;
Flying-Tiger-Store-1024x461

Inside story

McKinsey snupper kriseramt storkunde fra ærkerival

InsideBusiness går tæt på et skjult opgør mellem toprådgiverne McKinsey & Company og Boston Consulting Group. Konsulentkæmpen McKinsey har med succes fået vristet en stor kunde ud af ærkerivalens greb.

Problemerne i den kriseramte detailkæde Flying Tiger Copenhagen har udløst et klassisk rivalopgør i konsulentbranchen. De førende konsulenthuse McKinsey & Company og Boston Consulting Group (BCG) måler sig blandt andet på evnen til at servicere de mest betydningsfulde virksomheder i verden, og for nylig har problemerne for EQT’s milliardinvestering Flying Tiger dannet rammerne om endnu en spektakulær duel.

Boston Consulting Group har nemlig for kort tid siden mistet rollen som toprådgiver for Flying Tigers ledelse, og opgaven som strategisk rådgiver på EQT’s problematiske investeringscase er nu lagt i hænderne på firmaets absolut største konkurrent, McKinsey.

Det erfarer InsideBusiness fra flere kilder med indsigt i forløbet.

Baggrunden for ændringen er ifølge InsideBusiness’ oplysninger en kombination af manglende resultater under den nu forhenværende direktør Mette Maix’ ledelse samt den nye topchef, Martin Jermiins, forkærlighed for McKinsey. Jermiin tiltræder officielt 1. maj og kommer selv fra en konsulentpost i McKinsey.

Ifølge kilder arbejdede Mette Maix i sin tid som topchef i Flying Tiger tæt sammen med BCG, og ansættelsen af McKinsey bør derfor ses i sammenhæng med det nye ledelsesteam, som ejerne har indsat.

Eskalerende problemer

Efter gennem mange år at være en lovende investering er problemerne i Flying Tiger, der blev købt af EQT i 2012 for omkring halvanden milliard, vokset markant de senere år.

Omsætningen er vokset eksplosivt, men salget i de eksisterende butikker har været faldende, ligesom det er tilfældet mange andre steder i detailbranchen, og bundlinjen er derfor ikke fulgt med ekspansionen.

Franskmanden Xavier Vidal, tidligere administrerende direktør i selskabet, blev sparket ud i begyndelsen af 2017 efter blot to år på posten og efter et år, hvor overskuddet faldt med 128 millioner kr.

Stifter Lennart Lajboschitz, der fortsat ejer 30 procent af aktierne i selskabet, måtte herefter selv trække i arbejdstøjet, indtil der blev fundet en afløser, men afløseren Mette Maix, der blev hentet ind fra Berlingske Media i foråret samme år, har ikke fået problemerne til at forsvinde. Af en omsætning på mere end 5 milliarder kr. landede overskuddet i 2017 på 4,1 millioner kr., og det er væsentlig mindre end blot to år forinden, hvor kæden landede et overskud på 210 millioner kr.

Derudover kæmper detailkæden med en voksende bankgæld, som ved udgangen af 2017 løb op i ca. 1,1 milliard kr., og så sent som i januar i år var kæden ifølge JP/Finans i likviditetsproblemer og arbejdede i al hemmelighed på at sikre kapital ved at genforhandle bankaftaler og skyde friske penge i selskabet efter et skuffende julesalg. Det fik for nylig EQT til at skyde yderligere 354 mio. kr. i kæden.

Blev presset ud indefra

På det tidspunkt, hvor likviditetsproblemerne opstod, var et hold McKinsey-konsulenter dog allerede begyndt at arbejde på at vende kursen for EQT’s skrantende investering. Boston Consulting Group blev ligesom Mette Maix angiveligt presset længere og længere ud i ledelsesperiferien, og i februar fik Mette Maix endegyldigt selskab i direktionen af Martin Jermiin, der var kommet ind i virksomheden som en del af McKinsey-teamet.

Den forhenværende Berlingske Meida-topchef forlod selskabet for to uger siden, fordi hun efter eget udsagn ikke følte sig ” tilfreds med den ledelsesmæssige opstilling, som blev vedtaget i januar.”

Bestyrelsesformand Vagn Ove Sørensen afviser at gå i detaljer med, hvad der er sket på rådgiversiden i Flying Tiger, men bekræfter, at Martin Jermiin var en del af det McKinsey-hold, der blev trukket ind til at rådgive ledelsen før jul.

”Jeg kan slå én ting fast. McKinsey var inde, længe inden Mette Maix meddelte, hun ville stoppe. McKinsey var inde allerede før jul, og Martin var en del af det McKinsey-team, der var inde i virksomheden,” siger bestyrelsesformanden.

Han afviser at kommentere, hvornår og under hvilke omstændigheder Boston Consulting Group forlod virksomheden, men oplyser, at det er et stykke tid siden.

”(Man har sikkert brugt dem, red.) for et stykke tid siden, men det er ikke nyligt,” siger han.

Tætte relationer til McKinsey

At Flying Tiger har valgt at bruge McKinsey som strategirådgiver, er dog ikke i sig selv nogen overraskelse. I branchen forlyder det, at EQT har en forkærlighed for McKinsey og bruger konsulenthuset som toprådgiver på flere af kapitalfondens investeringer.

Derudover er McKinsey kendt i branchen for at have et stærkere brand, hvad angår omkostningsreduktioner, hvor BCG ifølge branchekilder har et mere kommercielt brand.

Endelig er der de personlige relationer mellem den nye topchef, Martin Jermiin, og den siddende bestyrelsesformand, Vagn Sørensen, som heller ikke er til at overse. Kædens nye direktør har en fortid i fibercementvirksomheden Cembrit, der indtil for nylig var ejet af FLSmidth, hvor Vagn Sørensen har været formand i en årrække.

Hverken McKinsey eller BCG har ønsket at medvirke i historien.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Mette Maix.

 

LÆS OGSÅ

Ugens tabere: Topchef forlader kapitalfonds synkende skude

Axcels guldæg splitter køberfeltet

Brat opbremsning på ophedet M&A-marked 

Her er de varmeste opkøbsemner på børsen 

Axcel ramt af nedtur i milliardvirksomhed

Kapitalfond vil spinde guld på gamersucces

Kapitalfond jagter livgivende frasalg