Per holten web1

Inside story

Rivegilde på CBS: Rektor dropper Danske Bank bag om bestyrelsen

CBS med rektor Per Holten-Andersen i spidsen opsagde al fremtidigt samarbejde med Danske Bank i kølvandet på hvidvaskskandalen uden at informere sin bestyrelse om den drastiske beslutning.

Den københavnske uddannelsesinstitution CBS’ bramfri beslutning om at droppe alt fremtidigt samarbejde med skandaleramte Danske Bank truer nu med at kaste skolen ud i en regulær ledelseskrise.

InsideBusiness erfarer således fra flere centrale kilder, at CBS med rektor Per Holten-Andersen sendte den opsigtsvækkende meddelelse om et stop for nye samarbejder med landets største bank ud i den brede offentlighed uden opbakning fra en samlet bestyrelse.

Hovedparten af CBS’ bestyrelsesmedlemmer var sågar ikke engang informeret om, at skolen havde tænkt sig at tage et så drastisk skridt i brug i forsøget på at lægge afstand til Danske Banks centrale rolle i den meget omfattende sag om hvidvask i Estland.

”Vi har derfor besluttet, at CBS ikke vil indgå nye samarbejder med Danske Bank, før der udpeges en ny topledelse, og denne har vist, at den gennem kritisk dialog med omverdenen vil søge at genskabe den tabte tillid til banken,” lød det i meddelelsen fra Per Holten-Andersen.

Den eneste i bestyrelsen, der var blevet taget i ed, og som havde set de formuleringer på forhånd, var formand Karsten Dybvad, der til daglig er direktør i Dansk Industri. De øvrige bestyrelsesmedlemmer fik først nyheden, samtidig med at den rullede hen over diverse nyhedsmediers hjemmesider om formiddagen den 9. oktober.

Flere medlemmer, som InsideBusiness har været i kontakt med, udtrykker dyb undren over, hvorfor CBS’ daglige ledelse ikke valgte at informere sin bestyrelse om, at man havde konkrete planer om at lægge sig ud med en af landets største virksomheder, der samtidig er en aktør, der hvert år modtager talrige kandidater fra netop CBS.

”Det kan i sig selv være fint, at man bryder for at samarbejde med Danske Bank fremover. Men det er under al kritik, at man ikke har hørt bestyrelsen i en så vigtig sag,” forklarer et menigt bestyrelsesmedlem, der ønsker at være anonym.

I takt med at InsideBusiness har kontaktet flere medlemmer af CBS-bestyrelsen, har den populære skole gjort det meget klart over for de enkelte medlemmer, at de på ingen måde må udtale sig til pressen. I stedet skal al kommunikation gå gennem CBS’s rektor, Per Holten-Andersen, der i et skriftligt svar via sin kommunikationsansvarlige afviser at uddybe CBS’ synspunkter om Danske Bank, ligesom rektoren ikke har ønsket at svare på, hvorfor man ikke har informeret bestyrelsen i den drastiske beslutning.

”Jeg henviser til vores pressemeddelelse, som du kan finde her. Den dækker også det, som CBS ønsker at sige i sagen,” skriver pressechef Mikael Koldby i en mail til InsideBusiness.

Trods flere henvendelser har det ikke været muligt at få yderligere kommentarer fra CBS.

DI-boss var taget i ed

Ifølge flere centralt placerede kilder var den eneste i CBS-bestyrelsen, der vidste besked om det forestående brud med Danske Bank, DI-topchef Karsten Dybvad. Hverken han eller Per Holten-Andersen har dog bragt oplysningerne videre til den øvrige CBS-bestyrelse, der blandt andet tæller tidligere Irma-topchef Alfred Josefsen samt CBS-professor og formand i Finanstilsynet David Lando.

Over for InsideBusiness ønsker Alfred Josefsen ikke at udtale sig om CBS’ brud med Danske Bank, men henviser i stedet til enten rektor eller Karsten Dybvad. Det samme gør flere andre medlemmer, mens Mette Morsing blot nøjes med at konstatere, at hun på ingen måde ønsker at udtale sig om sagen.

Ifølge InsideBusiness’ oplysninger har flere medlemmer af CBS’ bestyrelse efterfølgende krævet en redegørelse fra Karsten Dydvad om forløbet.

Flere kilder peger over for InsideBusiness på, at DI-bossen gennem længere tid har været en indædt kritiker af Danske Bank og hele forløbet omkring hvidvaskskandalen i Estland, men det vides ikke, hvorvidt Dybvad også var fortaler for, at CBS skulle tage det drastiske skridt,at lægge al fremtidigt samarbejde med landets største bank på is.

 

LÆS MERE

Her er topchef-kandidaterne til Danske Bank

Handlingslammet Danske Bank-formand. Hvidvasksagen vil hærge længe endnu

De lange knives nat i Danske Bank. Har formanden fejlet?

Sort september for Danske Bank, hvor stor bliver udrensningen?

Hvem overtager Danske Bank, hvis Borgen mister jobbet?