Direktøren for brancheorganisationen Forsikring & Pension, Kent Damsgaard, har fået en møgsag af Danske Banks Danicas Pensions kommercielle direktør, Dorte Bilsgaard, som har været under beskydning i en række artikler i InsideBusiness.
Møgsagen er at forklare Finanstilsynet og alle andre, hvorfor personer, der har en pension, der er inaktiv eller under udbetaling, i nogle tilfælde skal betale dobbelt så meget for at få deres penge investeret af deres pensionsselskab som personer, der stadig sparer op til deres pension. Logikken i Danicas nye prisstruktur er udefra set tynd som et stykke tandtråd. Vistnok noget med nogle forsikringer, der også skal stige i pris.
Eksperterne er dog rimelig enige om det uheldige forløb. Det handler om, at pensionisterne skal pelses.
Ældre Sagen er ikke imponeret, og det er en organisation, som det er risikabelt at lægge sig ud med. Når direktøren, Bjarne Hastrup, ringer, smider partiledere og ministre, hvad de har i hænderne og spørger, hvormed de kan være til tjeneste. Hvis han ringer til Finanstilsynet, vil Louise Mogensen formentlig gøre det samme.
Danica kan såmænd godt forklare sig. Problemet er, at det kræver en halv aktuaruddannelse at forstå forklaringen, og at den for en lægmand er ulogisk. Set udefra burde personer, der har en pension under udbetaling, om noget slippe billigere, ikke dyrere. De har et beskedent rådgivningsbehov og er sikre som penge i banken for pensionsselskabet, da de yderst sjældent skifter til en konkurrent.
Kent Damsgaard har fået en håndgranat i hånden
Kent Damsgaard har altså fået en håndgranat foræret. Bjarne Hastrup, en minister eller en partileder kan trække splitten og forlange øget lovregulering af pensionsbranchens prissætning. Det er den slags håndgranater, Kent Damsgaard får løn for at have mellem hænderne.
Hvorfor pensionsbranchen vil lægge arm med Ældre Sagen, er et åbent spørgsmål.
Det en af landets mest indflydelsesrige interesseorganisationer. Den har høj troværdighed, en medlemsgruppe, som ingen politisk beslutningstager overlever at vende ryggen til, og stor gennemslagskraft i den offentlige debat. Derudover kan Ældre Sagen til enhver tid indtræde i rollen som talerør for pensionsbranchens kunder. Den organiserer så at sige kunderne, når de når den alder, hvor de skal have deres opsparing udbetalt. Det giver magt. Organisationen kan fylde sine medlemmer og omverdenen med tillid til pensionsbranchen. Og den kan fylde sine medlemmer og omverdenen med mistro til pensionsbranchen.
Apropos mistro. Danicas og andre pensionsselskabers manøvre har et skær af småfifleri over sig. Det er måske ikke småfifleri. Måske kræver det bare den her halve aktuaruddannelse at forstå den underliggende rimelighed. Men udefra set er vi ovre i samme afdeling, som visse dele af elbranchen gør sig i. Gebyrændringer, der er begrundet i forhold, som er uden anden logik, end kunderne så kan pelses. Sære prismodeller, der er syltet ind i tilforladelige ord – som da elselskabet Modstrøm præsenterede sine’tillæg til tarifydelsen’ langt nede i en 109 sider lang pdf-fil.
Det er en 100 procent ærlig sag at vise købmandskab, så store kunder får en rabat, som mindre kunder ikke får. Men det er ikke en helt så ærlig sag, at kunder, der ikke længere indbetaler, og som ikke længere er god forretning at forkæle – kort sagt Ældre Sagens medlemmer – skal betale dobbelt op for at få investeret deres pensionsmidler i forhold til kunder, der stadig er forretning i at forkæle.
Ingen kan forlange, at pensionsselskaber skal have troværdighed som Højesteret. Men et stykke over elselskaber ville være fint.
Vil du læse Anders Heide og andre gode artikler hver uge i InsideBusiness, så skriv til Freja@ib.dk eller ring på 40117211 for et godt abonnementstilbud.
Læs mere fra Anders Heide
Den grønne omstilling har ramt en mur. Af realisme og resignation
En synder bekender: Jeg udtalte mig ”for voldsomt, for svulstigt og for negativt” om banksektoren
Hvad er krig? Nu har PFA svaret. Og 908 personer har reageret på LinkedIn
Hvad er krig? Den detalje skal pensionsbranchen måske arbejde lidt mere med
Grønt er godt. Sort er bedre. Pensionsbranchen står i et dilemma
