;
NAC 1 web

Inside story

PFA risikerer kæmpe nedskrivning på giftigt udlån

Brandudsalg af gæld i en af kapitalfonden EQT's mest problematiske investeringer kan koste PFA en nedskrivning i milliardklassen.

Bekymrede kreditorers brandudsalg af gæld i den kriseramte flyudlejer Nordic Aviation Capital kan komme til at koste pensionskassen PFA en nedskrivning i milliardklassen.

En række kreditorer bag selskabet, der har EQT og Kirkbi i ejerkredsen, er nemlig i øjeblikket i fuld gang med at afhænde deres lån til NAC, hvilket sker med store tab til følge.

Senest i fredags solgte långivere ifølge det internationale medie Debtwire gæld for over 700 mio. kr. til omkring halvdelen af den pålydende værdi. Det samme skete ligeledes i oktober måned, hvor kreditorer i flere omgange ligeledes solgte deres udlån til NAC videre til nye, håbefulde långivere, hvilket også skete med en rabat på omkring halvdelen af lånenes oprindelige værdi.

Så sent som i sommeren 2018 stillede PFA usikret gæld for hele 3,2 mia. kr. til rådighed for det hastigt ekspanderende selskab, der lever af at lease fly ud til mindre flyselskaber overalt i verden, men i værste fald har den gæld på blot et halvt år tabt over 1,5 mia. kr. i værdi.

Det er især den fortsatte usikkerhed i forbindelse med covid-19 og den påvirkning på den globale luftfart, der har tvunget industrien og dermed også NAC i knæ, og har fået den danske virksomheds kreditorer til at flokkes mod udgangen.

Coronapandemien har ramt stort set alle NAC’s kunder hårdt, og da den danske virksomhed slæber rundt på gæld for over 40 mia. kr. sammensat af et kludetæppe af små og store kreditorer overalt i verden, måtte man i løbet af sommeren foretage en større redningsaktion, hvor både kreditorer og ejerne bag måtte bidrage.

Nu har anden bølge af virussen så for alvor ramt verden, og især den hårdtprøvede luftfartsindustri er igen kastet ud i massiv usikkerhed. Det har gjort mange af NAC’s kreditorer så bekymrede, at de frasælger deres udlån, selv om det koster store tab.

Især med de seneste brandudsalg af gæld i NAC kan det blive meget svært for PFA at argumentere over for blandt andet Finanstilsynet for, at deres udlån ikke også skal nedskrives kraftigt.

Hos PFA ønsker man af princip ikke at udtale sig om udviklingen i enkeltinvesteringer, understreger Head of Alternative Investments Peter Tind Larsen, men at man skeler til en række faktorer, herunder konkrete handler, når man værdisætter sine alternative investeringer, herunder direkte udlån.

”Hvis der bliver solgt gæld i markedet i nogle af de investeringer, vi har udlån til, er det naturligvis noget, vi tager notits af. Det er således et datapunkt, som vores værdiansættelseskomité skal forholde sig til, men det er vigtigt at huske, at flere faktorer kan spille ind. Her er man nødt til at kigge på, hvorvidt de enkelte lån er sammenlignelige med vores gæld på størrelse og en række andre parametre,” siger han.

Fokus fra tilsyn

I takt med at pensionskassernes investeringer i alternative aktiver, herunder unoterede aktier og gæld, er vokset eksplosivt de senere år, er debatten om værdiansættelserne af de eftertragtede investeringer i kapitalfonde, infrastruktur og gæld taget til.

Det skyldes blandt andet, at de unoterede investeringer kan være uhyre vanskelige at prissætte, blandt andet fordi de netop, som navnet antyder, er unoterede og dermed illikvide.

Derfor er det et tema, som branchen selv, men i særdeleshed også Finanstilsynet, har holdt et vågent øje med de senere år.  Flere pensionskasser har da også fået indtil flere løftede pegefingre, fordi man ikke i tilstrækkelig grad har haft styr på det risikofyldte område, der kræver langt mere omfattende kompetencer og ressourcer inden for området, end sektoren traditionelt har haft.

Mange af de førende selskaber, herunder PFA, har da også opgraderet massivt på både ledelsesgangene og i de enkelte afdelinger for at kunne håndtere det komplekse område bedre.

Peter Tind Larsen peger da også på, at PFA i forbindelse med direkte udlån til selskaber følger de enkelte kreditter tæt.

”I alle de selskaber, vi har udlån til, har vi som långiver tæt dialog med de enkelte selskaber og deres ejere. Derfor får vi løbende rapportering. Her er vores tilgang på mange måder den samme som i en bank, da vi løbende vurderer en række faktorer, hvor vi både sammenligner priser med det noterede marked samt vurderer faktorer som kreditrisiko og afkastkrav,” siger han.

Har valgt at holde fast

Ligesom mange andre pensionskasser har PFA også været ramt på den alternative portefølje i især årets første halvår, hvor covid-19 ramte verden.

Især investeringer i kapitalfonde, direkte investeringer og udlån blev hårdt ramt, men siden har markedet rettet sig betydeligt, så PFA ved udgangen af årets tredje kvartal stort set havde indhentet det tabte i de fleste aktivklasser.

Dog har pandemien sat en brat stopper for den linde strøm af investeringer, som pensionskasserne har foretaget de senere år. Ifølge PFA skyldes det ikke en ændret strategi, men derimod blot, at man har været en smule mere afventende i forhold til det volatile marked.

De store udsving og den store usikkerhed har dog ikke fået pensionskassen til at udnytte muligheden for at sælge ud af sine udlån, eksempelvis i NAC.

”Vi har indtil videre ikke gjort brug af secondary market for gæld, da det som oftest vil være vores ambition at holde et lån indtil udløb. 2020 har dog naturligt nok været præget af covid-19, hvorfor vi kun har lavet meget få nye udlån,” siger Peter Tind Larsen.

 

LÆS OGSÅ

Gådefulde værdiansættelser splitter pensionsbranchen

Lukket møde i F&P sætter retning for pensionsbranchens problematiske værdianæsttelser

Se pensionsselskabernes vækst. Velliv i offensiven med aggressiv strategi

Saxo Bank er klar til indtog på pensionsmarkedet

Nordea barsler med nyt pensionsselskab i Danmark

Leverandører vil udradere pensionsbranchens it-monstre

Her er de bedst og dårligst drevne pensionsselskaber