katrine zorn

Kultur

Kunsten ikke at stræbe efter lykken

Det er befriende morsomt, når Schopenhauers kloge og kyniske ’selvhjælpsbog’ iscenesættes på Betty Nansen Teatrets anneksscene, Edison. Instruktør Rune David Grue udnytter den tyske filosofs ry som evig pessimist til at skabe en tidstypisk forestilling, der kritiserer det digitale menneskes behov for både at udstille og dyrke det perfekte liv på de sociale medier.

 ‘Kunsten at være lykkelig’. Hvis ikke det var for undertitlen ’50 gode råd til en tålelig tilværelse’, havde jeg scrollet hurtigt videre. For opskrifter på lykke, den uendelige strøm af selvhjælpsbøger og de stolte fortællinger om danskerne som verdens lykkeligste folk er jeg efterhånden godt træt af at få smidt i synet.

Instruktør Rune David Grue har et godt greb om den altomfattende selvrealiseringstrend i sin moderne og satiriske forestilling på Edison, anneksscenen til Betty Nansen Teatret. ‘Kunsten at være lykkelig – 50 gode råd til en tålelig tilværelse’ er skabt på baggrund af et manuskript af samme navn, som den tyske filosof Schopenhauer efterlod sig, da han døde i 1860. I Grues fortolkning er Schopenhauers omtrent 150 år gamle livsråd på ingen måde støvede, men lige så dugfriske som bærrene og mangostykkerne i din instagramvenlige rainbow bowl.

Et tåleligt liv er det tætteste, vi kommer på lykke

I Schopenhauers optik er lykke ikke en tilstand, man skal stræbe efter. Livet er fuld af sygdom, lidelse og bekymringer, og det er op til individet at navigere sig vej til ”en smertefri og rolig nutid, som er til at bære”, hvor man befrier sig selv ”fra den konstante lidelse, som livsviljen altid skaber”. Det gør man ifølge den tyske filosof ved ikke at lade sig overvælde af negative følelser og tanker eller drive tankeløst af sted på en rus af glæde. Man lever et tåleligt liv – som er det tætteste, mennesket nogensinde kommer på lykke – ved at hengive sig til ånden, til kunsten og naturen. At han er kendt som en evig pessimist, kan ikke komme helt bag på nogen. I forestillingen har skuespillerne fået malet mørke rande under øjnene, som kan ses helt nede fra bageste række, for at understrege Schopenhauers pointe, hvor drænende og umulig jagten på lykke er.

Fakta

4 af 6 stjerner
Tiltel: Kunsten at være lykkelig – 50 gode råd til en tålelig tilværelse
Frit efter Arthur Schopenhauer
Spilleperiode: 9. Februar – 16. Marts 2019
Spilletider: Onsdag – fredag kl. 20. Lørdag kl. 16
Billetpriser: 70 – 295 kr.
Instruktion: Rune David Grue
Anneksscenen Edison, Edisonvej 10, 1856

Et udvalg af Schopenhauers 50 leveråd læses op og fortolkes af de tre skuespillere på scenen: Ena Spottag, Nicolai Dahl Hamilton og Anders Mossling. ”Ikke alt er muligt for dig”, ”undgå misundelsen”, og ”betragt oftere dem, der har det værre, end dem, der synes at have det bedre” lyder rådene bl.a. Som en hjælp til publikum bliver de reciterede råd eller leveregler også vist på en lystavle, der hænger over scenen. Det gør, at man helt glemmer, hvor intens og svær Schopenhauer kan være.

Spottags karakter er overbekymret og ekstremt usikker. Hun misunder dem, der er blevet gift, har fået børn og skamløst viser deres plus-size-krop frem online. Hamilton kan ikke opgive sin drøm om at blive rockstjerne. Og Mossling bruger mere tid med sine virtuelle ’venner’ frem for at skabe nære relationer med mennesker af kød og blod. Jeg føler, jeg har set de her tre mennesketyper en million gange før. Ikke nødvendigvis på scenen, men i supermarkedet, bus 4A, på café og i andre af byens offentlige rum. Deres bekymringer er hypergenkendelige. Hånden på hjertet – hvornår har du ikke sidst været misundelig på andre og utilfreds med din krop, drømt dig til succes og berømmelse eller fantaseret om at være en af familierne i IKEA-kataloget?

Den kedeligste beige og kedeligste blå

Spottag, Hamilton og Mossling har ens kostumer på. De er klædt i kedelige beigefarvede skjorter og lavtaljede bukser i verdenshistoriens mest kedelige blå farve. Halvvejs inde i forestillingen smider de tøjet ind til undertøjet. Det kedelige islæt går igen i scenografien, som er bygget op af genkendelige og masseproducerede FDB-møbler, hvoraf de ældste modeller daterer tilbage til 1940’erne. Scenegulvet er malet i en blågrøn farve, der næsten tangerer en mat turkis. Farven matcher Spottags korte hår, lænestolshynderne og en stor buket blomster i vase. Scenografien er stilsikker og lige så lækker at se på som de bedst kuraterede profiler på Instagram. Marie Rosendahl Chemnitzs scenografiske arbejde og skuespillernes brug af den løfter forestillingen op på et meget højt niveau. Kostumerne og scenografien understreger, som jeg ser det, at holdet bag ønsker at tale til og om den almindelige og gennemsnitlige dansker.

‘Kunsten at være lykkelig’ er tydeligvis en parodi. Men ønsker man at parodiere Schopenhauer og hans pessimisme, den digitale udvikling eller den gennemsnitlige dansker? Jeg kan mærke, at den underliggende hån irriterer og provokerer mig. Især når den overdrives og gøres dum. F.eks. da Mossling taler om at give slip på det, der er sket og ikke kan ændres, mens han imiterer at slå hovedet op i et køkkenskab og få en stegepande ned over sin fod. ”Sådan er det. Det kan jeg ikke lave om på”.  Dette scenario gentages mindst 20 gange og intensiveres for hver gang med ledsagende effektlyde af Spottag.

Alligevel anbefaler jeg at indløse en billet til ‘Kunsten at leve lykkelig’. Forestillingen lægger bestemt op til en god diskussion af socialt pres, og hvordan vi bedst bruger de sociale medier. Faktisk blev min ledsager og jeg hængende som de sidste for at diskutere forestillingen. At tale ind i sin egen samtid lykkes rigtig godt for hele holdet. Og det er et af mine vigtigste pejlemærker for, hvad godt teater skal kunne.

Læs mere

’Amadeus’ og Holten er alt andet end middelmådig

Magtpersoner og fordomme har tromlet dygtige kvinder