundraising har Adelis således etableret sin tredje fond med et samlet tilsagn på lige under 7 milliarder kroner.

Pengene er kommet fra akkurat de samme investorer, der hjalp Adelis med at rejse sin anden fond i 2017, og grundet massiv efterspørgsel har der kun været plads til ganske få nye investorer.

Ifølge fondens danske chef, Martin Welna, er den ualmindelig hurtige fundraising et klart signal om, at Adelis indtil videre har leveret et stærkt afkast til investorerne.

”At vores fundraising er gået så hurtigt, vidner om en meget stærk performance i de to fonde, vi har rejst indtil videre. Derfor har vi også haft meget stor efterspørgsel fra eksisterende investorer, hvorfor der kun har været plads til ganske få nye,” siger Martin Welna.

Ifølge InsideBusiness’ oplysninger har Adelis første fond indtil videre firedoblet investorernes penge, mens der endnu ikke er foretaget nogen frasalg i Adelis anden fond, der blev rejst i 2017.

”Vores anden fond tegner rigtig lovende, og selv om der ikke er lavet nogen exits endnu, har vores investorer her blandt andet været inde at vurdere udviklingen i de enkelte virksomheder og sammenlignet selskaberne aktuelle vækst og resultat med, hvad vi i sin tid betalte for dem,” siger Martin Welna, der for nylig blev hentet til Adelis fra den norske kapitalfond Verdane.

Han skal nu stå i spidsen for fondens danske kontor, der tidligere var ledet af Steffen Thomsen. Han var med i Adelis fra den spæde start og kom til fonden fra giganten 3i og var blandt andet med til at investere Adelis’ første fond, hvor man gennemførte to ualmindelig stærke exits herhjemme.

Således blev de to danske opkøb IT-Relation og NGI (billedet) begge solgt i 2018. Hvor IT-Relation blev solgt til den internationale techfond HG for tæt på fem gange det, som Adelis selv betalte for selskabet, gik det endnu bedre for investeringen i NGI, der mere end ottedoblede kapitalfonden og investorernes oprindelige investering.

Vigtigt marked

Danmark vil ifølge Martin Welna da også fortsat spille en central rolle for Adelis.

”Med et nyt, dedikeret kontor og en ny stor fond i ryggen vil Danmark fortsat være et vigtigt marked for Adelis. Ikke blot fordi det er det næststørste i Norden, men også fordi der herhjemme er rigtig mange spændende cases i det segment, vi investerer i, samtidig med at afkastene herhjemme har været rigtig solide,” siger Martin Welna.

En ridse i lakken for Adelis på det danske marked er dog den jyske juletræsproducent Green Team, der var fondens første danske investering helt tilbage i 2014, men hvor man efter en række udfordringer måtte overlade nøglerne til bankforbindelsen Sydbank.

Af de tilbageværende investeringer i Adelis retter mange rådgivere især fokus mod SSI Dignostica, der i seneste årsregnskab kunne fremvise massiv fremgang med en indtjening før renter og afskrivninger på omkring 130 millioner kroner.

Da Adelis i 2016 blot betalte 250 millioner kroner for virksomheden og samtidig finansierede købet med gæld for lidt over 150 millioner kroner, tegner alt således til, at SSI Dignostica kan blive en helt forrygende investering for kapitalfonden.

Fonde fylder kassen op

Adelis er langtfra den eneste kapitalfond, der udnytter de særdeles gunstige markedsvilkår til at få fyldt pengekassen op.

Som tidligere beskrevet i InsideBusiness er de to nordiske fonde Procuritas og Summa Equity også i gang med at rejse penge.

Det samme er den succesfulde danske techfond Gro Capital, der alene i år har sendt Trifork på Børsen samt solgt Trackunit til giganten HG. De exits skal bane vejen for kapitalfondens tredje fond.

Flere andre danske fonde er netop nu også på vej i markedet. Det gælder blandt andet Maj Invest, der efter et partnerskifte skal forsøge at etablere sin sjette fond under ledelse af Per Høholt, der for nylig tog over efter Erik Holm.

Her er man ifølge InsideBusiness’ oplysninger meget tæt på at sælge Svendsen Sport til en amerikansk opkøber for omkring halvanden milliard kroner i en handel, der skal fungere som springbræt til etableringen af den kommende fond.

 

Læs mere

Kapitalfond jagter nordisk superliga

Omstridt kapitalfond på pengejagt efter forrygende danske frasalg

Kapitalfonde sætter danske it-mastodonter til salg 

Kapitalfond jagter dansk børsnotering

Udenlandske kapitalfonde brænder fingrene i Danmark

Kapitalfond sadler om efter dansk opkøbstørke

Kapitalfonds sadler om efter dansk opkøbstørke

Usikkerhed tynger Axcels børsplaner