Der var tale om et gennemgribende generationsskifte i et af de største danske revisionshuse tidligere på året.
Stig Holst Hartwig, administrerende direktør i BDO 13 år, valgte i maj nemlig at træde tilbage og overlade pladsen til bestyrelsesformand Frank Lau, som InsideBusiness fortalte om.
Med fratrædelsen fulgte en større omrokering af nøgleposter, hvor også Claus Bonde Hansen, leder af revision og forsikring, meldte sin exit, der dog først fuldendes til næste år.
Nu har Frank Lau siddet på direktørstolen i lidt over en måned. Og selvom han har været en del af huset siden 1995 og har siddet for bordenden af bestyrelsen i lidt over to år, har tiden siden stolelegen budt på flere forandringer for den nytiltrådte topchef.
”Det har naturligvis været en stor omvæltning – jeg har tidligere været ansvarlig for kundesiden, og det har selvfølgelig taget noget tid at omstille sig til at få et nyt ansvarsområde. Men jeg er blevet støttet af nogle gode mennesker og en solid strategi, og jeg glæder mig til at stå i spidsen for den gode retning, BDO befinder sig på,” siger Frank Lau til InsideBusiness.
BDO har da også gennemgået en større vækst i forretningen. I 2017 rundede huset således endelige en milliard kroner i omsætning, og siden da er pilen kun gået opad.
Ved det seneste regnskab kunne BDO således gå ud med en rekordomsætning på 1,4 milliarder kroner og 72 millioner kroner i overskud efter skat.
Staben af medarbejdere er ligeledes vokset med hast, og BDO kan nu bryste sig af at have omtrent 1.800 ansatte på tværs af sine 34 kontorer i landet.
Fra sin nye position har det for Frank Lau bestemt været en positiv trend – dog kalder tiden på, at væksten skal finde et fornuftigt leje, om end den stadig skal være positiv.
”Væksten går stærkt – faktisk stærkere end tidligere, hvilket kalder på, at vi kigger nøje på vores governance for at se, om den er rigtig. Der er ingen tvivl om, at vi skal fortsætte med at få en sund og fornuftig vækst, men vi skal ikke have vækst for vækstens skyld; vi skal ikke have en massiv omsætning ind, hvis ikke vi kan levere høj kvalitet til vores kunder samt fastholde den gode livsbalance for vores medarbejdere. De to ting skal gå hånd i hånd med ambitionen om en højere vækst,” siger Frank Lau.
Vil udvide butikken
BDO har under strategien ’Ét BDO. Tusindvis af drømme’ det formål at runde to milliarder i omsætning i 2026, få flere medarbejdere ind i folden samt udvide sin tilstedeværelse og ydelsesområder i landet.
Den strategi kommer Frank Lau ikke til at pille ved, fortæller han.
“BDO står et suverænt godt sted. Vi har en relativ høj vækst, vi har en høj medarbejdertilfredshed, og vi har en høj kundetilfredshed. Virksomhedens strategi, der er lagt, er lavet med det udgangspunkt, og jeg har selv været med til at udforme den. Så jeg kommer ikke til at ændre på den strategi, men i stedet sørge for, at den implementeres og eksekveres,” siger Frank Lau.
Der har i den seneste tid da også været anledning til at fejre flere sejre for revisionsselskabet.
I efteråret blev butikken udvidet med de mindre revisionshuse PK Revision og Global Revision, der blev en del af BDO-brandet i henholdsvis oktober og november. De to huse tilslutter sig BDO-kontorerne i Odense og Køge.
Samtidig har revisionshuset siden maj oprustet med en række nye partnere – herunder tidligere partner og managementkonsulent i Pluss Leadership Karsten Vind, der bliver BDO’s Head of Strategy & Operations.
Dermed fortsætter BDO med at sætte strøm til sin part i branchens konsolideringsbølge, der for huset for alvor startede med overtagelsen af big four-konkurrenten Deloittes kontor i Esbjerg for et år siden.
Vækst gennem opkøb kommer helt bestemt stadig til at være en vigtig del i revisionshusets vækststrategi, fortæller Frank Lau.
Selvom der ikke ligger nogle konkrete planer i støbeskeen lige nu, kigger huset hele tiden efter steder, hvor der kan udvides, siger han.
Skal ind på big four-marked
Trods der ikke er lagt op til store paladsrevolutioner i den overordnede strategi, vil BDO med Frank Lau ved roret også i fremtiden spejde efter muligheder for nye markeder, og hvor der kan styrkes.
”Vi kommer bestemt til at kigge nærmere på, om vi kan være mere tydelige i de strategiområder, vi ønsker os, og om vi skal opdyrke nogle andre områder og markeder. Det er en naturlig del af den tilpasning af strategien, vi løbende foretager,” siger han.
Blandt andet har BDO oprustet inden rådgivning inden for ESG og bæredygtighed i og vurderer, at bæredygtighedsrapportering for virksomheder – der nu åbnes op for andre aktører end revisorer – fortsat vil være et hovedfokus for dem.
Et af de markeder, hvor BDO ifølge topchefen dog gerne skal stå stærkere i fremtiden, er som revisor for landets kapitalfondsejede virksomheder og deres porteføljeselskaber – et marked, der stadigvæk er overladt til især PwC, Deloitte og EY, som InsidePrivateEquity har beskrevet.
Her sidder BDO sammen med Grant Thornton på revisionen hos flere af Capideas selskaber såsom Guldager og Dancover, men revisionshuset er også at finde i FSN Capital og Maj Invests datterselskaber Polytech og Wendelbo.
BDO skal dog i fremtiden vinde markedsandele på det område – flere, end der traditionelt er tilkommet dem.
”For især big four er markedet for private equity og kapitalfonde et vækstområde, og vi vil selvfølgelig også gerne have en ambitiøs og ’unfair share’ af det marked, særligt på det globale niveau. Det er bestemt et område, som er en prioritet for os, og som vi kigger ind i sammen med især vores nordiske kollegaer,” siger Frank Lau.
Sag spænder stadig ben
Også i revisions- og rådgivningsydelser inden for det offentlige forventes at være et strategisk vigtige for BDO, hvor især SKI-aftalerne for managementsupport og konsulentydelser vil være pejlemærker.
Dog spænder én sag stadig ben for revisionshuset – nemlig en sag om overholdelse af complianceregler i hvidvaskloven.
Sagen i en nøddeskal drejer sig om, at BDO i august fik en række påbud af Finanstilsynet for i tilsynets optik ikke i tilstrækkelig grad at have kontrolleret sine kunder, og hvorvidt disse var involveret i hvidvask og terrorfinansiering.
Forholdene var ifølge tilsynet så alvorlige, at National enhed for Særlig Kriminalitet (SNK) blev bedt om at indlede en politiefterforskning af BDO.
Det har indtil videre udelukket BDO fra listen over de foreløbigt optagne leverandører på statens milliardstore konsulentaftale, som huset ellers satsede på.
Noget, der stadig ærgrer huset.
”Vi er ærgerlige over sagen, og vi ser frem til at få den afsluttet, så vi igen kan komme med på nogle, for os, strategisk vigtige offentlige rammeaftaler. Men som vi tidligere har sagt, er det en sag, der ligger flere år tilbage, vi har taget påbuddene til efterretning og implementeret tiltag, der adresserer dem, og vi forventer et positivt resultat af den proces, der foregår hos myndighederne nu,” siger Frank Lau, der tilføjer, at man ikke har nyt at sige om sagen på nuværende tidspunkt.
Forventer omsætningsvækst ”på den gode side”
Selvom årsrapporten for det skæve regnskabsår 2024/23 er ved at blive gennemtjekket forud for publicering, kan Frank Lau allerede nu løfte lidt af sløret for, hvordan revisionshuset forventer at klare sig.
For det netop afsluttede regnskabsår 2023/24 regner Frank Lau med, at BDO lander ”på den gode side” af 1,6 milliarder i omsætningen og en vækst på 15 procent.
Hvis det holder stik, kan BDO dermed skrive sig ind i rækken at revisionshuse, der oplever stabil vækst i omsætningen.
Deloitte, PwC og EY kunne således for nyligt præsentere vækst i omsætningen på henholdsvis 4, 8 og 9 procent, mens Beierholms vækst ligger på 15 procent.
Væksten skal opretholdes på baggrund af både en organisk vækst og via opkøb – og naturligvis via de klassiske ydelser, hvor BDO stadig oplever fremgang.
Dog med noget malurt i bægeret.
”Vi er ikke et sted, hvor vi ser en vigende efterspørgsel – hverken på traditionelle ydelser inden for revision, regnskab og bogføring eller på rådgivning og konsulentydelser. På udbudssiden kan jeg dog godt have en lille bekymring, især når det kommer til at fastholde de mange dygtige erfarne folk i branchen samt tiltrække fremtidens talenter,” siger han.
Derfor kommer BDO også fremover til at gå all-in i talentjagten – både for at udvide staben af mere end 1.800 medarbejdere på landsplan, men også for at kunne løse kundernes problemer.
En vigtig kilde heri ligger i kulturen.
”Vi skal kunne tilbyde alle medarbejdere – både de unge og de erfarne – en balanceret hverdag, som er bæredygtig for dem, hvor de kan få nogle fleksible rammer, og hvor de kan få nogle attraktive karrieremuligheder. I BDO har vi en kultur, hvor vi har stor fokus på at være en virksomhed for mennesker, og hvor vi kan tilbyde de ting,” afslutter Frank Lau.
Læs mere
Styrelse slår fast: Regler hæmmer konkurrence for bankrevision
Rådgiverkæmper gør klar til hård konkurrence på statens milliardstore konsulentaftale
Hvidvasksag spænder ben for BDO i milliardstor konsulentaftale
Stramme krav begrænser marked for revision af banker og forsikringsselskaber
Revisionsgiganter er stadig mærket af opbremsning i marked
Revisionshus snupper erfaren KPMG-profil med smv-fokus – markerer skred i revisorbranchen
Udskiftninger i toppen ruller ind over revisionsbranchen. Gigant melder nu også om generationsskifte
Væksten løjer af hos revisionskæmper. Og presset forventes at tage til i 2024