;
jyskebankkgsnytorv

Bank/Realkredit

Konkurrent napper nøglefolk fra Jyske Bank. Åbner filial på prestigelokation

Der er et opsigtsvækkende opgør i gang på den måske mest feterede banklokation i København, Kgs. Nytorv. Sparekassen Kronjylland har overtaget nøglemedarbejdere fra Jyske Bank og åbner nu konkurrerende filial. Finansforbundet advarer banker om at skære for hårdt i omkostningerne.

Det kan være en dyr affære at rage uklar med sine nøglemedarbejdere. Det må Jyske Bank sande på en af de fineste bankfilialadresser i landet: hjørnet af Gothersgade og Store Kongensgade ved Kgs. Nytorv. Her har et drama på det seneste haft store konsekvenser, fordi en tidligere og velanset afdelingsdirektør har valgt at søge nye græsgange for at åbne en bankfilial lige i nærheden.

Han valgte at række ud til Sparekassen Kronjylland, som sagde ja til at engagere ham, og i løbet af de efterfølgende måneder valgte flere medarbejdere at følge ham, så holdet nu består af et team på 10-11 dygtige Jyske Bank-medarbejdere. De er nu i gang med at åbne en ny filial ved Kgs. Nytorv.

”Vi har ikke været ude at spørge ham, han ville noget andet, og derfor kontaktede han os i Sparekassen Kronjylland for at åbne en ny filial, og vi var hans førstevalg. Han kunne godt lide vores kundeservice, vores værdier og holdninger og måde at drive virksomhed på,” siger administrerende direktør Klaus Skjødt fra Sparekassen Kronjylland.

Kronjylland: Den afdelingsdirektør har et godt ry

I forvejen har Sparekassen Kronjylland vældig meget gang i en ekspansion på Sjælland, idet man nu har otte filialer i Industriens Hus, Roskilde, Frederiksberg, Lyngby, Køge, Holbæk, Slagelse og nu også København K. Lokationen i nærheden af Kgs. Nytorv er ifølge Klaus Skjødt lagt fast, men man kan endnu ikke oplyse den præcise adresse for den ottende filial på Sjælland.

”Man må bare sige, at den afdelingsdirektør har et godt ry, for der var en række andre medarbejdere, der efterfølgende valgte at følge med over til Sparekassen Kronjylland, ” fortæller Klaus Skjødt.

Klaus Skjødt oplyser endvidere, at det ikke udelukkende er private banking-kunder, den nye filial appellerer til. Det er også i høj grad pendlere, som arbejder inde i centrum, samt mindre erhvervskunder, der bliver afdelingens nye kernekunder.

Der er heller ikke tale om, at Sparekassen Kronjylland har været inde at hente et helt team, som man før har set i bankers handelsafdelinger.

”Vi har ikke været ude at tømme eller headhunte en hel afdeling. Det skete, fordi en dygtig leder valgte at flytte til os,” forklarer Klaus Skjødt, som oplyser, at det generelt er vanskeligt at rekruttere folk i banksektoren i disse år.

”Det er bare svært generelt, men det er det jo inden for rigtig mange brancher. Det tager længere tid at besætte stillinger, og det gør det også for os. Men det ændrer sig nok, når den næste økonomiske krise rammer verden, formentlig inden for en overskuelig fremtid, så bliver tingene normaliseret.”

Klaus Skjødt oplyser desuden, at Sparekassen Kronjylland driver en lokalt orienteret bank, hvor det er lokale folk, der kender deres område, som står i spidsen for filialen. Men han vil ikke kommentere, hvorfor afdelingsdirektøren fra Jyske Bank valgte at skifte.

InsideBusiness erfarer dog, at det kan have spillet en rolle, at Jyske Bank har ændret struktur, så deres afdelingsdirektører har flere forskellige filialer at se til og derfor kører meget rundt, ligesom det kan være sværere at lære markedsområdet og medarbejderne at kende. Man har ikke længere den samme rolle som en person, som bruger sit netværk og fylder i lokalmiljøet.

Jyske Bank: Vi træffer skam beslutninger lokalt

Samtidig er der også et opbrud i gang, hvor Jyske Bank-medarbejdere specialiserer sig og arbejder i teams i modsætning til den mere klassiske banktilgang, hvor en bankrådgiver har sin faste portefølje af kunder, som han/hun kender og arbejder med.

Fra Jyske Bank lyder meldingen, at man ikke kommenterer konkurrenters filialetableringer og heller ikke, hvem de ansætter.

“Afdelingen på Kgs. Nytorv udgør sammen med fire andre afdelinger en del af Jyske Banks repræsentation i det centrale København. Afdelingerne har samme ledelse, i dette tilfælde et lederteam på fem, som løser forskellige ledelsesopgaver og også er til stede i de enkelte afdelinger. Langt de fleste beslutninger i relation til kunderne, herunder lån og kreditter, træffes lokalt i afdelingen og med vide beføjelser til kunderådgiverne,” siger Erik Qvirin Hansen, direktør for kommunikation og marketing i Jyske Bank.

Jyske Bank bekræfter, at man de seneste år har ændret struktur for afdelinger og filialer:

“Vi har over de seneste par år indført en ny måde at lede og drive vores afdelingsnet på, hvor fokus har været på at tilpasse kompetence, fleksibilitet og effektivitet. Det har vi gjort for at leve op til kundernes forventninger og vores kundeløfter om at være tilgængelig, at yde personlig og kompetent rådgivning samt god og hurtig service.”

Det betyder også, at man er blevet mere specialiseret hos medarbejderne, så der f.eks. er profiler specialiseret i boligfinansiering og investering. Og det værdsættes faktisk i organisationen, mener Erik Qvirin Hansen.

“En mere kompleks verden med flere og nye regler og regulering stiller større krav til rådgiverne og deres kompetence, og derfor er der gradvis sket en større specialisering, hvor medarbejderne kan arbejde med toppen af deres kompetencer og de fagområder, hvor de har deres personlige præferencer. Derfor kan kunderne opleve personlig rådgivning fra flere specialiserede rådgivere, og vi har klart indtryk af, at det er noget, de sætter pris på.”

Og selv om det bredt lyder fra branchen, at der er kamp om arbejdskraften, og der er lignende eksempler i banksektoren på, at f.eks. Spar Nord med flere har rekrutteret nøglemedarbejdere for at få fodfæste i et nyt markedsområde.

“Vi er selvfølgelig på linje med det øvrige arbejdsmarked udfordret på rekrutteringer i øjeblikket, men vi oplever ikke særlige problemer med at holde på medarbejderne og heller ikke med at tiltrække nye dygtige medarbejdere og ledere. Vi har flere eksempler på tidligere medarbejdere, der vender tilbage til banken.”

Finansforbundet: Pas på med alt for meget omkostningsoptimering

I Finansforbundet bekræfter formand Kent Petersen, at der i høj grad er rift om medarbejderne i bankerne i disse år.

”Der er ingen tvivl om, at vores medlemmer er i høj kurs i øjeblikket, og der en intens kamp om dem. Det skyldes til dels et generelt presset arbejdsmarked, men også at medlemmernes kompetencer og kvalifikationer er på et højt fagligt niveau, som arbejdsgiverne ikke bare kan finde i markedet fra den ene til den anden dag. Vi ser også en forholdsvis lav arbejdsløshed blandt medlemmerne.”

Samtidig kan der være en tendens til, at visse banker, f.eks. de største banker, Danske Bank, Nordea og Jyske Bank, gennemfører så mange ændringer i medarbejdernes arbejdsdag, at de får lyst til at søge nye græsgange væk fra de større organisationer.

”Det er klart, at hvis de såkaldte strukturelle ændringer handler om at optimere og skære i omkostningerne, så ender det med, at medlemmerne føler sig endnu mere pressede og til sidst enten rammes af stress eller vælger nye græsgange. Netop stress ser vi en stigende tendens til i sektoren. Det bør arbejdsgiverne tage yderst alvorligt for at holde på medarbejderne – ikke kun dem, der rammes af stress, men også kollegerne, der er vidner til det.”

Kan I genkende, at der er en medarbejderstrøm fra de største banker mod de lidt mindre?

”Vi kan i hvert fald genkende, at de steder, hvor der skæres til og optimeres konstant i forhold til omkostninger, ja, der bliver medarbejderne også presset, hvilket naturligt kan føre til, at de søger mod andre steder, hvor de ved, at der ikke er samme fokus på hele tiden at presse citronen til det yderste.”

Kent Petersen mener, at der overordnet set er fine løn- og arbejdsforhold i den finansielle sektor. De er skabt via et stærkt fundament, som beror på solide overenskomster, som er bygget på baggrund af en økonomisk velpolstret sektor, som ved hjælp af medarbejderne har leveret solide resultater i de senere år.

Men derfor skal der også være styr på de lidt blødere værdier, mener Kent Petersen.

”En ting er de gode generelle arbejdsvilkår, som bankerne kan tilbyde qua overenskomsterne, noget andet er at sørge for, at medarbejderne føler sig værdsat og går på arbejde med ro i maven, hvor der er stabilitet, og arbejdet føles meningsfuldt. Jeg tror, at den tid vi lever i, kalder på, at der skal være en mening med arbejdet. Det er, tror jeg, vigtigt, at arbejdsgiverne holder sig dette for øje – måske især i forhold til de kommende generationer på arbejdsmarkedet.”

 

Læs mere

Advarsler mod ‘usikre’ boliglån tager til

Barskere tider venter for lokalbankerne – formand får sin sag for

Banker skal stramme skruen for boligkøberne

Jyske Bank lukker for udenlandske kunder. Sydbank klar til at overtage

Banker har 10 mia. kr. til gode på omstridt post

Banker står med yderst penibel kommunikationsopgave

Overlever Totalkredit-aftalen året ud?

Nykredit bør overveje soloridt og droppe Totalkredit-bankerne

Anders Dam angriber Totalkredit-aftale: Invaliderende strafbestemmelser skader konkurrencen

Eksperter advarer om konkurrenceproblemer ved Nykredits rabatter

Nykredit nærmer sig magisk grænse – og det kan give problemer for Totalkredit-samarbejdet