;
Conscia web

M&A

Kapitalfonde sætter danske it-mastodonter til salg 

To af landets største it-virksomheder er i al hemmelighed ved at blive gjort klar til enten et salg eller en børsnotering. Bag de to selskaber står to internationale kapitalfonde, der trods få års ejerskab har udsigt til et gyldent afkast.

Det kan næppe overraske mange, at der både herhjemme og i udlandet er massiv efterspørgsel efter it- og techvirksomheder, der både kan fremvise vækst og en robust forretningsmodel.

Coronapandemien har yderligere skærpet interessen for den ombejlede industri. Herhjemme har flere kapitalfonde allerede spundet guld på it-branchen, hvor blandt andre selskaber som Trackunit, ProData Consult, Globeteam og Cryptomathic er blevet solgt til skyhøje priser.

Nu vil også de respektive ejere af to af landets største og mest markante it-selskaber, EG og Conscia, forsøge at udnytte de gyldne tider, hvor både strategiske købere og andre kapitalfonde skriger på investeringer inden for it.

Således erfarer InsideBusiness, at den amerikanske fond Francisco Partners i al hemmelighed arbejder målrettet på et frasalg af den tidligere Axcel-virksomhed EG, som Francisco Partners købte af den danske fond for 3,7 milliarder kroner i foråret 2019.

Den amerikanske EG-ejer stiler ifølge InsideBusiness efter en børsnotering af it-mastodonten i første halvår 2022, og man har allerede hyret et større konsortium af banker bestående af blandt andre Nordea og Danske Bank samt flere udenlandske aktører til den opgave.

Sideløbende kører britiske Rothschild en M&A-proces, hvor man jagter en køber, der vil betale 10 milliarder kroner eller derover for det danske selskab i en såkaldt dual track-proces.

At prisen på EG overhovedet kan komme op i det leje, skyldes, at EG under Francisco Partners’ ejerskab har opkøbt knap 20 virksomheder alene de sidste to år, og det er planen at fortsætte den opkøbsrejse de kommende år.

Derfor skal EG sælges som en såkaldt compound case, hvor enten investorerne på børsen eller en strategisk køber ikke værdisætter it-selskabet ud fra sidste års EBIDTA-indtjening på lidt over 400 millioner kroner, men derimod på baggrund af de fremtidige opkøbsplaner.

Selv om Rothschild senest med salget af Axcel-selskabet Steelseries til GN definitivt satte en stopper for virksomhedens planer om en børsnotering, lyder vurderingen fra de fleste i øjeblikket, at det nok vil være svært at gentage bedriften med EG, der ud over de nuværende ejere tidligere har været ejet af kapitalfonde som Axcel og Nordic Capital.

”Hvis det lykkes at få investorerne overbevist om, at EG skal værdisættes som en compound case, hvor man hele tiden køber op for at kunne tilbyde kunderne en bredere palet, men ikke nødvendigvis integrere de enkelte softwareselskaber, kan prisen sagtens lande et godt stykke over 10 milliarder kroner,” forklarer en kilde med indgående kendskab til den igangværende proces.

Ulempen ved netop den type noteringer, hvor investorerne betaler for værdien af fremtidige opkøb, er, at hvis det skulle vise sig, at investeringerne ikke giver den ønskede effekt, vil det typisk resultere i ganske voldsomme kursfald.

Comeback til garvet it-mand 

Lige nu tyder alt på en reintroduktion til fondsbørsen af EG, der i 2008 netop blev pillet af børsen af den svenske kapitalfond Nordic Capital. Dengang var sælgerne ud over de private aktionærer storaktionæren IBM, og for Nordic Capital var målet at konsolidere branchen ved opkøb. Man forsøgte da også at opsnappe første KMD og siden Columbus IT, men da det gik i vasken, blev EG solgt videre til Axcel. Her fulgte en række år med en del udfordringer, men i sidste ende lykkedes det den danske kapitalfond at få frasolgt EG’s problemramte konsulentforretning og dermed at få skabt en egentlig softwarevirksomhed.

At en børsnotering nu ligner den mest oplagte exitmulighed for Francisco Partners, understreges af, at EG for nylig hentede tidligere Simcorp-chef Klaus Holse som formand.

Holse har ud over sine mange år i spidsen for den børsnoterede it-koncern tidligere været formand i netop EG, og investorerne anser ham derfor for at være et sikkert og troværdigt kort, som de fleste i aktiemarkedet har stor tillid til.

Selv vil Klaus Holse ikke udtale sig om, hvorvidt EG’s ejere arbejder på en konkret exit.

”Det er stadig tidligt i ejerperioden, hvorfor Francisco Partners holder alle muligheder åbne. Jeg har tidligere i min karriere på bestyrelsesplan både været involveret i børsnoteringer, industrielle frasalg og salg mellem to kapitalfonde, så tiden må vise, hvad der er det rette for EG,” siger den erfarne it-chef og peger på, at EG i dag er en meget anden størrelse, end da han første gang satte sig i spidsen for selskabets bestyrelse.

”EG er en meget anden virksomhed i dag. Da jeg blev formand første gang, var man et af Nordeuropas største Microsoft-konsulenthuse med en lille softwaredel. De to ting blev adskilt og konsulentdivisionen solgt fra. Siden har Francisco Partners sat yderligere tryk på og investeret massivt i nye softwareselskaber inden for de vertikaler, man arbejder ud fra,” siger Klaus Holse.

De mange opkøb, som formanden henviser til, er sket med hjælp fra Permira Debt Managers, der er gældsfonden under den britiske storfond Permira. Den finansiering har gjort EG i stand til at optage noget mere gæld, end man ville være i stand til med traditionel bankfinansiering, men til gengæld er renterne også tilsvarende højere.

Kan blive første exit 

Ud over EG er en anden dansk it-gigant også så småt på vej til at skifte ejer: Nordic Capitals Cisco-partner, Conscia, der ligesom EG blev opkøb i foråret.

Her er Danske Bank samt to internationale rådgivere ved at forberede en salgsproces, hvor man ligesom ved flere andre store frasalg kigger på muligheden for både et direkte salg og en børsnotering.

Under Nordic Capitals ejerskab er Conscia vokset ganske betydeligt, og med et EBITDA-resultat på knap 500 millioner kroner i det forskudte regnskabsår 2019-2020 er der også her udsigt til, at virksomheden vil blive handlet til en ualmindeligt høj pris.

Således lyder de indledende indikationer på et prisskilt på 6-8 milliarder kroner, alt efter om den rette køber melder sig, eller om investorerne på børsen tror på, at selskabet kan fortsætte med at vokse omkring 15 procent årligt på både top- og bundlinje.

Conscia ejes af Nordic Capitals niende fond, der blev rejst i 2018 med et samlet tilsagn på knap 32 milliarder kroner. Fonden har indtil videre leveret et ganske solidt afkast med en årlig forretning på 25 procent, men det er primært baseret på udviklingen i porteføljen. Der er således ikke solgt nogen selskaber endnu, og Conscia kan derfor blive første frasalg i fonden. Selskabet står indtil videre bogført til en multipel på 1,5x, så hvis det lykkes Nordic Capital at få den ønskede værdisætning, vil der sandsynligvis blive tale om et rigtig stærk afkast.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Conscia eller Nordic Capital.

Læs mere

Kapitalfond jagter dansk børsnotering

Udenlandske kapitalfonde brænder fingrene i Danmark

Kapitalfond sadler om efter dansk opkøbstørke

Kapitalfonds sadler om efter dansk opkøbstørke

Usikkerhed tynger Axcels børsplaner

Kriseramt kapitalfond jagter oprejsning med vigtigt frasalg

Rådgivere kæmper om prestigefyldt M&A-mandat

Sky kapitalfond øjner kæmpe frasalg