saxo

M&A

Kapitalfonde med i slutspillet om Saxo Bank

Den nordiske kapitalfond Altor kæmper sammen med samarbejdspartneren Centerbridge om at købe sig ind i Saxo Bank for næsen af en industriel spiller i en handel, der vil værdisætte banken til over 10 milliarder kroner.

Efter længere tids jagt på nye ejere går spillet om danske Saxo Bank nu ind i sin afgørende fase.

Allerede for godt et år siden besluttede bankens kinesiske ejer, Geely, sig for, at de ville sælge deres aktiepost på omkring 50 procent i banken.

Derfor hyrede bankens ejere Goldman Sachs til at stå i spidsen for en klassisk M&A-proces, hvor bankens medstifter og direktør, Kim Fournais, hele vejen igennem har holdt fast i, at han vil beholde sine aktier.

InsidePrivateEquity

Denne artikel kommer fra InsideBusiness’ nye branchemedie med fokus på kapitalfonde, InsidePrivateEquity. Skriv til os, hvis du ønsker at læse med på kontakt@insidepe.dk.

Ifølge InsidePrivateEquitys oplysninger er den proces nu inde i sin afsluttende fase, og mens flere købere er faldet fra undervejs, ser det fremtidige ejerskab af Saxo Bank nu ud til at blive en kamp mellem to spillere.

Flere kilder bekræfter således, at det er Saxo Banks noget større konkurrent, den amerikanske gigant Interactive Brokers, der har udset sig muligheden for at konsolidere markedet, mens de to kapitalfonde Altor og Centerbridge Partners fortsat er en del af processen.

Med en skønnet markedsværdi på 10-15 milliarder kroner er opkøbet af Saxo Bank isoleret set en for stor mundfuld for de to fonde på egen hånd, da de begge aktuelt investerer ud fra en fond med et samlet tilsagn på lidt over 20 milliarder kroner.

Derfor har de to kapitalfonde slået sig sammen om et fælles bud på Saxo Bank, der ud over flere finansielle muskler sikrer, at fondene kan bruge deres tidligere erfaring fra investeringer i netop den finansielle sektor.

Mens Centerbridge er et noget ukendt kort i Danmark, har Altor gennem en årrække været meget aktiv på det danske marked, ligesom man har stået bag en række transaktioner i den finansielle sektor.

Senest har fonden netop annonceret salget af investeringsbanken Carnegie til norske DNB for omkring 8 milliarder kroner, og fonden har også tidligere blandt andet ejet Max Matthiessen, ligesom man stadig sidder på aktierne i forvalteren C Worldwide.

En svær industri

Det har ikke været nogen hemmelighed, at Saxo Banks medstifter Kim Fournais i årevis har drømt om at børsnotere banken.

Det har man da også taget tilløb til i flere omgange – senest for et par år siden, hvor man dog i 11. time måtte afbryde en notering på børsen i Amsterdam.

Her ville man med hjælp fra JP Morgan overtage den tomme børsskal Disruptive Capital i en såkaldte spac, hvilket var meget populært for nogle år siden. Ved at overtage en eksisterende børsnoteret enhed kunne man nemlig slippe for en række krav til prospekt og lignende. Men i sidste ende måtte man skrinlægge planerne, da investorinteressen var mindre end forventet.

Drømmen om en børsnotering er især de senere år samtidig blev vanskeligere, idet Geely med sit kinesiske ophav af mange investorer ikke opfattes som en ’blue chip-investor’. Man har derfor haft behov for at få en anden partner med i ejerkredsen, hvis planerne nogensinde skulle kunne realiseres.

Derfor er det naturligt, at Saxo Bank nu forsøger få at lavet en udskiftning i ejerkredsen, samtidig med at myndighedernes stigende fokus på hvidvask og compliance stiller langt større krav til såvel Saxo Bank som den finansielle sektor generelt.

Her kan det være en fordel af få en eller flere finansielle aktører med i ejerkredsen, der i højere grad kender og forstår de udfordringer, man i stigende grad støder på.

Netop tilsynet og myndighedernes massive fokus på urent trav i den finansielle sektor de senere år har både gjort det markant dyrere og mere ressourcekrævende at drive en bank som Saxo Bank, der blandt andet lever af at lade kunderne spekulere i valuta.

Samtidig har det fået især mange kapitalfonde til at være noget mere påpasselige med investeringer netop her, da eksempelvis hårde påbud og bøder fra finansielle vagthunde både herhjemme og i andre lande potentielt kan være en stor risiko.

InsidePrivateEquity arbejder på at få en kommentar fra Saxo Bank.

 

Læs mere

Tunge investorer brænder fingrene på grønt bileventyr

Bydere lurer på børsnoteret it-selskab

Her er kapitalfondenes mest opsigtsvækkende konkurser

Sydbank har 100 millioner i klemme i kapitalfonds konkurs

Kapitalfond henter profil med fortid fra konkurrent

Topkonsulenter mærker optimisme i kapitalfondsbranchen. Men presset for exits stiger

Altor klar til milliardsalg af genrejst industrikoncern

Længe ventet udspil fra regeringen vækker glæde hos kapitalfonde

Topkonsulenter og opkøb koster på overskuddet i Altors seneste danske opkøb