;
ChristianBaltzer-JL-6956

Redaktørens analyse

Alm. Brands opkøb kommer under lup – Baltzers tid ser ud til at rinde ud

Alm. Brand holder fortsat kortene tæt til kroppen om, hvem der skal tegne forretningen, når opkøbet af Codan er på plads. Alt tyder dog på, at det bliver uden Codan-topchef Christian Baltzer. Svaret kan komme i disse dage, hvor første deadline for konkurrencemyndighedernes godkendelse lander.

Vurderingen er entydig i den danske forsikringsbranche og blandt landets headhuntere: Codan-topchef Christian Baltzer er fortid som topchef i Codan, når Alm. Brands milliardopkøb af selskabet ventes at gå igennem inden alt for længe.

Alm. Brand og den øvrige forsikringsbranche fik torsdag eftermiddag det første pip fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Konkurrencemyndighedernes blåstempling er den sidste knast, der skal høvles af, inden Alm. Brand formelt kan overtage konkurrenten Codan for 12,6 mia. kr.

Efter reglerne har konkurrencemyndighederne 25 hverdage til at godkende fusionen eller beslutte at sende fusionen i en fase 2, hvor en særskilt undersøgelse bliver sat i gang. De 25 dage udløb i dag, torsdag.

Sidst på eftermiddagen meddelte Alm. Brand, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har valgt at sende fusionen i en fase 2. Med andre ord har konkurrencemyndighederne vurderet, at det kræver grundigere analyser for at vurdere, at handlen ikke hæmmer den effektive konkurrence til skade for eksempelvis andre virksomheder eller forbrugerne..

Det betyder, at Alm. Brand må væbne sig med tålmodighed. Det samme må store dele af markedet, som længe har sukket efter en udmelding om det fremtidige direktionshold i Alm Brand. Bliver det Alm. Brands topchef Rasmus Werner Nielsen, Codan-topchefen Christian Baltzer eller en helt tredje, der skal tegne butikken fremover? Og hvordan sammensættes resten af ledelsen og ikke mindst: Bliver der plads til nogle af Codan-folkene?

Det svar får vi først, når Alm. Brand har fået grønt lys af myndighederne, oplyser Alm. Brand. Forventningen hos forsikringsselskabet er, at myndighedernes godkendelse lander i løbet af foråret.

Werner Nielsen er storfavorit

Alle pile peger dog på, at Alm. Brands topchef Rasmus Werner Nielsen sætter sig på posten som topchef i det nye Alm. Brand. I hvert fald hersker der i branchen ingen tvivl om, at Rasmus Werner Nielsen vil holde fast i posten med næb og klør, og han er da også manden bag en bemærkelsesværdig transformation fra en tvivlsom strategi som finansielt supermarked, til frasalg af bank og pensionselskab og opkøbet af Codan. Ingen kan beskylde Rasmus Werner Nielsen for at sidde på hænderne.

Han er derimod ikke kendt for at være den mest vennesæl topchef i forsikringsbranchen. Det er i hvert fald ikke gået ubemærket hen, hvordan store dele af direktionen i Alm. Brand er blevet udskiftet, siden Rasmus Werner Nielsen overtog posten formelt i sommeren 2020.

Alm. Brand-topchefen nyder angiveligt stor respekt fra sin bestyrelse. Men opkøbet af en konkurrent på samme størrelse med Alm. Brand selv er unægtelig et stort sats for både Rasmus Werner Nielsen og Alm. Brand, og derfor hersker der heller ingen tvivl om, at han er pisket til at levere på de lovede synergier for at holde alle i bestyrelsen glade.

Presset er allerede stort, fordi opkøbsplanerne har lagt massivt pres på Alm. Brands aktiekurs. Og presset på aktiekursen er ikke blevet mindre af, at Alm. Brand har været nødt til at sælge aktier for et betydeligt større beløb end virksomheden selv er værd for at finansiere opkøbet. Det har gjort ondt på aktiekursen, nok mere end bestyrelsen havde forventet.

Codan-topchef giver hint om udenlandsk fremtid

Det helt store spørgsmål er, om Codan-topchef Christian Baltzer har en fremtid i det nye Alm Brand. I branchen og i headhunter-kredse forventer de fleste, at Christian Baltzer hverken får en plads eller har en interesse i at blive en del af ledelsen i det nye Alm. Brand. Derfor ligner det unægtelig et farvel til Codan-topchefen så snart, konkurrencemyndighederne giver grønt lys til handlen. At både Codan og Alm. Brand holder fremtiden for Codan-topchefen tæt til kroppen, handler formentlig om, at Christian Baltzer vil være en lame duck, hvis hans fremtid allerede afsløres nu.

En kattelem kan dog være, hvis Codan skal videreføres som selvstændigt brand og forretning efter opkøbet. Det har ingen af parterne dog meddelt noget om, men det er ikke usandsynligt, at handlen rummer en aftale om det.

Samtidig er det værd at bide mærke i et interview, som Christian Baltzer gav til Børsen for få uger siden, som kan indikere, at Codan-topchefen så småt er begyndt at overveje sin fremtid. I interviewet blev Christian Baltzer spurgt, hvor han ser sig selv om ti år.

“Det kunne sagtens være i udlandet. Jeg har en amerikansk kone, så jeg kunne godt se mig selv tage tilbage til USA. Opgaven så jeg gerne handle om noget transformativt, hvor man i højere grad bruger data og viden, som skal få en organisation til at performe. Om virksomheden er i finanssektoren eller ej, er mindre vigtigt for mig nu, end det var for ti år siden,” lød svaret fra Christian Baltzer.

Det svar kan man så tygge på hos headhuntere og andre, der kan være interesseret i en erfaren finansmand.

Hvad skal Alm. Brand ofre?

Hvis vi vender blikket mod konkurrencemyndighedernes behandling af fusionen, er forventningen i branchen, at fusionen i sidste vil blive godkendt.

Det står nu klart, at det ikke bliver i første hug, men vil kræve en længere proces – måske med tilsagn. Handlens størrelse taget i betragtning, havde det også være en overraskelse, hvis fusionen var løbet glat igennem – ikke mindst belært af forløbet omkring Alka-handlen. Især Alm. Brands erhvervsforretning i en fusion med Codans kan måske få blive der, hvor skoen trykker. Fakta er i hvert fald, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen for tiden har blikket stift rettet mod konkurrencen indenfor skadesforsikring.

Til Trygs store frustration lod konkurrencemyndighedernes godkendelse af Alka-handlen vente på sig i næsten et år. Og for at få handlen godkendt måtte Tryg give tre tilsagn. Blandt andet blev Tryg tvunget til at opgive en række lukrative opsigelsesgebyrer i fem år, ligesom en række partneraftaler mellem Tryg og Alka ikke måtte være eksklusive i fem år.

Om Alm. Brand vil blive afkrævet ofre for at handlen går igennem, vil tiden vise. Det er dog til Alm. Brands fordel i processen, at selskabet ikke bliver nummer et på nogen som helst forretningsområder med opkøbet af Codan. Og Alm. Brand vil selv efter købet være mindre end Tryg var, inden Tryg købte Alka. Det kan tale for, at de tilsagn, som Alm. Brand eventuelt vil skulle give, bliver ret milde.

Læs mere

Topdanmarks fremtid er oppe i luften – og det kan give dønninger

Forsikringskæmpers slingrekurs på lønsikring undrer

Uro om Tesla-forsikringer: Stort dansk selskab i kovending

Her er forsikringsbranchens guldæg og smertensbørn

Lukrative bilforsikringer: Selskaber beholder næsten halvdelen af præmierne

Hårdt forsikringsmarked fortsætter med stigende priser. Ofte må mæglere afvise udbud

Alm. Brands store Codan-satsning har vind i sejlene

Hårdt udskilningsløb i forsikringsbranchen: Grønne biler er kamppladsen

Forsikringsselskaber tørner sammen med pensionsbranche i ophedet SUL-debat

Halvvejs inde i 2021. Her er vinderne og taberne i forsikringsbranchen

Forsikringsselskaber på slingrekurs med kontroversielt forbud

Nøgleprofiler forlader Codan til fordel for konkurrent