;
bankdata

Ugens Insider

Omstridt Bankdata-projekt runder milepæl, men slagsmålet fortsætter

Datacentralen Bankdatas omstridte kapitalmarkedsplatform er nu aktiveret i Sydbank og Jyske Bank, men forude venter fortsat aktivering af aktiehandlen på platformen og ikke mindst et økonomisk slagsmål mellem de mindre og større pengeinstitutter om regningen, der er blevet langt højere end ventet

Det går endelig fremad for Bankdatas omstridte it-platform, som skal servicere fremtidens aktie-, valuta- og derivathandler i datacentralens ni medlemsbanker. Sydbank har nemlig endelig åbnet for brugen af datacentralens kapitalmarkedsplatform fra Murex, og således er både Sydbank og Jyske Bank i gang med at handle på platformen. Indtil videre håndterer platformen handel og risikostyring af rente- og valutaprodukter, og senere kommer mere avancerede derivater og også aktier og obligationer til. Alligevel er det en vigtig milepæl, forklarer Esben Kolind Laustrup, der tiltrådte som ny direktør i Bankdata tidligere på året.

”Det er rigtig godt, at projektet er lykkedes, selv om vi i Bankdata ikke får lov til at hvile på laurbærrene, for allerede nu kigger kunderne på de næste leverancer. Vi er startet med de områder med mindst volumen, inden vi går videre med den største del af platformen, aktie- og obligationshandlen. Jyske Bank har været i gang på platformen siden maj i år og sidste mandag kom Sydbank på. Men det betyder alligevel, at der dagligt glider mellem 250 og 300 mia. kr. igennem på platformen,” siger Esben Kolind Laustrup.

Bankdatas platform har som beskrevet i InsideBusiness været en smertelig omgang for både Bankdata og de implicerede banker. Ifølge InsideBusiness’ oplysninger var det nemlig oprindelig meningen, at projektet skulle koste 400 mio. kr., men sidste år blev regningen for at færdiggøre projektet opgjort til at være 1,6 mia. kr. De tal vil Esben Kolind Laustrup fortsat ikke kommentere, men han oplyser, at Bankdata fra i år er på sporet.

Fakta: Bankdatas dyre kapitalmarkedsplatform

I 2015 tog kredsen bag Bankdata beslutningen om, at man ville gå efter at implementere en ny kapitalmarkedsplatform. Det skyldtes, at der efter finanskrisen kom nye krav til compliance og forretning. De gamle kapitalmarkedsplatforme var ikke tidssvarende, og nye lovkrav fra EU skulle løbende implementeres, hvilket den internationale kapitalmarkedsplatform fra Murex gør automatisk.

Nu er dyrt projekt på sporet

Dog gik det helt galt med udviklingen, der som beskrevet er blevet fire gange så dyr som estimeret, så platformen nu står til at koste 1,6 mia. kr. mod oprindelig 400 mio. kr. Nu lyder meldingen dog, at man fra 2019 er på sporet budgetmæssigt.

Det er desuden bemærkelsesværdigt, at en perlerække af topfolk i Bankdata med relation til projektet har forladt datacentralen. Flemming Krath Engedal forlod således i februar en direktionspost i Bankdata efter bare et år i stolen, i juli tiltrådte Esben Kolind Laustrup som topdirektør og degraderede dermed den hidtidige administrerende direktør, Claus Hjort Bjerre. Og i august skiftede underdirektør Rasmus Lundgaard Pedersen med ansvar for kapitalmarkedsprogrammet job og blev erstattet af Mogens Sørensen.

”Det er ingen hemmelighed, at væg til væg-handelsplatformen fra Murex har krævet blod, sved og tårer med budgetoverskridelser og ekstraordinære nedskrivninger, som man også kunne læse om i bankernes regnskaber fra sidste år. Men den gode nyhed er, at vi ligger spot on i 2019 i forhold til leverancer og budget efter at have revideret vores oprindelige programbudget.,” fortsætter Bankdatas direktør.

Det er da også store tandhjul, der skal gå i hak. I dag har Bankdata 100 medarbejdere på projektet fordelt mellem egne folk, bankernes it-folk og så it-konsulenter fra franske Synechron, hvoraf sidstnævnte er berygtet for at være ekstremt dyr i lønomkostninger, ikke mindst fordi der er tale om internationale specialister, der har specialviden i at programmere verdens største bankers it-platforme, der benytter sig af Murex. Nu er opgaven ifølge Esben Kolind Laustrup at uddanne Bankdatas og bankernes egne folk, så man ikke længere behøver at bruge de tusinder af kroner i timen, som de udenlandske konsulenter koster.

”Jeg ved godt, at projektet har været dyrt i dansk sammenhæng, men Bankdatas implementering bliver faktisk brugt som showcase internationalt, fordi det trods alt har været relativt billigt sammenlignet med lignende programmer.”

Netop prisen på Bankdatas nye platform har givet anledning til en del murren i krogene. Således er både Sydbank og Jyske Bank, der betaler over 70 pct. af regningen for Bankdata, opsat på, at man finder en mere ligelig fordeling af omkostningerne. De stærkt stigende omkostninger for knap 700 mio. kr. til Bankdata sidste år var ifølge InsideBusiness’ oplysninger med til at sprænge Sydbanks bestyrelse pga. interne uenigheder om holdningen til en fusion med Spar Nord.

I disse dage er der ingen tvivl om, at især Sydbank under Karen Frøsig, der også er bestyrelsesformand, lægger pres på f.eks. Ringkjøbing Landbobank for at få dem til at betale en større del af regningerne for Bankdata. De forhandlinger pågår fortsat:

”Det er ingen hemmelighed, at mange gerne vil betale mindre, og det er vigtigt, at der er en opfattelse af fairness i forhold til afregning. Afregningsmodellen udvikler sig hele tiden, og der er dialog om, hvor meget man skal betale. I sagen om kapitalmarkedsplatformen er det klart, at en stor bank som Jyske Bank får mere ud af handelsmulighederne end f.eks. Nordfyns Bank. Men du kan også vende det om og sige, at Jyske Bank på andre områder trækker et tungere læs end de andre. Sådan er det at være i et fællesskab – der er gynger og karruseller.  Det vigtige i afregningsmodellen er, at der så vidt muligt er transparens og gennemsigtighed, så alle føler, at afregningen er så rimelig som mulig, og vi ser løbende på opdateringer af modellen.”

Projektet er dog langtfra færdiggjort, for næste år regner Esben Kolind Laustrup med, at de øvrige banker, såsom Skjern Bank, Sparekassen Sjælland-Fyn, Ringkjøbing Landbobank, Nordfyns Bank, Kreditbanken og Djurslands Bank, kommer på. Dernæst forestår der fortsat en opgave med at implementere aktiehandlen på platformen i alle pengeinstitutterne.

”Projektet kommer til at løbe over tre til fire år. Det kan vi ikke sige helt præcist endnu. For det kommer også an på, hvordan bankerne ønsker at finansiere platformen, og der kan være god grund til udskyde færdiggørelsen, så Bankdata kan bruge egne medarbejdere til at færdiggøre processen frem for konsulenter. På den måde giver det mening at skrue lidt ned for burnraten,” forklarer Bankdatas direktør.

I Bankdatas systemer findes også  S, som nu er omdøbt til Alm. Brand Trader. Alm Brand Trader er et slutkundeprodukt, som anvendes af Alm Brand Banks slutkunder til handel af aktier og værdipapirer i deres netbank. Bankdatas Murex-platform (KaMP) anvendes derimod af bankernes handelsafdelinger og er bygget til at håndtere langt mere komplekse transaktioner plus håndtering af avanceret risikostyring.

 

LÆS OGSÅ

Katastrofalt udviklingsprojekt rammer Jyske Bank og Sydbank

Sydbank ville fusionere med Spar Nord. Skulle Nykredit med?

Frøsig vandt magtkampen, men hvad nu, Sydbank?

Se alliancerne mellem bank, forsikring og pensionsselskaber. Hvor er åbningerne?

Finansalliancer i opbrud. Priskrig på forsikring tager form

Partnerskaber gennemsyrer bankportaler, der kalder sig objektive

Kommer den store oprydning i pensionsbranchen?

Ugens Insider: Drop banken – og start forfra

Unødvendig fyring: Var Jesper Nielsen for populær til Danske Bank?

Hvilke bankfolk bliver nu plettet af hvidvask-sagen?

Har han reddet Nordeas prestigeafdeling?

Stort dansk forsikringsselskab kæmper for livet