Christiansborg smal

Politik

Politikere vil slagte konsulenternes guldæg

De omdiskuterede besparelser på konsulentområdet er i sidste time kommet tilbage på bordet i forhandlingerne om næste års finanslov. En rigtig dårlig idé, lyder det fra branchen.

Besparelser på konsulentområdet er blevet en stor joker i finanslovsforhandlingerne. Socialdemokratiet gik til valg på at spare 3 mia. kr. på området, men i partiets finanslovsudspil glimrede forslaget ved sit fravær. Nu er det i sidste time kommet tilbage på bordet og indgår nu som en del af forhandlingerne om finansieringen af partiernes mange ønsker.

Kilder tæt på processen bekræfter over for InsideBusiness, at besparelser på konsulentområdet nu indgår i drøftelserne, og ifølge finansordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF) er det bragt til bordet af SF.

”Det er vores forslag. Vi synes, det skal ind som finansiering, men det er for tidligt at sige, om det kommer,” siger Lisbeth Poulsen.

Sagen kort

Under valgkampen proklamerede Socialdemokratiet, at man ville spare 3 mia. kr. på konsulentydelser i staten.

I regeringens finanslovsudspil var besparelserne fjernet til overraskelse og glæde for branchen.

Nu forlyder det, at besparelser på konsulentområdet er tilbage i forhandlingerne om næste års finanslov.

Umuligt at skære konsulenter i praksis

Under valgkampen og forud for Socialdemokratiets finanslovsudspil blev besparelser på rådgiverområdet debatteret heftigt, blandt andet her i InsideBusiness, hvor en række eksperter udtalte skarp kritik af planen. Her lød det blandt andet fra Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, at det er tæt på umuligt at skære i statens udgifter til konsulenter, uden at det samtidig vil forringe velfærden.

Eventuelle besparelser vil desuden ramme skævt, og en generel besparelse på tværs af institutioner vil medføre, at nogle offentlige institutioner af og til ikke vil have adgang til rådgivning på vitale områder. En grønthøsterbesparelse bider dermed sig selv i halen og vil i sidste ende føre til flere forringelser af den offentlige administration og velfærd, lød advarslen fra eksperterne.

Ordførerne fra de øvrige partier ønsker ikke at kommentere, hvad der konkret bliver talt om under forhandlingerne, men Lisbeth Poulsen får i hvert fald delvis opbakning fra finansordfører Rune Lund fra Enhedslisten.

”Enhedslistens synspunkt er, at vi gerne vil spare på området, men at vi i den forbindelse skal være sikre på, at besparelsen ikke bliver et røgslør for en generel grønthøsterbesparelse,” siger Rune Lund.

Belejlige milliarder

Hvad der efter valgkampen fik Socialdemokratiet til at skrotte konsulentbesparelserne i finansudspillet, vides ikke, men besparelserne er nu blevet en del af forhandlingerne på et meget belejligt tidspunkt.

I udspillet har Socialdemokratiet afsat 2,1 mia. kr. til en forhandlingsreserve, men ingen af støttepartierne mener på nuværende tidspunkt, at det er nok, når man også skal sikre et løft i psykiatrien, minimumsnormeringer i daginstitutionerne, flere midler til uddannelse og offentlig transport og partiernes mange andre ønsker og krav.

Enhedslisten vil blandt andet gerne oprette en ny grøn fond med ”et par hundred millioner kroner” i ryggen, mens SF og Radikale Venstre arbejder på blandt andet at få ekstra midler til ungdomsuddannelser på næste års finanslov.

Selv om besparelserne øger budgetrummet med blot 1 mia. kr. i stedet for 3 mia. kr., er det stadig et betydeligt løft til den aktuelle forhandlingsreserve, og derfor er det svært at forestille sig, at partierne vil kunne holde sig helt fra at spare på rådgiverne.

Bragt op i sidste time

Forhandlingerne har nu været i gang i halvanden måned og er angiveligt i slutfasen. Flere kilder peger på, at finansloven kan lukkes onsdag i denne uge, medmindre der opstår flere forsinkelser.

I brancheforeningen DI Rådgiverne, der repræsenterer rådgiverbranchen, var det også hele tiden forventningen, at rådgiverydelserne ville blive en del af finanslovsforhandlingerne, men branchedirektør Henriette Søltoft råder politikerne til at holde konsulenterne ude af finansloven.

”Besparelser på rådgiverydelser til det offentlige indgår formentlig i forhandlingerne, men vi mener, at det vil være en rigtig dårlig vej at slå ind på,” siger Henriette Søltoft.

De lavthængende frugter i den offentlige sektor er for længst høstet, mener hun, og derfor handler det ikke længere om at køre langt på literen. Man kan ikke få mere ud af den samme ressource ved at blive ved med at gøre tingene på den samme måde. Der skal innovation og udvikling til, hvis den offentlige sektor skal effektiviseres, og det er netop det, konsulenterne står for, lyder det.

”Rådgivere driver en god del af udviklingen af Danmarks offentlige sektor, og generelle besparelser, som regeringen tidligere har været inde på, vil hæmme udviklingen,” siger Henriette Søltoft.

Hun opfordrer derfor politikerne til at fokusere på, hvordan det offentlige bliver bedre til at købe ind og til at bruge de ressourcer, de køber. I forbindelse med de afsluttede finanslovsforhandlinger lancerer DI Rådgiverne derfor en række konkrete anbefalinger til rådgiverne og de offentlige institutioner, der skal understøtte det offentlige i at købe konsulentydelser på den mest værdiskabende måde. Ikke overraskende ser man det i DI Rådgiverne som et bedre alternativ til besparelser.

”Vi foreslår en anden vej. En proces, hvor det offentlige får mere for pengene og ikke køber rådgivning, som de ikke har brug for. Det er vejen frem. Ikke at svinge sparekniven blindt,” siger Henriette Søltoft.

LÆS OGSÅ

Eksperter slår alarm: Umuligt at skære konsulenter væk

Udenlandske forsikringsselskaber vælter ind – og kan ændre konkurrencebilledet

Partnere dropper udsat dansk forsikringsselskab, men ny spiller stormer ind på markedet

Forsikringsselskab stormer frem i Danmark efter turnaround

Presset på forsikringsbranchen stiger. Her er de mest veldrevne selskaber – og de dårligste

Er forebyggelse et guldæg? Spørgsmålet splitter branchen

Udfordret Codan i større omstrukturering

Forsikringsselskaber slipper for gigantregninger fra forsikringskonkurser

Situationen for forsikringsselskab forværres