At det måtte blive et topchefjob underlagt finsk overherredømme, stod klart fra starten for Peter Hermann som topchef i Topdanmark. For allerede da Peter Hermann tiltrådte i februar i 2018, sad Sampos nuværende ceo, Torbjörn Magnusson, for enden af bordet som bestyrelsesformand i Topdanmark. Så på den måde var retningen for Peter Hermanns virke og Sampos kommende overtagelse af Topdanmark allerede at syne i horisonten.
Alligevel er det blevet til seks år og syv måneder i spidsen for Topdanmark Group for Peter Hermann. En tid, hvor Topdanmark har fastholdt sin profil som velindtjenende forsikringsselskab, men alligevel synes kørt noget agterud af Tryg på markedspladsen. Samtidig har der været eksempler på uheldige strategiske beslutninger, der i dag belaster Topdanmark som forretning.
I den forbindelse er det værd at være særlig opmærksom på lige præcis Peter Hermanns baggrund. Han kommer nemlig fra en stilling i pensionsbranchen. Han er aktuar og er født ud af PFA, hvor han senest var direktør for aktuariat og sundhed fra 2014 til 2016, inden han tiltrådte som direktør for Topdanmark Livsforsikring, hvor han var fra 2016 til 2018.
Lige præcis perioden i Topdanmark Liv var præget af, at pensionsselskabet faktisk havde en høj vækst, som i høj grad var drevet af, at det hurtigvoksende pensionsmæglerhus APC havde Topdanmarks pensionsprodukter på hylderne. Og man valgte at gå ud med så konkurrencedygtige priser, at APC-kunderne strømmede til Topdanmark Liv på bekostning af blandt andre AP Pension, som ikke leverede nær så gode priser. De øvrige store pensionsselskaber PFA, Velliv og Danica ønskede dengang ikke at stille gode priser over for APC.
Så aftalen med APC har nok hjulpet Peter Hermann til at skifte pensionsjobbet ud med topchef for Topdanmark. Allerede på det tidspunkt var Topdanmark Liv nemlig en slags enfant terrible hos Topdanmark, der flere gange sonderede markedet for et frasalg af pensionsselskabet.
Alligevel valgte Peter Hermann den noget mystiske strategi at integrere Topdanmark Liv i Topdanmarks skadesforretning og gik til investorerne og markedet med budskabet, at det var en supergod idé at integrere pensionsselskabet med Topdanmarks skadesforsikringsforretning, fordi der var gode synergier ved den model.
Branchefolk rystede på hovedet
Det var noget, som branchefolk rystede på hovedet ad. De fleste mente nemlig, at det ikke giver nogen reel strategisk mening at lave krydssalg mellem skadesforsikring, som typisk købes af husstanden, og så pensionsydelser, der i det danske system typisk købes via arbejdsgiveren eller i banken.
Sampo har som eksempel for længst valgt at forlade pensionsforretning til fordel for et klart fokus på skadesforsikring.
Alligevel blev et tæt sammenvævet pensions- og skadesforsikringsselskab en del af Topdanmark og Peter Hermanns narrativ, på trods af at man i kulissen barslede med et salg af Topdanmark Liv, som imidlertid var udfordret af, at man sad med en svært salgbar gennemsnitsrenteforretning.
Kimen til yderligere problemer opstod øjensynligt, da man begyndte at sammenkøre it-systemerne mellem Topdanmarks skadesforretning og pensionsdelen, for hvad vil der så ske, når/hvis de to systemer skulle splittes igen. Tilbage i 2019 lancerede Topdanmark et storstilet it-projekt fra Keylane med både pension og forsikring i sig.
I dag er it-problemerne blevet en slem hovedpine for Peter Hermann. Som beskrevet i InsideForsikring har Nordea som køber af Topdanmark Liv været næsten helt fraværende i de store udbudsrunder over for PFA, Danica, Velliv og AP Pension, til trods for at Nordea Liv glimrer med flotte afkast – og at det er et år med kamp om storkunderne i pensionsbranchen.
Problemet er fortsat, at it-systemerne stadig ikke er på plads. Hidtil har Topdanmark meldt ud, at man har indgået en aftale om en ekstraregning på 195 millioner kroner til Nordea som følge af miseren. Som beskrevet i InsideForsikring skyldes det blandt andet, at Topdanmark kom til at love, at data ville blive leveret som cloudbaseret til Nordea, hvilket i praksis er en yderst vanskelig it-manøvre.
Det er også værd at bemærke, at det fremgår af Sampos aktuelle købstilbud på de udestående aktier til Topdanmark i FinansWatch, at købet af Topdanmark falder til jorden, hvis ”rimeligt underbyggede og dokumenterede krav” i en potentiel tvist mellem Topdanmark og Nordea ryger op over 1,075 milliarder. kroner.
Det tyder dog ikke på, at det bliver relevant med så store krav fra Nordeas side . Men uanset hvad, er og bliver det dog en pinlig affære for Peter Hermann.
Bliver Dansk Sundhedssikring en god forretning for Sampo?
Det andet store issue for Peter Hermann er, om hans køb af Dansk Sundhedssikring (Oona Health) for 2,25 milliarder kroner vil vise sig at være en god investering.
Spørger man rundtom på markedet, synes prisen høj. Ikke mindst i lyset af at det seneste regnskab for Dansk Sundhedssikring i InsideForsikring viser visse svaghedstegn. For selv om man løftede præmieindtægterne fra 612 millioner kroner i 2022 til 707 millioner kroner, var overskuddet ca. det samme, mens det forsikringstekniske resultat landede på 87,8 millioner kroner mod 127 millioner kroner i 2022.
Også erstatningsprocenten udviklede sig i en negativ retning og steg fra 60,6 procent i 2022 til 71,4 procent i 2023, hvilket fik combined ratio til at lande på 87,6 procent mod 79,2 procent i 2022.
Så spørgsmålet er, om ikke kapitalfonden AnaCap gjorde en rigtig god handel, da man solgte sundhedsforsikringsselskabet på blandt andet en mulig svensk vækststrategi, som kan blive svær for Topdanmark at nå i mål med.
Allerede nu har Topdanmark været ude at bedyre, at Oona Health A/S efter købet fortsætter som en selvstændig virksomhed med Topdanmark som en aktiv ejer og samarbejdspartner. Blandt andet fordi AP Pension og Købstædernes Forsikring har slået sig noget i tøjret over at skulle lave forretning med en spiller, der har en konkurrent som ejer. Nu må vi se, hvordan parterne vil reagere på, at Sampo jo nok bliver den ny partner, man skal lave forretning med.
Men selv om der tydeligvis er begået fodfejl af Topdanmark i forbindelse med salget af Topdanmark Liv, og at prisen for Oona Health kan blive svær at regne hjem, hvilket kan falde tilbage på Peter Hermann, så er det værd at vende tilbage til Hermanns oprindelige rolle i Topdanmark.
For i hele hans tid som topchef har Sampos ledelsesrepræsentanter været tungt placeret i Topdanmarks bestyrelse, og de må have kigget ham over skulderen i forbindelse med både salget af pensionsselskabet og købet af Oona Health.
Og selv om det er lidt trist for dansk skadesforsikring, at Sampo jo nok ender med tage de udestående aktier i Topdanmark og således fuldt overtage den hæderkronede danske virksomhed, så har et dansk ejerskab været tabt på forhånd, lige siden Sampos folk først begyndte at købe aktier i Topdanmark under Christian Sagilds ledelse for en del år siden.
Dengang kunne man fra bestyrelses- og ledelsessiden under administrerende direktør Christian Sagild og bestyrelsesformand Michael Pram Rasmussen have forsøgt mere for at forsvare fanen om dansk ejerskab – og måske have fået danske investorer med som modpol til If/Sampo, men det skete ikke.
Nu er løbet for længst kørt – og Peter Hermann står til at indtage rollen som viceadministrerende direktør i et fusioneret If/Topdanmark, hvis eller når opkøbet går igennem.
En rolle, som nok ikke adskiller sig så meget fra den position, han begyndte med.
Læs mere
Mystiske sammenfald: PET advarer om ildspåsættelse og sabotage
Pensionsbranchen sover: Der skal langt mere krisestemning og innovation i forsvarsinvesteringerne
Lavere omkostninger på vej: Se de dyreste og billigste pensionsselskaber
Pædagogernes Pension rykker tættere på valg af it-leverandør
Mangeårig pensionsalliance slår revner
Pensionsselskab vil sikre fremtiden med ny satsning
Sådan klarer pensionsselskaberne sig på afkast. Bæredygtighed halter stadig
Se vindere og tabere på kundesiden blandt ærkerivalerne Velliv, PFA og Danica
Kontroversiel dom på pensionsområdet åbner potentielt for ny konkurrence fra pensionskasser
Tre år er tabt på afkastsiden for visse pensionsselskaber
Pensionsbranchen står dybt splittet om storpolitisk stillingtagen og investering i atomvåben