Hos den danske del af den internationale revisionskoncern Grant Thornton mærker man meget til en stigende efterspørgsel på revisionsydelser fra små og mellemstore virksomheder.
Gennem opkøb, fusioner og strategiske placeringer på danmarkskortet har selskabet været ivrig efter at øge sin kundeportefølje af smv’er.
Nu gør Grant Thornton med ansættelsen af statsautoriseret revisor Morten Høgh-Petersen, der kommer fra big four-huset KPMG, klar til næste skridt for at sætte sig tungere på den del af markedet.
”Smv- og midtmarkedet er en del af erhvervslivet, som vi føler os godt placeret på. Og med Morten om bord er det et område, vi nu kan sætte os endnu mere på,” siger Brian Rasmussen, administrerende direktør i Grant Thornton, om ansættelsen.
Det er ikke hvem som helst, Grant Thornton nu får ind i folden. Morten Høgh-Petersen var således en af drivkræfterne bag genoprettelsen af KPMG på dansk grund, efter at det ’gamle’ KPMG blev overtaget af konkurrenten EY i 2014.
I KPMG-regi har han desuden været revisor for en række techstartups samt været leder af husets revisionsafdeling for midtmarkedet.
Morten Høgh-Petersen har altså indgående erfaring med den del af dansk erhvervsliv, hvor startups og iværksættere florerer. Og det er den primære årsag, han peger på til spørgsmålet, hvorfor han har taget springet fra big four til laget under.
”Jeg brænder for det nationale marked og for de ejerledede smv’ er. Det er bestemt interessant og spændende at arbejde for de store virksomheder, men personligt er jeg meget optaget af de ejerledede virksomheder i smv-segmentet. Derfor glæder det mig at blive en del af en virksomhed, der har det som fokus,” siger han.
Big four går mod store virksomheder
Jobskiftet skriver sig ind i en større tendens, hvor flere revisionshuse i underlaget af big four, såsom BDO, Martinsen, Redmark, RSM og Baker Tilly, gør klar til at gå efter især mindre virksomheder for at få flere kunder om bord, som InsideBusiness har beskrevet i flere omgange.
Intetsteds ses tendensen tydeligere end hos Beierholm, der på baggrund af endnu et rekordregnskab – hvor revisionshuset tilmed kunne skrive sig ind på listen over de fire største revisionshuse målt på omsætning – forbereder sig på at sætte sig endnu tungere på de små og mellemstore virksomheder.
Parallelt med dette sætter PwC, Deloitte, EY og KPMG i stigende grad jagten ind på de store kunder. Således er flere af de største børsnoterede virksomheder i C25-indekset at finde i big four-husenes kundekarteloger, som Berlingske forleden kunne vise.
Indsatsen kommer i kølvandet på, at flere big four-huse i den seneste tid enten har frasolgt eller omstruktureret sine geografiske indsatser. Deloitte valgte sidste år at frasælge sit kontor i Esbjerg til BDO som led i et større fokus på det nordiske marked.
Ifølge Morten Høgh-Petersen viser tendenser som disse, at revisionshuse som Grant Thornton får større muligheder for at gå efter kernevirksomheder inden for smv- og midtmarkedet.
“Det er en interessant markedsudvikling, der foregår lige nu. Og personligt passer Grant Thornton mig rigtig godt. Vi står nemlig i en situation, hvor de største revisionshuse primært koncentrerer sig om de store virksomheder, og hvor vi samtidig oplever, at mange smv’er mangler revisorer. Altså opererer vi i et meget spændende marked med betydelige vækstmuligheder,” siger Morten Høgh-Petersen.
Brian Rasmussen er enig. Ifølge ham har Grant Thornton gode kort på hånden, fordi midtmarkedet efterhånden søger mod de rådgivere og revisorer, som kan tilbyde en full-house servicepalet, der ikke udelukkende har med regnskabserklæringer at gøre, og hvor man som kunde har én kontaktperson, der kan håndtere de fleste ting.
For Brian Rasmussen er det kvaliteter, der kendetegner Grant Thornton, og som skal sikre, at revisionshuset vækster på det marked.
”I Grant Thornton ønsker vi at være tæt på dem, der former Danmark. Vi er meget bevidste om, at størstedelen af dansk erhvervsliv består af smv’er. Det er et felt med et væld af kompetencer og egenskaber, som vi kan styrke og videreudvikle. Så længe vi har med personer og virksomheder at gøre, der viser en integritet og seriøsitet, vil vi gerne rådgive dem, selv om de er en startup eller ikke er meget store,” siger Brian Rasmussen.
KPMG: Vi går ikke væk fra smv’er
Morten Høgh-Petersen er ikke den eneste, der over årene har forladt KMPG.
Flere af revisionshusets equitypartnere stoppede således for lidt over et år siden, kunne InsideBusiness berette dengang.
Det skete i kølvandet på tidligere topchef og seniorpartner Morten Mønsters exit af personlige årsager.
Klaus Rytz, der er partner, bestyrelsesformand og leder af KPMG’s afdeling for midtmarkedet, er dog fortrøstningsfuld ved, at huset stadigvæk har en solid forretning trods flere partneres exit.
Af den grund mener han heller ikke, at for eksempel Morten Høgh-Petersens afgang vil efterlade store huller i revisionsdelen.
”Vi sætter holdet, som det nu skal sættes. Og det er klart, at hvis vi mangler nogen på et bestemt område, kigger vi rundt i markedet for at finde ud af, om vi kan tiltrække nogle. Det samme sker hos andre revisionshuse, og det er et vilkår i nutidens branche; partnere skifter fra et sted til et andet,” siger Klaus Rytz.
Hvad angår smv-markedet, erkender Klaus Rytz, at KPMG’s markedsandel her ”samlet set er meget lille”, og at man mærker en tiltagende konkurrence fra både store og mindre revisionshuse.
Trods det ønsker man på ingen måde at gå væk fra det segment, lyder meldingen. Fordi markedet er så bredt, kommer KPMG dog til at gå mere fokuseret til værks og skrue op for andre ydelser end de ’klassiske’ revisionsopgaver såsom rådgivning for at være der, ”hvor vi kan gøre en forskel”.
”Vi ser også, at der er flere om buddet på de mindre virksomheder, og at konkurrencen derfor er stor på den del af markedet, hvor konkurrenterne både er de mindre og mellemstore revisionshuse samt de øvrige big four. Der har vi valgt at sige, at vi helst skal matche virksomheder af en vis størrelse eller kompleksitet, for at vi bedst kan tilbyde vores ydelser inden for rådgivning og revision,” siger Klaus Rytz og tilføjer:
”Vi skal være større på det marked, men vi skal ikke være størst. Vi skal være der, hvor det giver mening. Det er også den dialog, vi har med virksomhederne og vores partnere internt i KPMG; vores aftryk på det marked skal afspejle den værdi, vi kan skabe for kunderne.”
Andre big four-spillere vil ind hos smv’er
Meddelelsen fra de andre big four-huse lyder ligeledes, at trods den intensiverede jagt på de store kunder er det ikke, fordi man på den måde vil underprioritere smv-markedet.
Hos PwC fortæller Mogens Nørgaard Mogensen – der forleden takkede af som administrerende direktør efter 13 år på posten, men som stadig vil sidde i stolen frem til tronskiftet 1. oktober – at man også gerne vil sætte sig tungere på smv’erne. Et budskab, som han før har givet udtryk for til InsideBusiness efter Deloittes frasalg af Esbjerg-kontoret.
Af den grund vil PwC gerne vækste sin andel med 8-10 procent om året, siger han. Dog skal det ske med måde, og som udgangspunkt kommer huset ikke til at gå efter de allermindste kunder.
”Vi har længe sagt, at vi har en ambition om og arbejder benhårdt på at øge vores andel inden for det, der hedder middle market samt blandt større smv-kunder. De allermindste kunder kan bedre få deres behov dækket hos andre udbydere. Men vi tror stadig på, at vi kan være relevante for de større virksomheder, der ligger i smv-segmentet og middle market.”
”Vi skal gerne være der i markedet, hvor vi kan bruge bredden af vores kompetencer. Det kræver som regel, at man skal lidt længere op i størrelse end de kunder, som andre konsulent- og revisionshuse har,” siger Mogens Nørgaard Mogensen.
EY er klare i mælet om at ville øge sin andel af store kunder, hvor man blandt top-100 har en markedsandel på 27 procent. De er ligeledes interesserede i at få flere mindre virksomheder ind i folden, og i den strategi vil man ikke på forhånd udelukke selskaber baseret på størrelsen.
”I min optik er der plads til alle, og konkurrence er godt for alle, hvad enten den kommer fra big four eller andre spillere i markedet. For vores vedkommende er det mere business as usual – vi ryster ikke på hånden over, at konkurrencen øges,” siger Jan C. Olsen, administrerende direktør i EY.
For Deloittes part ønsker man at komme op på 25 procent i markedsandel inden for det midtmarkedet, og at man kan øge sin andel med 5 procent inden for smv’er, fortæller Christian Jensby, administrerende direktør i Deloitte.
Dog erkender han, at Deloitte ikke kan være relevant for samtlige i det segment, og at man ikke kommer til at gå efter alt og alle. I stedet vil Deloitte hellere fokusere på at være noget for nogle færre og bringe alle kompetencer i spil.
“Ud over at vi er gode til at tiltrække de nødvendige medarbejdere og talenter, har vi en meget bred kompetencepalet inden for relevante ydelsesområder, der gør, at vi kan skabe et nært og tillidsbaseret forhold til virksomhederne. Det er især de to ting, der skal sikre os større markedsandele, både for de store og de mindre virksomheder,” siger Christian Jensby.
Læs mere
Revisorkæmpe i rekordvækst – foretager strategiske ændringer i forretning
Revisionsgigant skifter ud i nøgleposter og skærper fokus på nordisk marked
Revisionskæmpe sætter skub i konsolidering med opkøb af mindre hus
Udskiftninger i toppen ruller ind over revisionsbranchen. Gigant melder nu også om generationsskifte
Større banker er stadig guldæg for revisorer. Især to huse fører nu i feltet
Mindre revisionshuse oplever stabil fremgang og vækst. Opkøbslyst melder sig hos flere