sasslarsen

Politik

Længe ventet udspil fra regeringen vækker glæde hos kapitalfonde

Kapitalfondens brancheforening, Aktive Ejere, har i årevis haft en afskaffelse af den såkaldte iværksætterskat som sin ubetingede erhvervspolitiske førsteprioritet. Nu lægger regeringen op til at sløjfe skatten til stor glæde for brancheorganisationen, der ser flere gode elementer i udspillet.

Efter flere måneders forsinkelse – og efter stort ønske og pres fra blandt andre landets kapitalfonde – har SVM-regeringen anført af erhvervsminister Morten Bødskov (S) netop lanceret sin nye iværksætterstrategi.

Og SVM-regeringens nye udspil bliver mødt med stor glæde hos brancheforeningen Aktive Ejere, der repræsenterer landets kapital- og venturefonde.

Udspillet lægger nemlig op til at sløjfe iværksætterskatten, der i årevis har været under stor kritik fra blandt andre kapital- og venturefondene.

Siden skattereformen i 2009 har investorer med ejerandele på under 10 procent nemlig skullet betale en ekstra udbytteskat på p.t. 15,4 procent, som ingen andre betaler.

Men i regeringens nye iværksætterstrategi lægges der op til helt at sløjfe iværksætterskatten. Det skal ske allerede fra 2025, hvor man vil afsætte 400 millioner kroner årligt til at sikre en såkaldt skattemæssig ligestilling mellem mindretalsinvestorer med en ejerandel på under 10 procent og investorer med en ejerandel på over 10 procent af unoterede selskaber.

”Det er en stor forløsning, og vi er i Aktive Ejere rigtig glade for, at vores ubetingede erhvervspolitiske førsteprioritet nu ser ud til at blive en realitet – nemlig ophør af den skattemæssige diskrimination mellem mindretalsinvestorer og andre investorer,” siger administrerende direktør i Aktive Ejere Henrik Sass Larsen.

Brancheforening: Det fjerner diskrimination

Problemet med den nuværende iværksætterskat er ifølge cheføkonom i Aktive Ejere Bo Sandberg, at skatten har gjort det sværere at tiltrække investorer, der vil investere i en mindretalspost, fordi de har skullet betale en højere skat ved udbytte.

”Det fjerner noget diskrimination på skatteområdet. Det skal helst være sådan, at det er forretningsmæssige overvejelser, der afgør, hvad man investerer i, og ikke, om man får en skattemæssig dummebøde,” siger Bo Sandberg.

Ifølge Aktive Ejere kommer det nye iværksætterudspil også landets kapitalfonde til gode, fordi initiativerne samlet set bidrager til at forbedre det generelle investeringsklima for unoterede virksomheder, som fortsat er kapitalfondenes foretrukne jagtmarker.

”Den her forbedring styrker det generelle investeringsklima for unoterede virksomheder. Man vil også fra PE-fondene sprede sine investeringer, også gerne i mindretalsposter, så det styrker hele markedet og kommer hele branchen til gode,” siger Bo Sandberg.

Aktive Ejere glæder sig desuden over, at regeringen lægger op til at afskaffe iværksætterskatten allerede fra 2025.

”Vi er glade for, at det bliver med virkning fra 2025. Vi har set fra personskatområdet med den aftale, der blev lavet sidste år, at den først bliver indfaset i løbet af 2025,” siger Bo Sandberg.

Foruden en afskaffelse af iværksætterskatten peger Aktive Ejere på flere andre gode elementer i det nye udspil fra regeringen.

Det gælder blandt andet en forhøjelse af muligheden for fuldt ud at kunne fradrage fremført underskud fra 9,5 millioner kroner til 20 millioner kroner. Aktive Ejere glæder sig samtidig over, at forskerskatteordningen lægges op til at blive forbedret, ligesom beløbstærsklen på aktieskatten hæves.

”Selv om vi har ventet længe, er vi rigtig glade nu,” siger Bo Sandberg.

Opgør med fantomskat

Det længe ventede udspil fra SVM-regeringen rummer samlet set 41 forskellige initiativer og kommer til at koste 2,1 milliard kroner årligt i periode 2024-2026 og 1,1 milliard kroner fra 2027 og fremad. Omkring 750 millioner kroner går direkte til at lette skatten på iværksætterområdet.

”Danske iværksættere gør det fremragende, men vi skal sikre dem endnu bedre muligheder for at skabe flere virksomheder, og for at de kan vokse sig store i Danmark. Derfor lancerer vi nu en række forslag og et årligt milliardbeløb til iværksætterne, så de nu får en langt stærkere hjælpende hånd til at nå deres ambitioner og gøre deres drømme til virkelighed,” siger erhvervsminister Morten Bødskov (S) i en pressemeddelelse.

Foruden at sløjfe udbytteskatten på unoterede porteføljeaktier vil regeringen også gøre op med den såkaldte fantomskat, hvor en sælger af en virksomhed skal beskattes af beløb allerede nu, som måske kommer engang i fremtiden i forbindelse med såkaldte milepælsbetalinger.

Regeringen vil desuden gøre op med lagerbeskatningen ved børsnoteringer. Dog foreløbig kun i de kommende fem år.

 

Læs mere

Topkonsulenter og opkøb koster på overskuddet i Altors seneste danske opkøb

Axcel og pensionskasser sælger skibsbank

Mandefald i uroplaget kapitalfond bekymrer investor

Storbank hjælper Alm. Brand med salg af energiforretning

Nordic Capital sætter punktum for sportskæde-eventyr med salg af Unisport

Milliardopkøb sender Kirk Kapital på jagt efter partner

Kapitalfond er tæt på salg af stort busselskab