Det er velkendt, at direktørerne i forsikringsbranchen hæver en lukrativ løn sammenlignet med andre brancher. Det var også tilfældet i 2023, selv om der var markante udsving i forhold til 2022. Det fremgår af selskabernes nyligt offentliggjorte vederlagsrapporter.
I denne artikel vil vi på InsideForsikring gå forsikringsdirektørernes vederlag igennem for 2023.
Man kan først og fremmest konkludere, at forskellen mellem top og bund er stor. Øverst ligger Trygs nye topchef, Johan Kirstein Brammer, der scorede en årsløn på over 15 millioner kroner. Her skal det nævnes, at Brammer først tiltrådte som øverste chef i juni 2023, hvilket afspejler sig i lønnen. Til sammenligning modtog tidligere topchef Morten Hübbe over 23 millioner kroner for hele 2022. Det bliver spændende at se, om Brammer har udsigt til samme niveau i de kommende år.
Hos Tryg har bestyrelsesformand Jukka Pertola denne kommentar til InsideForsikring:
“Som anført i Trygs aflønningsrapport for 2023, vurderes direktionsmedlemmernes løn ud fra deres organisatoriske ansvar, erhvervserfaring, præstation, kompetencer og markedsvilkårene. Johan Kirstein Brammers løn for 2023 bestod dels af løn som CCO, dels af løn som CEO, da han overtog denne stilling den 1. juni 2023. Johan Kirstein Brammer har i sin tidligere stilling som CCO medvirket kraftigt til at levere på Trygs finansielle og strategiske målsætninger. Både i forbindelse med de almindelige lønreguleringer og i forbindelse med hans tiltrædelse som CEO har vi primært anvendt benchmark op mod C25-selskaberne, ligesom vi har benchmarket op mod en afgrænset gruppe af europæiske forsikringsselskaber.”
I den modsatte ende af tabellen finder man Kim Nielsen fra HF Forsikring, der med en præmieindtægt på 50 millioner kroner placerer sig blandt de mindste selskaber på listen. Kim Nielsens årsløn landede på 1,6 millioner kroner.
I samme ende af tabellen finder man Sejr Christensen fra Fiskernes Forsikring, der modtog en årsløn på 1,7 millioner kroner. Det samme niveau lå Klavs Birkelund fra Forsikringsselskabet Vendsyssel på sammen med Per Guldbrandsen fra Storstrøm Forsikring. Et selskab, der for andet år i træk leverede et tocifret millionunderskud. Det voldsomme vejr og ikke mindst stormfloden i efteråret kostede dyrt på bundlinjen og resulterede i den højeste skadesprocent i selskabets historie.
Markant løft til Alm. Brand Group-chef
Tilbage i toppen rykker Rasmus Werner Nielsen fra Alm. Brand Group ind på en andenplads med en årsløn på over 14 millioner kroner. En pæn fremgang sammenlignet med 2022, hvor Werner Nielsen fik 12 millioner kroner. I et skriftligt svar til InsideForsikring fortæller Alm. Brand Group om lønstigningen på omkring 2 millioner kroner.
“Baggrunden for ændringen fra 2022 til 2023 er, at Alm. Brand Group i dag er en helt anden virksomhed end tidligere, og aflønningen skal stå i rimeligt forhold til de stillede opgaver og de pågældendes ansvar. Opkøbet og integrationen af Codan er en kompleks opgave og har pålagt Rasmus Werner Nielsen mere ansvar, hvilket skal afspejle sig i lønnen.”
Peter Hermann dykker i løn
På tredjepladsen kommer Topdanmarks Peter Hermann, der i 2023 blev slået af Rasmus Werner Nielsen, der altså overtog andenpladsen fra Hermann. Her er det bemærkelsesværdigt, at Topdanmarks topchef gik markant tilbage i løn fra 13 millioner kroner i 2022 til 10 millioner kroner i 2023.
Om tilbagegangen skyldes en minimal præmievækst på små 3 procent eller en combined ratio, der steg fra 82,4 procent til 85,6 procent, er uvist. Meldingen fra Topdanmark selv lyder sådan her:
“Topdanmarks aflønningsstruktur, der er omtalt i såvel årsrapport som på selskabets hjemmeside, er tilrettelagt med henblik på at optimere den langsigtede værdiskabelse på koncernniveau samt sikre sammenfald mellem ledelsens, selskabets og aktionærernes interesser. Lønnen for den administrerende direktør er et forhold mellem pågældende og bestyrelsen i Topdanmark, der har fastsat niveauet på baggrund af markedsvilkårene, ansvar, erhvervserfaring, resultater og kompetencer. Ud over det, der allerede oplyses i vores vederlagsrapport, som ligger frit tilgængeligt for alle, har vi ikke yderligere kommentarer.”
Kigger man i Topdanmarks vederlagsrapport, udgør det forsikringstekniske resultat 25 procent af beregningen af, hvor stor en STI-bonus Peter Hermann skal have. Et resultat, der i 2023 faldt til lidt over 1,5 milliarder kroner fra næsten 1,8 milliarder kroner i 2022.
Allan Luplau næsten en halv million op
På fjerdepladsen kom LB Forsikrings Jan Kamp Justesen, der sikrede sig en årsløn i 2023 på 5,4 millioner kroner mod 4,4 millioner kroner året før.
Herefter kommer Allan Luplau fra Sygeforsikringen ‘danmark’, der steg fra 4,6 millioner kroner til 5 millioner kroner sidste år. En stigning, der kom i et år, hvor Sygeforsikringen ‘danmark’ kom ud med et underskud på over 300 millioner kroner på det forsikringstekniske resultat og en combined ratio på næsten 110 procent.
Selv begrunder selskabets bestyrelsesformand, Flemming Orth, lønstigningen sådan over for InsideForsikring:
“Hos Sygeforsikringen ‘danmark’ er målet ikke et forsikringsteknisk overskud, men en høj tilbagebetaling til medlemmerne på mindst 90 procent af deres kontingent. Bestyrelsen er særdeles tilfreds med direktionens indsats, og aflønningen er baseret på bestyrelsens konkrete vurdering, der naturligvis er fortrolig. For 2024 udgør reguleringen i øvrigt 3,7 procent.”
Lønstigning trods underskud
En anden profil, der sikrede sig en lønfremgang trods finansielle udfordringer, var Frank Abel fra Sønderjysk Forsikring (snart Forsia Forsikring), der gik fra 4 millioner kroner til 4,8 millioner kroner trods et underskud på over 70 millioner kroner og et fald i præmieindtægterne på næsten 5 procent. Her skal stigningen muligvis ses i lyset af frasalget af erhvervsporteføljen til Gjensidige og selskabets strategi om at blive landsdækkende og ramme 1 milliard kroner i præmieindtægter inden for et par år.
Den næste på listen er Dennis Rene Petersen fra Thisted Forsikring, der modtog en samlet årsløn på 4,6 millioner kroner. Det høje beløb skyldes, at Dennis Rene Petersen fratrådte sin stilling efter 14 år som administrerende direktør for det nordjyske forsikringsselskab. I fratrædelsesgodtgørelse modtog Dennis Rene Petersen 2,4 millioner kroner.
Længere sydpå i det nordjyske finder man Himmerland Forsikring, hvor administrerende direktør Ole Færch sikrede sig en pæn lønfremgang fra 2,1 million kroner i 2022 til 4,2 millioner kroner sidste år, hvor Himmerland Forsikring kom ud med et forsikringsteknisk overskud på 55 millioner kroner.
Stigning efter første år i direktørstolen for GF Forsikring
Overordnet set er tendensen altså lønfremgang til langt de fleste forsikringsdirektører. Også hos GF Forsikring steg Mark Palmberg fra 3 millioner kroner i 2022 til 3,8 millioner kroner sidste år, hvor selskabet løftede sine præmieindtægter med 7 procent. GF Forsikring oplyser, at årsagen til Mark Palmbergs lønstigning er, at han først blev udnævnt som administrerende direktør i maj 2022. 2023 var altså det første hele år, hvor han har fået vederlag som øverste mand for GF Forsikring.
Fremgang var der også til Anders Hestbech fra Købstædernes Forsikring. Han gik fra 4 millioner kroner til 4,4 millioner kroner sidste år, hvor Købstædernes Forsikring havde en præmievækst på 5,8 procent, men også et forsikringsresultat på minus 34 millioner kroner.
Lønnen stiger i takt med forsikringsselskabets størrelse
Selv om der generelt er tale om høje lønninger, er det tydeligt, at forsikringsgiganternes topchefer hiver en tungere løn hjem sammenlignet med resten af branchen. Senioranalytiker ved Sydbank, Mikkel Emil Jensen, har tidligere fortalt til InsideForsikring, at lønnens størrelse og det ansvar, der påhviler ledelsen, hænger sammen.
Derfor vil man typisk se, at lønnen stiger i takt med forsikringsselskabets størrelse. De høje lønninger hos de store skal naturligvis også ses i den kontekst, at bestyrelsen skal kunne tilbyde en konkurrencedygtig løn, hvis man skal have en chance for at tiltrække de dygtigste kandidater.
Mikkel Emil Jensen påpeger, at de mindre selskabers øverste ledere følger pænt med på lønnen, hvis man sammenligner selskabernes størrelse og indtægter:
”Relativt til præmierne er det dog typisk, at lønningerne er højere hos de mindre forsikringsselskaber i forhold til de store, da lønnen stadig skal være en direktør værdig for et selskab, der trods alt omsætter for 100+ millioner kroner.”
Det er værd at nævne, at der i de samlede vederlag indgår ting som fri bil, pension og andre goder.
Læs mere
Topmæglerprofil rykker op, mens spekulationer om opdeling af WTW tager til
Pensionsbranchen sover: Der skal langt mere krisestemning og innovation i forsvarsinvesteringerne
Lavere omkostninger på vej: Se de dyreste og billigste pensionsselskaber
Pædagogernes Pension rykker tættere på valg af it-leverandør
Mangeårig pensionsalliance slår revner
Pensionsselskab vil sikre fremtiden med ny satsning
Sådan klarer pensionsselskaberne sig på afkast. Bæredygtighed halter stadig
Se vindere og tabere på kundesiden blandt ærkerivalerne Velliv, PFA og Danica
Kontroversiel dom på pensionsområdet åbner potentielt for ny konkurrence fra pensionskasser
Tre år er tabt på afkastsiden for visse pensionsselskaber
Pensionsbranchen står dybt splittet om storpolitisk stillingtagen og investering i atomvåben