;
Hamlet Protein web

M&A

Kriseramt kapitalfond jagter oprejsning med vigtigt frasalg

Den svenske kapitalfond Altor har været hårdt ramt af udfordringer i den danske portefølje, men et frasalg af en dansk industrikoncern kan være vendepunktet for fonden, der har haft det svært herhjemme siden konkursen i O.W Bunker.

Der har ikke været mange lyspunkter for kapitalfonden Altor på det danske marked de senere år. Faktisk er det siden den overrumplende konkurs i olieselskabet O.W. Bunker i 2014 blot lykkedes fonden at sælge en enkelt virksomhed, mens problemerne har hobet sig op i porteføljen.

Store tab, skuffende udvikling og slagsmål med ejerne har klæbet til den svenske kapitalfond, der ellers oprindelig blev synonym med en række stærke investeringer på netop det danske marked.

Nu kan der dog være lidt tiltrængt oprejsning til Altors danske forretning. InsideBusiness erfarer nemlig, at kapitalfonden i al fortrolighed har hyret den britiske M&A-rådgiver Rothschild til at stå for et salg af foderproducenten Hamlet Protein, som den svenske fond ejer sammen med amerikanske Goldman Sachs.

De to investorer købte i 2015 den danske virksomhed, der blandt andet producerer sojaproducerede proteinløsninger til dyrefoder, fra den danske kapitalfond Polaris.

Siden fulgte en række svære år, da Hamlet Protein indledningsvis slet ikke kunne leve op til de vækstmål, som de to finansielle sværvægtere havde for øje, da man betalte omkring 650 millioner kroner for selskabet for lidt over 6 år siden.

Ifølge InsideBusiness’ oplysninger satser de to kapitalfonde på, at salget af Hamlet Protein kan indbringe 1-1,2 milliarder kroner. Såfremt det lykkes, kan det således ende med, at de nuværende ejer slipper nogenlunde tørskoet ud af et opkøb, der længe har haft det svært.

Seneste regnskab fra Hamlet Proteins øverste holdingselskab, New Nutrition Holding, viser en omsætning på knap 775 millioner kroner samt et resultat før skat og afskrivninger på lige under 80 millioner kroner. Dermed er der tale om en markant forbedring for Horsens-virksomheden, idet omsætningen på blot et år er vokset med over 150 millioner kroner, mens indtjeningen er tredoblet.

Ifølge selskabet selv er ambitionen at øge omsætningen og at forbedre sin indtjening før renter og afskrivninger med op imod 20 procent. Et mål, der kan retfærdiggøre de prisforventninger, som Altor og Goldman Sachs har.

Hamlet Protein er ejet i Altors fjerde fond, der blev rejst i 2014 med et samlet tilsagn på knap 15 milliarder kroner. Derudover rummer den danske ingrediensproducent også kapitalfondens stærkt problematiske investering i Tresu samt Norican, der ligeledes er blevet ramt af markante udfordringer de senere år.

Ramt på afkastet

Udfordringerne i Altors danske portefølje er imidlertid ikke enkeltstående, for en gennemgang af kapitalfondens afkast viser, at især Altor IV har haft noget svært ved at leve op til de solide investeringer, man lavede før i tiden.

Således har alle Altors tre første fonde placeret sig blandt de bedste i de år, hvor de er rejst takket være frasalg af selskaber som Aalborg Industries, Ferrosan og Sonion. Den fjerde fond i rækken har dog indtil videre leveret noget skuffende resultater og blot givet investorerne en årlig forrentning af deres investering på 8,7 pct., hvilket er langt under de 15-20 pct., som en kapitalfond som udgangspunkt skal præstere, før aktivklassen giver mening for investorerne.

Trods det faldende afkast og sagen om O.W. Bunker, der især herhjemme fortsat pletter cv’et, havde Altor dog ingen problemer med at rejse penge til sin femte fond i begyndelsen af 2019, hvor man formåede at hente 18,5 milliarder kroner på ganske kort tid.

Stribe af gode frasalg

For Goldman Sachs asset management-afdeling kan Hamlet Protein blive bankens tredje frasalg på dansk jord. Den amerikanske gigants første opkøb herhjemme var i sin tid i det daværende Dong Energy, der gav anledning til en ophedet politisk debat. For både banken selv, dens investorer og ikke mindst den danske stat har manøvren dog været en klar økonomisk succes, da Ørsted med Goldman Sachs i ejerkredsen satte gang i en effektiv strømlining af virksomheden ud fra en klar ambition om at fokusere forretningen på vind og andre former for grøn energi.

Også Goldman Sachs’ investering i Trackunit har vist sig yderst vellykket. Sammen med den danske techfond Gro Capital betalte man nemlig blot omkring 500 millioner kroner for at købe sig ind i it-selskabet, der producerer og leverer udstyr til blandt andet entreprenørbranchen. I foråret blev virksomheden så solgt videre til kapitalfonden Hg, hvilket sikrede makkerparret et ualmindelig stærkt afkast.

De tal kan Hamlet Protein ikke komme i nærheden af, selv hvis det lykkes at finde en køber, der vil betale over 1 milliard kroner for selskabet, men ifølge InsideBusiness’ oplysninger kan Altor og Goldman Sachs i bedste fald fordoble værdien af deres oprindelige investering, hvilket må siges at være ganske acceptabelt.

 

Læs mere

Rådgivere kæmper om prestigefyldt M&A-mandat

Sky kapitalfond øjner kæmpe frasalg

Kapitalfonde sætter tidligere Mærsk-selskab til salg

Her er sommerens store M&A-handler

M&A-koryfæ er fortid i revisionsgigant

Markant tilbagegang i storbanks prestigeafdeling