Der er lys forude for de kapitalfonde og virksomheder, der de senere år har måttet skrinlægge planer om børsnoteringer.
Blandt dem, der har måttet træde på bremsen, er Valedo, der åbent har erkendt, at man har sat planer om en børsnotering af Lakrids by Bulow på pause. Men også Francisco Partners og Nordic Capital har måttet lægge planer om børsnotering af it-selskaberne EG og Conscia i skuffen oven på de senere års massive uro på de finansielle markeder.
Uroen betyder, at de seneste børsnoteringer i Danmark fra en kapitalfond efterhånden ligger en del år tilbage, nemlig Gros børsnotering af it-selskabet Trifork i 2021.
InsidePrivateEquity
Denne artikel kommer fra InsideBusiness’ nye branchemedie med fokus på kapitalfonde, InsidePrivateEquity. Skriv til os, hvis du ønsker at læse med på kontakt@insidepe.dk.
Det er dog ingen hemmelighed, at flere kapitalfonde har ambitioner om børsnoteringer i de kommende år.
Det gælder især hos de to store nordiske kapitalfonde EQT og Nordic Capital, som offentligt har fortalt, at deres mål er at børsnotere henholdsvis høreapparatkæmpen WSA og farmaselskabet Leo Pharma på et tidspunkt.
Netop EQT har dog brudt børstørken på globalt plan i år. EQT står således bag årets to største børsnoteringer i både Europa og USA med børsnoteringerne af henholdsvis den schweiziske kosmetikgigant Galderma og Waystar.
Da EQT for nylig blev spurgt af analytikere til netop børsmarkedet som en exitvej for fonden, var vurderingen fra kapitalfonden da også, at IPO-markedet er betydelig stærkere, end det var for et år siden, selv om markedet fortsat er ved at komme sig oven på den seneste tids uro.
Den vurdering deler storbanken Danske Bank, der inden for det seneste år har hjulpet både Coloplast og Zealand Pharma med at rejse kapital via børsen.
”Vi står et helt andet sted, end vi gjorde for 12 måneder siden, fordi makrobilledet har ændret sig. Dengang var der tvivl om, hvor meget renterne skulle stige. Det lagde en dæmper på appetitten. Nu er vi et andet sted,” siger Christian Hansen, managing director, global co-head of equity capital markets hos Danske Bank.
”Børsklimaet er godt. Og det har det faktisk været længe. I det generelle børsmarked er det muligt for danske selskaber at hente penge. At der ikke er nogen børsnoteringer, skyldes ikke, at klimaet er dårligt. Selskaberne har bare ikke været der, og det tager generelt længere tid at lave en IPO,” siger Christian Hansen.
Væksthistorie er vigtigere end nogensinde
EQT’s børsnotering af Galderma er et klassisk eksempel på, at børsmarkedet som udgangspunkt næsten altid er klar til at tage imod de største højkvalitetsselskaber.
Det er derimod langtfra tilfældet for virksomhederne i laget under, som også er dem, man typisk finder hos de hjemlige kapitalfonde.
Ifølge Danske Bank spiller likviditet fortsat en rolle i den type noteringer og børstransaktioner. Men vigtigere end nogensinde er, at virksomhederne kan præsentere en vækstcase, siger Christian Hansen.
”Mange investorer kan måske godt leve med manglende likviditet, men vækstcasen skal være stærk – markedet skal kunne se, at de kan vokse med casen,” siger han.
Hans vurdering er, at antallet af børskandidater er stigende.
”Vi vil selvfølgelig gerne have flere børsnoteringer. Men udbuddet har ikke været der. Vores vurdering er, at der er et voksende udbud af kvalitetsvirksomheder, der kan blive aktuelle,” siger Christian Hansen, der tilføjer, at de danske børskandidater typisk har én ting til fælles:
”Kendetegnet ved danske børsnoteringer er, at de er markedsledere, veldrevne og har en god governance-struktur. Der kommer ikke et nummer tre eller fire i et marked,” siger han.
Investor har fået svar efter nedjusteringer i it-selskab
Mens markedet venter på, at kapitalfondene igen tør dyppe tæerne i børsmarkedet, må investorerne samtidig sande, at flere af kapitalfondenes seneste børsnoteringer ikke har været bragende succeser.
Det gælder blandt andre EQT’s børsnotering af typehusfirmaet HusCompagniet, der har givet investorerne panderynker, da selskabet endnu ikke har leveret et nævneværdigt afkast på børsen. Det samme gælder køkkenselskabet TCM Group, som kapitalfonden IK Investment børsnoterede i 2017, mens Netcompany, som FSN Capital børsnoterede i 2019, omvendt har formået at levere et lille afkast til investorerne.
Længe var også it-selskabet Trifork, der blev noteret med blandt andre kapitalfonden Gro Capital i ryggen, et af de få lyspunkter, men inden for det seneste år er også Trifork kommet i problemer.
Inden for det seneste år har Trifork nemlig måttet skuffe investorerne med flere nedjusteringer. Efter den anden nedjustering var en af de såkaldte corner stone-investorer ved børsnoteringen, kapitalforvalteren Investering & Tryghed, ude med en offentlig kritik af ledelsen med krav om svar på, hvordan man ville løse udfordringerne med faldende marginer og vækst.
For få uger siden kom så endnu en nedjustering fra Trifork, men hos Investering & Tryghed er man i mellemtiden blevet beroliget af ledelsen.
”Vi har investeret i et it-selskab, som er et vækstselskab. Når man har sivende vækst, skal man gøre tiltag. Det har de gjort. Siden deres grundlæggelse i midt-90’erne har de næsten kun vækstet, og første halvår i år var meget begrænset. Og det er de selv også forståeligt trætte af,” siger Laurits Louis-Serup Kjærgaard, partner og porteføljeforvalter i formueforvalteren Investering & Tryghed, der kalder det positivt, at ledelsen i Trifork tilpasser organisationen for at løse udfordringerne.
Han forsikrer samtidig, at kapitalforvalteren fortsat tror på den case, som man oprindelig investerede i.
”Vi er en langsigtet aktionær, og det er en billig it-aktie. De har noget modvind, som dog kan forklares, og som de forsøger at håndtere. Men de skal tilbage til organisk vækst. De guider dog også med positiv organisk vækst i andet halvår. Forhåbentlig har vi set det værste nu,” siger han.
Læs mere
Her er kapitalfondenes mest opsigtsvækkende konkurser
Sydbank har 100 millioner i klemme i kapitalfonds konkurs
Kapitalfond henter profil med fortid fra konkurrent
Topkonsulenter mærker optimisme i kapitalfondsbranchen. Men presset for exits stiger
Altor klar til milliardsalg af genrejst industrikoncern
Længe ventet udspil fra regeringen vækker glæde hos kapitalfonde
Topkonsulenter og opkøb koster på overskuddet i Altors seneste danske opkøb
Axcel og pensionskasser sælger skibsbank
Mandefald i uroplaget kapitalfond bekymrer investor