Mens legetøjskæmpen Lego fortsat trodser alle negative forudsigelser om et presset detailmarked og leverer forrygende vækst og indtjening, ser det noget anderledes ud for selskabets ejer, Kirkbi.
Trods en enorm pengetank har der været langt mellem de rigtig lukrative investeringer, både på børsen og det unoterede marked.
Værst gik det med investeringen i Nordic Aviation Capital, hvor man side om side med PFA og kapitalfonden EQT tabte milliarder, da den væksthungrende flyudlejer kom i voldsomme problemer under coronapandemien, hvor den globale flytrafik stod bomstille.
Flere af Lego-ejerens andre store satsninger har dog heller ikke just været guldrandede. Herhjemme har især opkøbet af redningskoncernen Falck udviklet sig til lidt af en fiasko for Kirkbi og de øvrige ejere, der flere gange har ageret finansiel bagstopper for det kriseramte selskab uden at have nogen form for exit i sigte.
Heller ikke på det noterede marked har man indtil videre haft den heldigste hånd. Således sidder Lego-ejerne fortsat på store aktieposter i både ISS og Nilfisk, og begge har de senere år fået skåret milliarder af deres markedsværdi som følge af store driftsmæssige udfordringer. Pengetankens afkast har derfor været noget skuffende.
Hvor mange af de store, private investorer de senere år har nedfældet fasttømrede strategier for investeringer og opgraderet markant på den front, har Kirkbi forholdt sig noget mere passiv. Men noget tyder på, at det meget vel kan ændre sig.
InsideBusiness erfarer således fra en række centralt placerede kilder, at man i Kirkbis investeringsafdeling umiddelbart før sommeren indledte en større gennemgang af strategien med henblik på at skabe en klarere profil på området.
Det betyder blandt andet, man netop nu i fortrolighed blandt andet kigger på mulighederne for i højere grad at fokusere investeringerne i enkelte udvalgte sektorer, ligesom man i stigende grad overvejer at slå pjalterne sammen med en udvalgt skare af mellemstore kapitalfonde, som man kan investere side om side med.
Samtidig arbejdes der også med tanker om en større oprydning i den nuværende portefølje. Især de store aktieposter i Falck samt børsnoterede ISS og Nilfisk udpeges som investeringer, som det i dagens marked kan være svært at se rationalet i, ligesom aktieposterne beskrives som investeringer, som man hverken i investeringsafdelingen eller direktionen har den store veneration for.
Et sidste element i den igangværende strategiproces er ifølge InsideBusiness’ oplysninger, at man fra Kirkbis side vil foretage en større evaluering af, hvilke kapitalfonde man samarbejder med.
Historisk har Lego-pengetanken ofte investeret side om side med giganter som Blackstone og EQT, men som en del af en kommende strategiændring vil man blandt andet se på, om det giver mere mening at samarbejde med mellemstore, europæiske og nordiske fonde.
Det har trods gentagne forsøg ikke været muligt at få en kommentar fra Kirkbi.
Volatile aktier
Rationalet bag Kirkbis tanker om at reducere eksponeringen over for investeringer, hvor man selv står med hovedansvaret, er blandt andet, at det ifølge kilder i pengetanken ofte er forbundet med store ressourcer eksempelvis at skulle sidde i bestyrelsen for et børsnoteret selskab samt leve op til de regler og forpligtelser der følger med.
Kirkbi ejer i dag 16,7 procent af aktierne i ISS, mens man sidder på lidt over en femtedel af aktierne i Nilfisk. I sidstnævnte har man ikke længere en repræsentant i bestyrelsen, hvilket de fleste analytikere ser som et tegn på, at den danske industrivirksomhed ikke længere anses for at være en del af den fremtidige strategi.
Begge aktier har dog været ramt af massive kursfald de senere år, og selv om begge af mange investorer anses for at være billige og måske endda undervurderede, så ændrer det ikke ved, at et salg af aktierne på de nuværende kursniveauer vil være lig med et sløjt afkast for Kirkbi.
Alligevel er holdningen blandt de fleste analytikere, at Lego-ejeren ikke kan anses for at være en langsigtet investor i de to aktier.
”Mine tanker er, at de snart skal ud. Begge aktier er volatile for tiden og har meget at bevise over for markedet. For selskaberne giver det heller ikke nødvendigvis mening at have en så stor aktionær, da det begrænser free float ganske betydeligt. Men hvis Kirkbi er et stort aktiv i forhold til at bidrage med input og er med til at drive udviklingen, kan det selvfølgelig være et aktiv,” lyder det fra en analytiker.
Bliver ofte forbigået
At Lego-ejerens investeringer, herunder på det alternative marked, ikke har været en udpræget succes, ses blandt andet ved, at daværende chef for afdelingen, Asbjørn Kastaniegaard, forlod Kirkbi tilbage i 2019.
Det skete blandt andet som en konsekvens af, at man trods en strategi om at opgradere inden for det unoterede område og foretage flere investeringer gang på gang måtte sande, at de attraktive selskaber blev solgt for næsen af Kirkbi.
Efter at Kastaniegaard forlod Kirkbi, overtog den tidligere Altor-mand Peter Bason rollen, men det har dog ikke givet afkast i form af markant flere unoterede opkøb.
Eneste markante opkøb herhjemme er investeringer i Euro Cater, men i flere tilfælde, senest med EQT’s opkøb af vækstkometen 3Shape, måtte man igen sande, at man i opløbet blev overhalet af flere andre bejlere.
Læs mere
Kapitalfond henter profil med fortid fra konkurrent
Topkonsulenter mærker optimisme i kapitalfondsbranchen. Men presset for exits stiger
Altor klar til milliardsalg af genrejst industrikoncern
Længe ventet udspil fra regeringen vækker glæde hos kapitalfonde
Topkonsulenter og opkøb koster på overskuddet i Altors seneste danske opkøb