leadingthough

Kultur

Nye tider kræver ny tilgang til ledelse – måske…. Ledelsesbog skyder forbi målet

Fra kontrol over mennesker til ledelse gennem mennesker er temaet for ny bog, der får en mindre god medfart, idet vores anmelder finder den "irriterende”, da den sætter sig op på en højere piedestal, end den egentlig har substansen til.

Når man som anmelder modtager en bog, hvor forfatterkollegiet lyder som en bedemandsforretning fra Lucky Luke, ”Clark, Clark & Clark”, så er alle mine antenner ude. Men den her bog er faktisk et familieprojekt.

Kim Clark er tidligere dekan på Harvard, hans søn Jonathan professor på University of Texas, og hans datter Erin er management director i Deloitte. Så burde det faglige og indsigtsfulde krudt være absolut tørt.

Udgangspunktet for bogen “Leading Through – Activating the Soul, Heart and Mind of Leadership” er udviklingen i måden, vi arbejder på i dag og i fremtiden kontra tidligere. Vores øgede brug af AI og mere fleksible arbejdspladser og ditto fleksible arbejdssituationer ”kalder på” (for øvrigt et af mine absolutte 2024 hadebegreber) en anden måde at være leder på.

Boganmeldelse

Forfattere: Kim B. Clark, Jonathan R. Clark og Erin E. Clark
Titel: “Leading Through – Activating the Soul, Heart and Mind of Leadership”
Forlag: Harvard Business Review Press
Udgivet: 17. september 2024
Antal sider: 272
Pris: 25.00£
Score: 3 af 6 stjerner
Bogen er anmeldt af Søren Strunk-Sørensen, sss@hildebrandtbrandi.com

Bogen er en klassisk HBR-udgivelse. Logisk opbyggede kapitler med masser af eksempler. Tabeller, få figurer og så det næsten typiske summary efter hvert afsnit. Godt arbejde.

Risikoen for organisatorisk mørke

Udgangspunktet er, at udøver man ledelse i dag, som man gjorde i går, risikerer vi det, som forfatterne kalder ”Det organisatoriske mørke”, hvor vi som organisation slet ikke får det udbytte, kreativitet og trivsel, som vi kunne få. Tiderne kræver noget andet end at lede gennem ”Power” til at lede ”Through”. Her har jeg som leder opdraget i en dansk/skandinavisk tilgang det lidt svært. Fordi jeg synes netop, de ledere, jeg har oplevet i Danmark gennem årerne, virkelig har ledet ”Through”. Så et helt nyt paradigme på denne side af Atlanten mener jeg ikke, det er. Men måske en timelig henvisning til hvad vi skal huske.

Et nyt paradigme – den positive tilgang

At lede gennem mennesker – sikre sjæl, hjerte og hjerne i en positiv tilgang – er forfatternes nøgleværktøj til at sikre innovation, kreativitet og trivsel i virksomheden i dag, hvor mange af de gamle paradigmer er udfordret. AI, fuldt fleksible arbejdspladser etc. giver anledning til noget nyt og anderledes. Som i en klassisk HBR-udgivelse er de to første afsnit (udgangspunktet og refleksionen og tankerne om at kunne gøre det bedre) tilløbet til et afsnit 3, hvor deres model rulles ud. Med gode eksempler og tabeller (6-1), der i virkeligheden er en opsummering af deres tanker. Bogen afsluttes i afsnit 4, hvor der vendes tanker om forandringen og de udfordringer, dette kan/vil give.

Skruer op for retorikken

Bogen er skrevet, så den er relativt læsbar. Men jeg bliver som læser lidt træt af, at der konstant skal skrues op for retorikken ift. der, hvor vi står i dag. Alt er skruet op: ”Uanede teknologiske muligheder” – ”moments of opportunity” – ”evnen til at tæmme styrken” – ”nye paradigmer” etc. Ja da, der sker en masse omkring os, men ikke så meget mere end på alle andre tidspunkter i verdenshistorien.

En lidt irriterende bog

Det første, der faldt mig ind, da jeg skulle beskrive bogen, var, at den var ”irriterende”. Jeg synes ærligt talt, at bogen sætter sig op på en højere piedestal, end den egentligt har substansen til. Det er jo min subjektive vurdering – andre vil måske mene noget andet. Bogen giver ikke mig så meget nyt. Men den er måske snarere en anledning til at gøre det, vi ved virker som leder, også i 2025.

Jeg giver bogen 3 stjerner af 6 mulige. Jeg mangler en perspektivering ift. de virksomheder og ledere, der virkelig har formået at sikre innovation, trivsel og balanceret udbytte. Bogen får plusser for de flere gode cases, men andet havde jeg heller ikke forventet af en HBR-udgivelse.

Bogen er anmeldt af Søren Strunk-Sørensen, sss@hildebrandtbrandi.com

 

Læs mere

Solid og systematisk lederhåndbog til digital modning

Ny bog gør op med de økonomiske modeller

Sammenhængskraft leder til succes – og implementering er afgørende

Ny bog beskriver banaliteternes dybde – i ledelse

Inbound salg og markedsføring uden hjerte og sjæl

Tankevækkende, inspirerende og praksisnær AI-drejebog

Reflekteret og spændende udgivelse om en institution gennem mere end 150 år – Danske Bank

Indsigtsfuld inspiration om ledelse i forsvaret

Flere lyspunkter og kun lidt dødvande i vismandsrapport

Realistisk, nyttig og modig bog om samarbejde

En god guide til AI: ChatGPT, Gemini eller Copilot

Ny bog skuffer: Kritik af moderne arbejdskulturer og ledelsespraksisser er for skinger

En bog, som vil og kan noget for både den nye og erfarne leder

Ledelsesbog til alle medlemmer i organisationen får fem stjerner

Hastighed og de gode løsninger er ikke hinandens modsætninger – tværtimod

Bog om værdien af kvinders arbejde er et polemisk partsindlæg, men alligevel læseværdig