;
mikkelsen 2

Inside story

Ny forvalter i frontalangreb på Formuepleje

Den kendte investeringsrådgiver og tidligere Morningstar-chef Nikolaj Holdt Mikkelsen går målrettet efter Formueplejes marked med et stort set identisk produkt – det koster bare det halve.

Formuepleje har nydt godt af dejlig medvind de senere år.

Kombinationen af gearede fonde og et aktiemarked i vækst har fået afkastet til at eksplodere i formueforvalterens underliggende fonde, og da ingen for alvor har formået at udfordre forvalterens strategi under højkonjunkturen, er kunderne flokkedes hos Formuepleje, der sidste år rundede i alt 12.000 kunder og samlet havde mere end 90 milliarder kroner under forvaltning.

Men en ny alliance går nu direkte til angreb på Formueplejes gyldne niche.

Den selvstændige investeringsrådgiver Nikolaj Holdt Mikkelsen, der tidligere har været chefanalytiker i det amerikanske analysehus Morningstar, lancerer nu i samarbejde med kapitalforvalteren Optimal Invest en investeringsforening, der i al sin enkelthed har til formål at tilbyde det samme, som Formuepleje kan tilbyde – bare betydelig billigere.

”Ideen er simpelthen at skabe et reelt alternativ til Formuepleje. Derfor lancerer vi i fællesskab en kapitalforening, der kan betragtes som en direkte konkurrent til Penta, Safe og Epikur, men med den klare fordel, at Afkast+ er langt billigere. Det er mig bekendt den første direkte sammenlignelige konkurrent herhjemme til Formuepleje.” siger Nikolaj Holdt Mikkelsen.

Sagen kort

Den erfarne formuerådgiver Nikolaj Holdt Mikkelsen, der blandt andet tidligere har været chefanalytiker i analysehuset Morningstar, er gået sammen med Optimal Invest om en ny investeringsforening, der skal konkurrere direkte med Formueplejes produkter.

Den nye fond bruger samme strategi som Formuepleje og investerer dermed i aktier og sikre obligationer med gearing. Den store forskel er, at Afkast+, som den nye fond hedder, er væsentlig billigere end Formuepleje – og den har tilmed slået alle tre Formuepleje-fonde indtil videre.

De løbende omkostninger er således lavere i Afkast+ end i Formueplejes sammenlignelige fonde, Penta, Epikur og Safe, og i modsætning til Formuepleje opkræver den nye rival ikke afkasthonorar.

Ny konkurrent er billigere

Og netop pris er Formueplejes ømme punkt.

For ikke nok med at den store formueforvalters løbende omkostninger er højere end hos mange andre forvaltere. Formuepleje er også blevet kritiseret i skarpe vendinger for at tage performance fee af positivt afkast, mens man ikke leverer noget tilbage til kunderne, når markederne falder.

Det er ifølge kritikere en model, der forgylder forvalteren, ud over hvad der er rimeligt, og samtidig en model, der inciterer Formuepleje til at hæve risikoen og dermed potentielt også afkastet og forvalterens honorar, selv om det ikke nødvendigvis er i investorens interesse.

”Hatten af for Formueplejes markedsføringsapparat. De er virkelig blevet store, men i vores optik koster de for meget. Deres løbende omkostninger er høje, og derudover tager de som bekendt performance fee af alt positivt afkast, hvilket betyder, at kunderne i et godt år som sidste år skulle betale væsentlig højere omkostninger,” siger Nikolaj Holdt Mikkelsen.

Den nye investeringsforening Afkast+ er med løbende omkostninger på 1,3 procent og en ÅOP på 1,45 markant billigere end Formueplejes sammenlignelige fonde, Epikur, Safe og Penta, der alle ligger med en ÅOP på over 1,9 – og det er vel at mærke før afkasthonorar.

Fordi aktiemarkedet steg så voldsomt i 2019, fik afkasthonoraret sidste år Pentas ÅOP til at stige til svimlende 4,52 procent, og det ser tilmed ikke ud til, at honoraret havde den ønskede effekt. I hvert fald ikke i 2019.

Ideen med honoraret er naturligvis at belønne porteføljeforvalterne for at være dygtige. Jo større afkast til kunderne, jo større er belønningen til investeringsforeningen.

Slår Formuepleje på den korte bane

Men indtil videre er Afkast+ ikke bare billigere. Den er også bedre, og det er, selv om man ikke opkræver afkasthonorar fra kunderne.

Et udtræk fra SEB og Nasdaq viser, at Wealth Invest AKL Afkast+ har  slået referenceindekset Globale Aktier på 12 og 18 måneders sigt, og at fonden har slået alle Formueplejes konkurrerende fonde, Epikur, Safe og Penta, på både 12 og 18 måneders sigt. Afkast+ har i år slået de tre fonde med henholdsvis 10,4, 8,5  og 12,5 procentpoint, viser udtrækket, som Afkast+ har foretaget.

”Afkast+ har præsteret et betydeligt merafkast i 2020 og er det oplagte alternativ til Formuepleje for pris- og kvalitetsbevidste investorer,” siger Nikolaj Holdt Mikkelsen.

Niels B. Thuesen, der er administrerende direktør i Formuepleje, mener imidlertid ikke, at man sådan uden videre kan sammenligne afkastet i de to fonde. Han henviser til brancheanbefalingen, der tilsiger, at en aktiv forvalter bør måles på resultater over en periode på mindst 60 måneder og helst længere, hvorfor de 18 måneder, som Afkast+ kan fremvise historik for, ikke er nok til at konkludere, om forvalteren generelt gør det bedre eller dårligere end Formuepleje. Og desuden har Formuepleje haft et dårligt år.

”Vi vil rigtig gerne sammenlignes med vores konkurrenter, men det skal ske på fair præmisser. Alle kan jo have et dårligt år, og har man det, vil man ikke se godt ud på den korte bane. I Formuepleje har vi i øjeblikket sådan et dårligt år af flere forskellige årsager, men på den lange bane slår vi både markedet og alle vores konkurrenter efter alle omkostninger,” Niels B. Thuesen.

Skaber afkast med samme strategi

Men Nikolaj Holdt Mikkelsen påpeger, at den grundlæggende strategi i Afkast+ er den samme som i Formueplejes fonde. Afkast+ er bare billigere.

”Det er ren Markowitz,” siger Nikolaj Holdt Mikkelsen med henvisning til den amerikanske økonom og professor Harry Markowitz, der udviklede og siden vandt en nobelpris for den såkaldte tangentporteføljeteori, som både Formuepleje og nu også Afkast+ anvender.

”Hvis man kommer med 1.000 kroner, så køber vi aktier for 1.000 kroner, og derudover låner vi for cirka 200-300 procent i REPO-markedet og investerer i lavrisikoobligationer. Så ud over afkastet fra aktierne får man også et rentepickup fra obligationer, som samtidig er med til at holde hånden under porteføljen, når der er usikkerhed i aktiemarkederne,” forklarer Nikolaj Holdt Mikkelsen.

Men selv om den overordnede strategi er den samme, vil der alligevel være forskelle i måderne, de to forvaltere investerer på, mener Niels B. Thuesen. I Formuepleje investerer man for eksempel selv med et team bestående af omtrent 85 mand, mens det i Afkast+ er investeringsforvaltningsselskabet SEBInvest, der administrerer fonden, og Nikolaj Holdt Mikkelsen og Optimal Invest, der lægger den overordnede strategi.

”Så det skulle undre mig, om nogen var i stand til at kopiere det, vi gør, fuldstændig,” siger Niels B. Thuesen og fortsætter:

”Når det kommer til at omsætte Markowitz’ tangentporteføljeteori til praksis, så kræver det praktisk erfaring, og det er jo netop det, vi har i Formuepleje.”

Større administration i Formuepleje

Erfaring fik Formuepleje blandt andet under finanskrisen, da man tabte milliarder i Penta, Epikur og Safe. Safe faldt med op imod 50 procent, og Penta faldt med op imod 90 procent, hvilket i årene efter krisen fik kritikken til at hagle ned over forvalteren.

Tabene fik også Formuepleje til at revidere strategien, i hvert fald i fonden Formuepleje Safe, som er blevet markedsført som ‘det sikre valg’.

”Da Safe faldt med 48 pct. i 2008, var fondens risikoramme en anden. Men vi ændrede risikorammerne 1. april 2009, fordi der var nogle ting, som vi ikke syntes burde være på det niveau, det var dengang,” siger Niels B. Thuesen.

Formuepleje: Vær glad for, at vi er dyre

Og i Formuepleje er det kvalitet, man betaler for, og kvalitet kan oversættes til erfaring, som kræver ansatte, der koster penge, forklarer Niels B. Thuensen. Han forsvarer derfor også de høje omkostninger med, at det faktisk er i kundens bedste interesse, at formueforvaltningen er dyr.

”Du skal enten slet ikke have nogen omkostninger, eller også skal du være villig til at betale for at få kvalitet i din forvaltning. Det værste, du kan gøre, er at placere dig midt imellem med mellemhøje omkostninger. For så sætter du dig imellem to stole og får ikke den kvalitet ind, der gør, at du på den lange bane systematisk kan levere et merafkast til kunderne,” siger Niels B. Thuesen.

Et lignende argument fremførte Formuepleje også for nylig, da forvalteren under coronakrisens højdepunkt i foråret fremlagde en årsrapport, der viste et uhørt stort overskud til Formuepleje på 340 millioner kroner takket være især afkasthonoraret for 2019.

Dengang lød det fra Formuepleje, at kunderne skulle være glade for, at ÅOP var steget, fordi man deraf kunne udlede af afkastet var ”helt i top.”

Det argument køber man dog ikke i Afkast+. Nikolaj Holdt Mikkelsen og Optimal Invest, der har droppet afkasthonoraret, afviser, at de skulle være mindre motiverede, fordi de ikke får afkasthonorar.

”De fleste danske investeringsforeninger kører med samme feestruktur som os i dag. Performance fee er mere undtagelsen end reglen og tilgodeser alt for ofte kun forvalteren og ikke investorerne. Vi investerer selv i fonden, så vores egne interesser er helt på linje med investorernes, nemlig et attraktivt, risikojusteret afkast,” siger Nikolaj Holdt Mikkelsen.

 

LÆS OGSÅ

Konkurrenter angriber succesfuld forvalter

Førende bankportal i storsats på velhavere

Priskrig udfordrer milliardguldæg på investeringsområdet

Investeringsfonde jubler efter historisk aktieår. Her er de bedste afkast – og de værste

Udskældte fonde får comeback

Mød afkastkongerne og en katastrofal satsning på kapitalfonde

Bankerne skal til den store investeringseksamen

Slagsmål om milliardmandater

Kvinder bliver rigere end mænd. Nye tider for bank og investering