Kapitalforvalteren Bankinvest kaster sig ud i den svære toer.
For fire år siden børsnoterede Bankinvest en erhvervsejendomsfond i samarbejde med pensionskassen PFA. Fonden er siden vokset støt, har leveret stabile afkast og er i dag landets næststørste børsnoterede boligprodukt efter ejendomskæmpen Jeudan.
Nu er Bankinvest klar med endnu en ejendomsfond. Denne gang er legekammeraterne AP Pension og Thylander Gruppen, som tidligere på året købte den danske ejendomskoncern Bostad for 3 mia. kr. Og det er nu den portefølje, som Bankinvest går på børsen med om få uger.
Porteføljen består af 71 boligejendomme beliggende i 9 byer uden for hovedstadsområdet, og i første omgang udstedes aktier for godt 2 mia. kr.
Ifølge Bankinvests administrerende direktør, Lars Bo Bertram, er de to ejendomsfonde et forsøg på at gøre alternative investeringer tilgængelige for den almindelige investor.
”Vi har sat os for at prøve at se, om vi kan demokratisere alternative investeringer i Bankinvest,” siger Lars Bo Bertram.
”Det lykkedes første gang for fire år siden sammen med PFA, hvor vi lavede et boligprodukt, som i dag er Danmarks næststørste børsnoterede boligprodukt efter Jeudan. Vi laver nu et nyt produkt sammen med AP Pension for boligudlejningsejendomme, hvor man for ganske få hundrede kroner kan få en eksponering mod en ret diversificeret portefølje af lejligheder i en række forskellige byer i Danmark,” siger han.
Tilgængeligt for privatinvestorer
Siden Bankinvest lancerede sin første ejendomsfond, BI Erhvervsejendomme, i 2018, har fonden haft gevaldigt vokseværk. Efter fire kapitaludvidelser er fonden vokset fra godt 2 mia. kr. til 7 mia. kr.
Samme ambitioner har Bankinvest med den nye boligfond, fortæller Lars Bo Bertam.
”Vi har da en stor tanke om, at den skal blive større ad åre. Men det er også et spørgsmål om, hvor meget man går ud med til at begynde med, og folk skal også lige lære produktet at kende, plus at porteføljen er på 3 mia. kr., og AP Pension skal også have en del af det, fordi det er rart, at dem, vi samarbejder med, også har hånden på kogepladen,” siger han.
Bankinvest er ikke de eneste, som forsøger at gøre alternative investeringer tilgængelige for retailinvestorer. Men modsat mange af de øvrige produkter på markedet, har Bankinvests to ejendomsfonden en såkaldt gul risikomærkning fra Finanstilsynet. Kategoriseringen dækker over produkter, hvor der er en risiko for at tabe hele eller dele af det investerede beløb, men hvor produktet er enkelt at gennemskue.
Et af kravene for at opnå en gul kategorisering er, at der findes en såkaldt lender of last resort for at sikre likviditet i investeringsproduktet, hvis investorerne vil sælge. Den rolle har PFA i den første fond, mens AP Pension har påtaget sig rollen i den nye fond.
”Hele tanken er at lave det i en form, så helt almindelige mennesker skal købe det. Man kan sagtens lave det i rødt, men så vil det koste investorerne 750.000 kr. og være uden likviditet,” siger Lars Bo Bertram.
”Men der er nok ikke mange mennesker, der har råd til at købe for 750.000 kr. i en aktie og derudover være bundet i årevis. Her har du mulighed for at købe for få hundred kroner og sælge dem fra dag til dag på fondsbørsen,” tilføjer han.
Vil køre parløb med pensionskasse
Mens den nye fond børsnoteres i samarbejde med AP Pension, er det ikke ensbetydende med, at fonden er lukket land for andre samarbejdspartnere. Men udgangspunkt er, at Bankinvest og AP Pension vil køre parløb på produktet, fortæller Lars Bo Bertram.
”Vores børsnoterede struktur tillader samarbejde med andre end AP Pension om det her produkt. Men så længe AP Pension gerne vil samarbejde med os, og vi har en kanal, de kan bruge, så samarbejder vi gerne, og så længe AP Pension er i stand til at levere det, vi skal bruge, er vi ikke interesseret i samarbejde med andre,” siger han.
Bankinvests første boligprodukt, BI Erhvervsejendomme, leverede sidste år et afkast på 5,59 pct. Året forinden var afkastet mere beskedent på 2,10 pct., mens det i 2019 lød på 5,79 pct.
Siden da er renterne steget kraftigt, og det betyder, at investorernes alternative afkast i eksempelvis lange obligationer er højere end tidligere. Til gengæld rummer ejendomme en inflationssikring, fordi huslejerne reguleres i takt med inflationen, hvilket eksempelvis betød, at erhvervsejendommene i Bankinvests første boligfond sidste år blev ekstraordinært opskrevet med 0,5 pct., siger Lars Bo Betram.
Læs mere
Kapitalforvaltere blev forgyldt i 2021. Nu er billedet vendt på hovedet
Jysk-familie strammer krav til aktionærerne i Formuepleje
Lukrative forretningsmodeller forgylder forvaltere forud for skæbnetime
Kapitalforvaltere brager gennem krisen, mens kapitalfonde lurer
Nye regler truer Nykredits fonde, mens Jyske Bank sløjfer omstridt gebyr
Formueplejes forretningsmodel hænger i en tynd tråd
Kæmpe forskel på investeringsfondenes afkast. Her er de bedste – og de værste
Lille fond tromler alle andre på afkast med omdiskuteret strategi