12.2 foto til kultur

Kultur

Kom tæt på Det Kongelige Teaters nye sæson

Det Kongelige Teaters program for den kommende sæson er præsenteret. Vi går tæt på de forskellige trends og forestillinger. Løssalget starter den 15. august 2019.

”Vi ønsker at invitere danskerne ind at opleve teatrets magi. Fordi vi tror på, at teater gør vores liv større og bedre.”

Det var en veloplagt og selvsikker Kasper Holten, der ved sit første pressemøde som teaterchef for Det Kongelige Teater, bød velkommen til pressen og alle dem, der så med live fra Facebook. På pressemødet deltog også de tre kunstneriske chefer John Fulljames (opera), Nicolai Hübbe (ballet) samt Morten Kirkskov (skuespil).

Med programmet for sæsonen 19/20 markerer Det Kongelige Teater sig fortsat som epicenteret for dansk teater. Men programmet viser også, at teatret tør tage favntag med samtiden og en række politiske emner med forestillinger om krig, nationalisme og kunstig intelligens.

Sæsonkort

Med et sæsonkort får du adgang til sæsonen før alle andre, rabat på alle forestillinger, gratis drikkevarer samt forestillingsprogram.

Du betaler ingen serviceomkostninger på dine billetter.

Løssalget starter den 15. august 2019.

Nye tider i Operaen

Operasæsonen er John Fulljames’ første som operachef på Det Kongelige Teater.

Programmet dækker mere end 400 års musikhistorie og byder på mesterværker af Monteverdi, Mozart, Verdi, Wagner og Strauss. Til pressemødet fremhævede John Fulljames operaversionen af ’Snedronningen’, skabt af den lyslevende danske komponist Hans Abrahamsen, som en af sæsonens største begivenheder. Som navnet antyder, er operaen skabt frit efter H.C. Andersens elskede og brutale eventyr. Men det bliver en langtfra børnevenlig opera.

Ballet om Karen Blixens liv

”Balletten, den stumme kunst”, indledte Hübbe på poetisk vis sin tale og sit forsvar for balletten som kunstart:

”Blot fordi vi ikke bruger vores mund til at kommunikere med, betyder det ikke, at vi ikke har noget på hjerte. Vi spiller på alle følelser, og vi synger med kroppen. Det gør balletten – når den er bedst – dybt menneskelig og dybt overjordisk på samme tid”.

En sådan storslået tale skaber naturligvis høje forventninger til den kommende balletsæson. Det bliver bestemt spændende at se, hvordan balletmester Hübbe og hans stab vil indfri dem.

Programmet byder blandt andet på ’Blixen’ om forfatteren Karen Blixens dramatiske liv og livsførelse samt ’Kentaur’ af koreograf Pontus Lidberg, der handler om kunstig intelligens og menneskets mulige undergang.

Sidst, men ikke mindst, præsenterede Hübbe ballettens bedste nyhed – i hvert fald hvis du spørger børnene, deres forældre og bedsteforældre: Bamse-balletter er tilbage på Gamle Scene i efterårsferien.

Krig og kærlighed dominerer i skuespilsæsonen

Skuespilsæsonen 19/20 fokuserer hovedsagelig på kærlighed og krig. Kærligheden, der overlever alt, selv døden i ’Brødrene Løvehjerte’. Krigen mellem kønnene i ’Penthesilea’.

Og krigen, som smadrer venskabet mellem venner, i ’Adressaten ubekendt’ med Søren Sætter-Larsen og Lars Mikkelsen i hovedrollerne. Til denne forestilling, som baserer sig på en brevroman fra 1938 af forfatteren Katherine Kressmann Taylor, har man opfundet en anden akt, der fungerer som en guidet samtale mellem skuespillere og publikum om, hvad der skete i Danmark i 1930’erne.

I samarbejde med Aarhus Teater vises også ’Lazarus’ af David Bowie & Enda Walsh.

Holten vender tilbage i instruktørstolen med ’Hobbitten’ af Tolkien, som tager publikum på tur med i Dyrehaven.

Med teatersæsonen 19/20 lover Holten at gøre publikums verden større:

“Vi lover jer hjerteblod. Vi beder jer om at tage legesygen og nysgerrigheden med jer ind i teatret.”

Program

Opera

’Carmen’, Operaen, Store Scene, 14.09.2019 – 15.02.2020
’Barberen i Sevilla’, Operaen, Store Scene, 21.09 – 21.11.2019
’Snedronningen’, Operaen, Store Scene, 13.10 – 03.12.2019
’Tristan & Isolde’, Operaen, Store Scene, 27.10 + 3.11 + 14.11.2019
’Cosí fan tutte’, Operaen, Store Scene, 12.11.2019 – 08.03.2020
’Sweeney Todd’, Operaen, Store Scene, 23.11.2019 – 22.02.2020
’La Traviata’, Operaen, Store Scene, 18.01 – 07.06.2020
’Idomeneo’, Operaen, Store Scene, 29.02 – 28.04.2020
’Orfeus’, Operaen, Store Scene, 07.03 – 21.03.2020
’Adriadne’, Operaen, Store Scene, 31.03 – 25.04.2020
’The Handmaid’s Tale’, Operaen, Store Scene, 01.05 – 06.06.2020
m.m.

Ballet

’Spar dame’, Gamle Scene, 28.09 – 23.11.2019
’Kom, Bamse, nu balletter vi’, Gamle Scene 10.10 – 14.10.2019
’Blixen’, Gamle Scene, 09.11.2019 – 16.04.2020
’Nøddeknækkeren’, Gamle Scene, 30.11 – 22.12.2019
’Ballet de Luxe’, Gamle Scene, 12.01 – 04.04.2020
’Mahlers 3. Symfoni’, Operaen, Store Scene, 14.03 – 05.04.2020
‘Come Fly Away’, Gamle Scene, 25.04 – 19.05.2020
’Kentaur’, Skuespilhuset, Store Scene, 02.05 – 10.05.2020
’Et folkesagn’, Operaen, Store Scene, 23.05 – 06.06.2020
m.m.

Skuespil

’Adressaten ubekendt’, Skuespilhuset, Store Scene, 24.08 – 03.11.2019
’Cyrano de Bergerac’, Skuespilhuset, Store Scene, 27.09.2019 – 15.02.2020
’Brødrene Løvehjerte’, Skuespilhuset, Store Scene, 22.11.2019 – 11.01.2020
’Riget’, Skuespilhuset, Store Scene, 18.12.2019 – 24.01.2020
’Lazarus’, Skuespilhuset, Store Scene, 03.04 – 05.05.2020
’Symposium – en hyldest til Eros’, Skuespilhuset, Mellemgulvet, 20.09 – 26.10.2019
’Penthesilea – krig mellem kønnene’, Skuespilhuset, Mellemgulvet, 28.11.2019 – 11.01.2020
Richard III, Skuespilhuset, Mellemgulvet, 21.02 – 21.03.2020
’De urolige’ – efter Linn Ullmanns roman, Skuespilhuset, Mellemgulvet, 05.05 – 05.06.2020
’Den kroniske uskyld’, Skuespilhuset, Lille scene, 20.08 – 21.09.2019
’Stå fast’, Skuespilhuset, Lille Scene, 02.11 – 12.12.2019
’Hobbitten’, Ulvedalene, Dyrehaven, 22.05 – 27.06.2020
m.m.

 

Foto: Camilla Winther/Det Kgl. Teater

 

LÆS OGSÅ

En frisk vej til bedre ledelse i organisationer

Computeren som ny seddelpresse i en kulørt verden

Teknologiens indtog – skal 27-årig programmør styre menneskeheden?

Solid bog om private investeringer

Guide til kvinder i kunsten

Boganmeldelse: Kampen om fremtidens kunstige intelligens

Sådan kan ledelse løfte danske lokalområder

Økonomer kan også tage fejl