;
Juice web 2021

Inside story

Kapitalfondes væksthåb presset på pengejagt

Efter endnu et horribelt år har covid-19 forværret krisen hos Joe & The Juice. Der skal skaffes mindst 200 millioner kroner, og de to kapitalfonde bag selskabet overvejer at finde en ny investor, der kan lukke hullet i kassen.

Blot et år efter at ejerne bag Joe & The Juice med amerikanske General Atlantic i spidsen skød en kvart milliard kroner i Joe & The Juice, er kassen igen ved at være tom.

Især de mange nedlukninger rundtomkring i verden har ramt kædens mange juicebarer hårdt og har eroderet indtjeningen i virksomheden, der i forvejen var stærkt under pres ved indgangen til 2020.

Det tvang ejerne bag kæden til at skyde frisk kapital ind i Joe & The Juice, der tynges af en bankgæld på over 1 milliard kroner til storbanken SEB, der modsat tidligere ikke længere er nær så villig til at øge sit udlån til kæden.

Ifølge en række kilder med indgående viden om den igangværende proces, er der akut  behov for minimum 200 millioner kroner for at holde liv i det danske juiceeventyr, men hvor General Atlantic sidst gik i front, da der var brug for friske penge, ser den amerikanske gigant ud til at være en smule mere tøvende i denne omgang.

Derfor er ejerne bag kæden ved at undersøge, hvorvidt det skulle være muligt at finde en ny medejer til Joe & The Juice, der kan komme med de tiltrængte millioner, der er brug for.

Ifølge InsideBusiness’ oplysninger føres der p.t. dialog med en potentiel investor fra Mellemøsten, som er interesseret i at købe sig ind i kæden og samtidig sætte gang i en større ekspansion i regionen.

Situationen er dog ikke helt uproblematisk: Flere kilder beskriver nemlig et anspændt miljø i ejerkredsen, blandt andet fordi kædens mange aktionærer langtfra har samme udgangspunkt.

Svenske Valedo har således allerede høstet et solidt afkast i forbindelse med, at de først investerede i juicekæden for dernæst at sælge en del af deres aktier videre til General Atlantic nogle år efter. Lysten til at investere yderligere er derfor begrænset, ligesom det er tilfældet hos flere andre i kædens ejerkreds, der ud over en række ansatte også tæller stifter Kaspar Basse og baron Johan Wedell-Wedellsborg.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra nogen af kædens storaktionærer, men tidligere Valedo-partner Thomas Nørøxe, der i dag er chief of staff og corporate development i Joe & The Juice, understreger, at man trods de store udfordringer fortsat har en tro på fremtiden.

”Covid har været og er forsat en hård periode for Joe & The Juice og branchen. Vi har brugt perioden siden februar 2020 på at effektivere vores forretning samt investere i vores digitale initiativer. Vi har en stærk tro på fremtiden og vores aktionærer bakker op om Joe & The Juice. Såfremt ny kapital kommer ind i virksomheden, er det for at forstærke kapitalberedskabet i en længere covid-19-periode, men endnu vigtigere at have mulighed for at vokse og investere på den anden side af covid-19,” skriver Thomas Nørøxe.

Tynget af gæld

Joe & The Juice havde alene i 2019 et underskud på over 300 millioner kroner, mens gælden til SEB var på 900 millioner kroner. Ydermere tyngede huslejeforpligtelser for næsten 2 milliarder kroner koncernen, der har investeret massivt i en amerikansk ekspansion, der indtil videre ikke har givet det ventede afkast.

Samtidig har den underliggende indtjening i de gamle butikker, det såkaldte like for like-salg ikke vist sig stærkt nok til at understøtte de mange butiksåbninger. Allerede før covid-19 ramte, satte det Joe & The Juice i en svær situation og gav anledning til store interne diskussioner i virksomheden om den strategiske retning.

Coronapandemien har dog sat ekstra skub i krisen, blandt andet fordi juicekædens mange barer i lufthavne er hårdt ramt på omsætningen. Netop det marked var ellers yderst lukrativt for kæden og stod for en markant del af den samlede indtjening i selskabet. En indtjening, der for en stor del forsvandt i 2020. I centrum sidder tidligere Bang & Olufsen-topchef Tue Mantoni, der skal forsøge at holde sammen på en fragmenteret ejerkreds, ligesom han selv har penge i klemme i den kriseramte kæde.

Svære forhandlinger venter i kriseramt flyudlejer

Akkurat som Joe & The Juice er flere kapitalfondsejede virksomheder blevet hårdt ramt af covid-19, men deres problemer centrerer sig primært om de investeringer, der har med enten retail eller luftfart at gøre. Blandt de mest problematiske er EQT’s investering i flyudlejeren NAC, hvor man sammen med de øvrige ejere, herunder Kirkbi, for nylig var tvunget til at skyde friske penge ind i forbindelse med en større aftale med kreditorerne, der skulle sikre virksomhedens fremtid.

Problemet er blot, at aftalen om henstand på lån og afdrag står til genforhandling 21. januar, uden at der på nogen måde er bedring at spore for NAC og selskabets kreditorer, der blandt andre tæller pensionskassen PFA.

Ifølge InsideBusiness’ oplysninger er de mange kreditorer bag flyudlejeren, der har over 40 milliarder kroner i klemme i den kriseramte virksomhed,  nu i gang med at hyre finansielle og juridiske rådgivere, der skal hjælpe med de forestående forhandlinger med NAC og selskabets ledelse.

Samtidig med at aftalen med kreditorerne står til genforhandling, forlod stifter og medejer Martin Møller selskabets bestyrelse i et træk, der er blevet mødt med en del undren.

Den hovedrige erhvervsmand har gennem hele EQT’s ejerperiode været anset for ikke blot at være en fortsat stor magtfaktor i virksomheden, men også en mand, der har sine klare holdninger til, hvordan livsværket skal drives.

Hans exit anses derfor for at være forsøg på at skabe en bedre dialog med de bekymrede kreditorer, der nu skal forsøge at nå til enighed med EQT og de øvrige ejere om fremtiden for NAC.

 

Læs mere

PFA risikerer kæmpe nedskrivning på giftigt udlån

EQT forbereder salg af genrejst problembarn

EQT på vej med stort frasalg

Kapitalfond øjner nyt rekordafkast

Her er Polaris’ guldæg. Og de sorte får  

Her er Catacaps lovende guldæg. Og de sorte får  

Her er Axcels lovende guldæg. Og de sorte får 

Her er landets bedste kapitalfond  

Topadvokat vil sikre eliteinvesteringer til bredt publikum