Efter et udfordrende 2023 er der igen stor travlhed at spore hos de store hjemlige advokathuse, der i årevis har skabt en lukrativ forretning på at rådgive kapitalfonde, børsnoterede selskaber og pensionskasser om køb og salg af virksomheder.
Dugfriske tal fra databasen Mergermarket viser således, at flere af de førende firmaer herhjemme igen har fået momentum, efter at den værste frygt for krig og rentestigninger har lagt sig.
Landets førende M&A-hus, Accura, har i årets første seks måneder været medvirkende til i alt knap 60 virksomhedshandler. Det er en klar fremgang i forhold til året før, men dog lidt mindre end rekordåret 2022.
Samme historie gentager sig for store spillere som Kromann Reumert og Gorrissen Federspiel, der begge har formået at overgå deres egne resultater for 2023 og endda har oplevet større aktivitet end året forinden, der ellers var et af de travleste nogensinde.
Samtidig blander en ny spiller sig nu for alvor i kampen om de lukrative mandater herhjemme. Norske Schjødt lægger sig nemlig med 42 handler lige i slipstrømmen af de helt store målt på antal handler, mens man målt på størrelsen af transaktioner fortsat har et stykke vej til toppen.
Firmaet satte i 2022 gang i en storstilet offensiv i Danmark, selv om andre gennem tiden havde forsøgt det samme med skuffende resultater til følge.
En udvikling, der glæder ledende partner i Danmark Jens Mathiasen, hvis firma i første halvår blandt andet var involveret i salget af Deas og A&M Capitals køb af fynske Stok Emballage.
”Vi er glade og stolte over, at vi har formået at rådgive i så mange danske transaktioner i første halvår. Det viser også, at vores strategi med at have en fuldt integreret førende M&A-forretning på tværs af Skandinavien er blevet godt modtaget i markedet. Vores ambition er fortsat at udbygge vores tværgående nordiske platform, herunder også på M&A med de rette personer,” siger Jens Mathiasen, der blandt andet var en årrække hos Gorrissen Federspiel inden han blev sat i spidsen for det norske firmas danske offensiv.
Han peger samtidig på, at kontoret ser optimistisk på resten af 2024, da man ligesom mange af konkurrenterne oplever, at interessen for at skyde gang i større salgsprocesser øges, i takt med at kunderne får bedre overblik over, hvordan de mange eksterne risikofaktorer udvikler sig.
”Vi har en stærk pipeline for resten af året og begynder også at se en stigende optimisme for M&A-aktiviteten som følge af bl.a. stabilisering af de bagvedliggende makroøkonomiske forhold,” siger han.
Spirende optimisme
En af dem, der ser ud til at være gået noget tilbage i forhold til sidste år, er DLA Piper, der eller normalt ligger i haserne på Accura målt på antal handler.
Indtil videre er man dog i år kun noteret for at have medvirket i 26 transaktioner, men ifølge partner Karsten Pedersen er man nødt til at tage tallene med et vist forbehold.
”Vi har haft rigtig travlt de seneste par måneder, og mange af de sager, vi arbejder på forventes at blive lukket inden længe. Så det handler om, hvor man lige sætter skæringsdatoen. Vi tror på, at 2024 også bliver et rigtig fornuftigt år, og vi ser ind i en stærk pipeline for resten af indeværende år,” siger han.
Meldingen fra DLA Piper synes at være i tråd med den generelle tendens på M&A-markedet, hvor både banker og andre rådgivere melder om stigende travlhed efter en lidt træg start på året.
Især efter påske er der dog kommet skub i tingene, og mange nye processer bliver skudt i gang, fordi sælgerne modsat tidligere ikke længere frygter nye geopolitiske spændinger eller ubehagelige økonomiske overraskelser.
Holdningen hos de fleste er således, at både børsmarkedet og det private M&A-marked har absorberet de senere års mange chokbølger og nu har fundet et leje, hvor der skal meget til at ryste markedet alvorligt.
Læs mere
Investorer frygter gigantbud fra Mærsk
Dansk detail-profil skal rydde op i Tritons problembarn efter kæmpe tab
Advokathus snupper M&A-profil hos Kammeradvokaten
International kapitalfond køber sig ind i dansk industriklenodie
Catacap har sat punktum for kapitalrejsning i ny fond: ”Det er lidt mindre end håbet og forventet”
Maj Invest er mellemled i PKA’s alliance med fond med Novo-ejer i ryggen
Udenlandske kapitalfonde køber op i Danmark