Bryggens Bastion web

Inside story

Milliardærfamilie vil sælge skandaleramt byggegrund. Jyske Bank har 400 mio. på højkant

Den aarhusianske ejendomsudvikler med Formuepleje-stifter Claus Hommelhoff i spidsen vil frasælge skandaleramt byggegrund på Islands Brygge, under to år efter at man købte den for op imod 700 millioner kroner. Jyske Bank har 400 millioner kroner i klemme ,og flere potentielle købere undrer sig over timingen.

Når den prestigefyldte ejendomsmesse MIPIM løber af stablen i Cannes i næste uge, er der uden tvivl et projekt, der vil fylde i samtalerne over pindemadder og champagne.

Blandt de mange danske aktører, der valfarter til den sydfranske rivera for at møde kolleger fra ind- og udland, er der nemlig allerede en forestående salgsproces, som har fået de fleste til at spærre øjnene op.

Den hovedrige jyske familie Hommelhoff, der har skabt den succesfulde forvalter Formuepleje, er i al fortrolighed så småt gået i gang med at lede efter købere til et ambitiøst byggeprojekt på Islands Brygge, der endnu ikke er gået i gang.

Familien Hommelhof købte via deres ejendomskoncern, Domis, i efteråret 2021 en byggegrund på hele 52.000 kvadratmeter af Viborg-firmaet Bach Gruppen, der var kommet i voldsom modvind på grund af et skandaleramt byggeri på de tomme grunde.

Dengang betalte Domis og Formuepleje-stifteren over 650 millioner kroner for at overtage Bryggens Bastion, som projektet hedder. Men nu, under to år efter, har familien bedt den garvede erhvervsmægler Colliers om at finde en køber til de mange byggeretter på den attraktive placering på Amager.

Både Hommelhoff-familien og dens rådgiver håber, man kan få omkring 700 millioner kroner for de mange byggeretter, hvor der kan bygges både boliger og kontorlejemål.

Problemet er imidlertid, at netop tomme grunde og byggeretter er den del af det tidligere så ophedede københavnske ejendomsmarked, der er blevet hårdt ramt af stigende renter og usikkerhed, ligesom de stigende byggeomkostninger, herunder til materialer, er med til at presse priserne ned.

Flere potentielle købere peger over for InsideBusiness på, at hvor byggegrunde på Islands Brygge, der ejes via selskabet Batteriet K/S, havde en værdi på omkring 12.000-13.000 kroner per kvadratmeter er prisen i dag i værste fald nede på 7.500-8.000 kroner.

Til de priser vil der stort set kun være nok til at dække Jyske Bank tilgodehavende, idet banken har pant for 400 millioner kroner i de tomme grunde på Njalsgade med et rentetilpasningslån, der blev optaget sidste forår, hvor renten stadig var meget lav.

Det har dog ændret sig gevaldigt alene det seneste år, hvor Domis og Claus Hommelhoff potentielt kigger ind i markant højere renteomkostninger, når det store realkreditlån skal refinansieres.

Hos Domis har familien Hommelhoff ingen kommentarer til det forestående salg, og det samme gør sig gældende for Colliers.

Sagen kort

Ejendomskoncernen Domis, der ejes af den aarhusianske milliardærfamilie Hommelhoff, købte i september 2021 en byggegrund på 52.000 kvadratmeter på Islands Brygge i København.

Sælgeren var Bach Gruppen, der var kommet i voldsom modvind på grund af opførelsen af et stærkt kritiseret tårn på grunden.

Domis betalte dengang over 650 millioner kroner for de mange byggeretter.

I al hemmelighed har man nu hyret Colliers til at finde en køber til de mange kvadratmeter.

I kulissen står Jyske Bank, der via Jyske Realkredit har 400 millioner kroner i klemme i projektet.

Kreditorer sætter sig på værdierne

Det store ejendomsprojekt på Islands Brygge er blot et af en række ejendomsprojekter, som Domis har kastet sig ud i de senere år. Selskabet, der i dag ejes af Claus Hommelhoff og hans familie via en række selskaber, har de senere år blandt andet opkøbt grunde flere steder i landet, hvor blandt andre Jyske Bank og Danske Bank har leveret finansiering.

Sidstnævnte har blandt andet stillet sikkerhed for en kredit på 100 millioner kroner til rådighed i forbindelse med et større projekt på Olof Palmes Alle i Aarhus N, hvor man har planer om at skabe en helt ny bydel på de arealer, der tidligere husede Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Noget tyder dog på, at kreditorerne allerede ved udgangen af 2021 var en smule nervøse ved situationen i Claus Hommelhoffs mange investeringer, for i regnskabet for CBH Holding Aarhus fremgår det blandt andet, at man har givet pant i en lang række aktiver.

”Koncernen har udstedt ejerpantebreve på i alt TDKK 959.600 til sikkerhed for visse mellemværender med realkredit- og kreditinstitutter, hvis regnskabsmæssige værdi pr. 31. december 2021 udgør TDKK 600.433. Til sikkerhed for mellemværender med visse kreditinstitutter er der givet pant for samlet TDKK 1.537.292,” fremgår det af regnskabet.

Samtidig fremgår det, at man ud over grunde og ejendomme også har givet pant i både noterede og unoterede aktier.

Claus Hommelhoff har også stillet sine aktier i Formuepleje, som han og familien fortsat ejer omkring en femtedel af, som sikkerhed.

”Til sikkerhed for associeret selskabs mellemværende med kreditinstitutter er der afgivet transport i udbytter og salgsprovisioner fra FP Kapital A/S,” fremgår det af regnskabet.

Koncernen skriver dog i en mail til InsideBusiness, at man ikke ønsker at kommentere de forskellige sikkerhedsstillelser og pantsætninger, man har foretaget.

Et følsomt produkt

Netop de faldende priser på markedet for byggeretter i København har fået flere af de potentielle købere til at undre sig over timingen i det store frasalg.

For selv om især pensionskasser og andre pengestærke investorer fortsat har appetit på ejendomsudvikling, er det typisk til nogle helt andre priser end tidligere. De stigende renter medfører nemlig stigende afkastkrav, som i kombination med stigende byggeomkostninger er gift for priserne.

Ikke desto mindre peger flere pensionskasser over for InsideBusiness på, at man fortsat har appetit på opkøb, om end det skal være til noget andre priser end tidligere.

”Vi har stadig fokus på at komme tidligt ind i værdikæden for dermed bedre at kunne præge processen og skubbe på i forhold til den bæredygtige dagsorden. De stigende renteomkostninger og materialepriser medfører, at køberne i dag ikke længere står i kø, og det kan i sidste ende lægge en smule tryk på priserne,” siger Peter Olsson, direktør i AP Ejendomme under AP Pension, der har været en af de mest aktive pensionskasser inden for ejendomsudvikling de senere år.

Vurderingen deles af Nicholas Thurø, managing partner hos erhvervsmægleren Cushman & Wakefield Red.

”Byggeretter vil som udgangspunkt være et af de mest følsomme produkter i værdikæden. Især udviklingen de senere år betyder, at mange sælgere og købere skal finde hinanden igen, fordi sidstnævnte er nødt til at tage højde for, at det både er dyrere at bygge, og at de sandsynligvis ikke kan forvente at få det samme for det færdige byggeri som tidligere,” siger han og peger på, at der indtil videre ikke har været nogen voldsom korrektion.

”Der har været meget få handler det seneste år, så der kommer nok til at gå lidt tid, før vi kan se en korrektion afspejlet i tallene. Samtidig vil mange sælgere sandsynligvis vente med at sælge, så længe der fortsat er stor usikkerhed,” siger han.

Nicholas Thurø understreger, at han ikke frygter et større kollaps, som man så under finanskrisen, blandt andet fordi markedet de senere år har været domineret af pengestærke aktører som pensionskasser og internationale investorer, der har råd til at have is i maven.

 

Læs mere

Formuepleje ramt af modvind på prestigeprojekt

Forbrugerombudsmanden pudses på danske forvaltere, der pynter sig med “lånte fjer”

Nådesløst afkastår: Se investeringsfondene med de bedste og dårligste afkast i 2022

Problemerne fortsætter for solcellekomet

Kapitalfonds guldæg tromler videre med vækstplan trods tilsynskritik

Forvaltere brænder fingrene på lån til virksomheder

Velhaverbank kaprer tunge kunder fra stor kapitalforvalter

Problemerne tårner sig op for Danmarks største kapitalforvalter