porsche911

Inside story

Nu er det markant mere fordelagtigt at lease luksusbilen

Det er nu tilladt for leasingtager at købe den bil, man har leaset, og man må også gerne lease den selvsamme bil igen i en runde eller to mere. Sådan lyder meldingen nu fra Motorstyrelsen i en præcisering af reglerne. Det er et opgør med hidtidig praksis, som mildest talt var uklar. Branchefolk taler om en stor fordel for fleksleasing som begreb i forhold til gammeldags ejerskab af bilen.

Nu indledes et opgør med et af de mest grundlæggende principper inden for leasing af biler herhjemme. Hidtil har det nemlig været en fast del af langt de fleste leasingkontrakter inden for især fleksleasingområdet, at leasingtager skulle anvise en tredjepart som køber af bilen uden afgift. Det har givet tvister og ekstraregninger i forbindelse med  fleksleasingbilers gensalg, men nu skærer Motorstyrelsen under Skattestyrelsen altså igennem de mildest talt uklare regler.

Nu er praksis nemlig således, at en leasingtager gerne selv må købe bilen uden afgift efter endt leasingperiode, hvis en række krav er opfyldt.

”Som ejer af et køretøj kan et leasingselskab sælge et tidligere leasingkøretøj – også til den tidligere leasingtager. Et salg til den tidligere leasingtager forudsætter dog, at der bliver handlet til køretøjets reelle markedspris. Hvis leasingselskabet og leasingtager ved leasingaftalens indgåelse har aftalt, at leasingtager er eller skal blive ejer af køretøjet, vil der derimod ikke være tale om leasing, men tale om køb eller kreditkøb,” lyder det i et skriftligt svar fra Motorstyrelsen til InsideBusiness.

Sagen kort

En præcisering af reglerne for leasing hos Motorstyrelsen under Skat gør det i princippet langt mere interessant at flekslease sin bil, fordi man kan købe bilen af leasingselskabet efter endt leasingperiode.

Man kan også have bilen stående uden afgift og få den på plader igen hos samme eller et andet leasingselskab.

Det er en principiel opblødning af forholdet mellem leasing/køb.

Tillige er det også meldingen fra Motorstyrelsen, at leasingtager, der har købt sin leasingbil ud af leasingselskabet, gerne må gå til samme eller et andet leasingselskab, hvis bilen skal ud at køre efter et år eller for en sommer, hvilket er relevant, hvis man f.eks. har en sportsvogn som sommerbil.

Store forandringer på markedet

InsideBusiness har forsøgt at finde ud af, hvor ny Skattestyrelsens praksis på området er. Visse leasingfolk siger, at det har man praktiseret i nogen tid, mens andre  brancheaktører er vældig overraskede over Motorstyrelsens udmelding, idet der er tale om en principiel forandring af forholdet mellem det at købe en bil og lease en bil. Og det forventes at gøre det mere interessant at lease bilen:

”Set med markedsbriller er det her uhyre interessant, for det kommer til at betyde, at mange af de biler, der før forsvandt ud af landet efter leasingperioden, nu bliver solgt indenlands – og det må godt være leasingtager selv, der køber den. Der er rigtig mange, der som leasingtagere har interesse i det her, og det vil alt andet lige gøre det relativt mere interessant at lease bilen frem for at eje den,” forklarer den erfarne iagttager af bilbranchen Jan Lang fra Bilbasen.

Han påpeger, at det ofte har været en konflikt mellem leasingselskab og leasingtager, hvis leasingselskabet har sat prisen på en bil lavt efter endt leasingperiode, hvilket kan koste leasingtager en pæn ekstraregning. Det kan man måske komme ud over med den nye praksis, fordi en eventuel tvist kan løses ved, at leasingtager køber bilen.

”Det vil gøre fleksleasing mere interessant som begreb, at man nu slipper for det her usikre anvisningsforhold. Og det vil være rart for dem, der er blevet glade for deres bil og gerne vil beholde den efter endt leasingperiode,” forklarer Jan Lang, der dog forudser, at Motorstyrelsen bliver nødt til at holde nøje øje med, om leasingbilerne nu også handles til markedspris uden afgift. Her vil det naturlige være at skele til priserne på det tyske marked.

Skattestyrelsen vil da også løbende kontrollere, om parterne reelt indgår en aftale om køb af bilen efter endt leasingperiode, for det indebærer en myriade af muligheder for at snyde eller udnytte reglerne.

”I forbindelse med godkendelse og kontrol af leasingaftaler påser Motorstyrelsen, at der ud fra leasingaftalens vilkår og økonomi er tale om leasing (og ikke køb eller kreditkøb). Ejerskab kan bl.a. undersøges ved at tjekke ansøgningsblanket, registreringsattest, dokumentation for toldsyn/registreringssyn, købsfaktura, oplysninger i Motorregistret om f.eks. nuværende og tidligere ejer og eventuel igangværende leasingaftale, tidligere leasingaftaler med samme leasingtager og samme leasingselskab eller ved anmodning om dokumentation for pengeoverførsel i forbindelse med leasingaftalen,” skriver Motorstyrelsen til InsideBusiness.

Ekspert: Skattestyrelsen vil kontrollere hårdt

Den erfarne skatteekspert og chefkonsulent i BDO Henning Boye Hansen hæfter sig især ved, at priserne ved salg til leasingtager vil blive gransket med stor interesse fra Skattestyrelsen. Det skyldes, at det traditionelt set har været et område, hvor man har set ganske mange skattesager.

”Det er jo en helt traditionel problemstilling inden for hovedaktionærområdet, hvor vi har set tilfælde, hvor man mod en ekstraordinært høj leasingydelse har kunnet købe bilen til en særlig favorabel pris. ”

Der er derfor mange grunde til at tage det meget alvorligt, når Motorstyrelsen skriver, at køretøjet skal handles til den reelle markedspris. Det skyldes også, at den handlede pris bliver helt afgørende ved senere fastsættelse af moms og registreringsafgift:

”Hvis leasingtageren køber bilen efter leasingperiodens udløb, bliver værdiansættelsen vigtigere end nogensinde, for det er et område, hvor Skattestyrelsen traditionelt har et stort kontrolfokus,” fortsætter Henning Boye Hansen.

Et andet tema er momsen, der også kommer til at få betydning for, hvor almindeligt det bliver at købe egen leasingbil. Det skyldes, at de fleste leasingbiler er mest attraktive, når der ikke er betalt moms. Men når en leasingbil bliver købt af en privatperson uden afgift, skal der svares moms, og derfor bliver bilen altså mindre attraktiv at lease igen.

Det er også vurderingen fra Brian Osbech, medindehaver af bilforhandleren Osbech Laursen Cars.

”Man skal være opmærksom på, at når man selv køber leasingbilen som privatperson, så skal der betales moms, så bliver bilen momsdød. Er det sket, så er bilen mindre attraktiv at lease ud igen. Så kan det bedre svare sig at sælge bilen til egen virksomhed, men det er jo ikke alle, der har den mulighed.”

Fordel ved con amore-biler

Konsekvensen bliver ifølge Brian Osbech, at det typisk er sportsvogne og andre ‘con amore’-biler, hvor ejerne kan have en fordel af Motorstyrelsens praksis.

”Mange af de klassiske biler eller lidt ældre specialbiler kan jo heller ikke findes i Tyskland uden moms, og så er modellen god nok. Jeg tror ikke, de ændrede regler får så stor effekt på fleksleasingmarkedet, fordi momsen er et stort tema, hvis man f.eks. har en BMW 530D fra 2016, som sagtens kan køre en runde mere som leasingbil.”

Brian Osbech tilføjer, at det i mange leasingaftaler er en del af kravene fra leasingselskabet, at bilen ikke må købes af en privatperson. Det er en måde at slippe uden om de garantiforpligtelser, der er på bilen.

I bilistorganisationen FDM er afdelingschef Torben Kudsk af den opfattelse, at reglerne på fleksleasing hidtil har været mildest talt uklare, og det har været svært for både leasingselskaber og leasingtagere at finde ud af, hvad der var lovligt.

Men meldingen fra Motorstyrelsen er nok et element, som tilgodeser leasingselskabernes rolle på markedet, mener Torben Kudsk:

”Det her giver en todeling med at betale afgifter. Som privatperson skal man købe en bil til fuld afgift hos forhandleren, men er du et leasingselskab, så gælder der andre skatteregler, hvor man kan slippe med at betale registreringsafgift på månedlig basis. Det er ikke hensigtsmæssigt, og det skaber en ulighed for mange danskere.”

Fakta: Her er svarene fra Skat

Motorstyrelsen oplyser:
Som ejer af et køretøj kan et leasingselskab sælge et tidligere leasingkøretøj – også til den tidligere leasingtager. Et salg til den tidligere leasingtager forudsætter dog, at der bliver handlet til køretøjets reelle markedspris. Hvis leasingselskabet og leasingtager ved leasingaftalens indgåelse har aftalt, at leasingtager er eller skal blive ejer af køretøjet, vil der derimod ikke være tale om leasing, men tale om køb eller kreditkøb.

I forbindelse med godkendelse og kontrol af leasingaftaler påser Motorstyrelsen, at der ud fra leasingaftalens vilkår og økonomi er tale om leasing (og ikke køb eller kreditkøb). Ejerskab kan bl.a. undersøges ved at tjekke ansøgningsblanket, registreringsattest, dokumentation for toldsyn/registreringssyn, købsfaktura, oplysninger i Motorregistret om fx nuværende og tidligere ejer og eventuel igangværende leasingaftale, tidligere leasingaftaler med samme leasingtager og samme leasingselskab eller ved anmodning om dokumentation for pengeoverførsel i forbindelse med leasingaftalen.

I forbindelse med kontrol undersøges blandt andet, om der foreligger andre aftaler, som ændrer leasingaftalens karakter af leasing. Motorstyrelsen påser alene ejerskab i forbindelse med forholdsmæssig registreringsafgift efter registreringsafgiftslovens § 3 b. Dette sker i forbindelse med behandling af ansøgninger eller ved en efterfølgende kontrol.

Ejerskab kontrolleres ved fx at foretage en kontrol af, om betingelserne for leasing er opfyldt i de enkelte kontrakter, herunder en underliggende kontrol af anskaffelse af køretøj og afregning ved ophør samt de betalingsstrømme, der relaterer sig hertil og til den enkelte kontrakt.

Torben Kudsk henviser til, at man i dag i Danmark kan se to ens biler, der er betalt vidt forskellig afgift af, og det kan ikke være rimeligt.

”Som forbruger er det urimeligt, og det er frustrerende, at man ser på en ‘fest’, hvor prisen for at deltage er politisk bestemt. Det rigtige svar fra politikernes side er selvfølgelig, at man omlægger afgiftssystemet, så alle kan få adgang til at betale løbende registreringsafgift. Desværre er vores erfaring, at Finansministeriet er meget tilfreds med at få 20 mia. kr. ind om året i registreringsafgifter, selv om der faktisk også bliver betalt en del afgift på leasingbilerne, og det tager længere tid.”

Torben Kudsk henviser til, at leasingselskaberne kun har opnået sin særstatus mht. betaling af registreringsafgifter, fordi man for en del år siden vandt en sag i EU-regi, som skulle sikre ligestilling med leasingselskaber i andre lande. Det har efterfølgende givet talløse problemstillinger, hvor myndighederne har været nødt til at sætte ind med lovgivning og stramninger for at lukke diverse skattehuller.

 

LÆS MERE

Invester i superbiler efter kapitalfondsmodellen

Danske Banks leasingselskab taber nok en bilimportøraftale på gulvet

Ny stærk finansspiller tager form. Napper storkunde fra Danske Bank

Leasingbranchen risikerer hvidvask, fup og dårligere kreditvurderinger

Gyser for banker og leasingselskaber

Mærkværdig bil-alliance risikerer selvmål med bilafgifter

Hårdknude i bilforhandlinger. Her er de mulige løsninger

VW-chef advarer om problem med dansk billeasing 

Vi henter italiensk bilskønhed med mangler

Bilforsikring bliver teknologisk slagmark. Nu vil selskaberne holde øje med kørslen

Prisdumping, opgør, skilsmisse og store tab af markedsandele. Forsikringsbranchen ændrer sig hastigt  

Udlandet sværmer om danske forsikringsguldæg

Her er forsikringsselskaberne med de højeste og laveste omkostninger