Sort Samvittigheds dybe slag i mellemgulvet

I Sort Samvittigheds tredje forestilling blandes elementer fra kabaret, dragshow, burleske og musical sammen med et udsnit af 100 års dansk skønlitteratur. Karen Blixen, Inger Christensen og Naja Marie Aidt er blandt de forfattere, der citeres. Tekstuddragene veksler mellem det korte kampråbsagtige og det lange, og der både synges, råbes og tales i forestillingen.

Det er alt sammen meget underholdende og en næsten vanedannende måde at få serveret skønlitteratur på. Da jeg cyklede fra Betty Nansen Teatret på premiereaftenen den 8. marts, var det syngende: ”Jeg har gjort mit hjerte stort / og venter dig / mellem vægge, mellem gulv og loft”. Ordene er taget fra et digt af Pia Tafdrup, som i forestillingen er lavet om til en sukkersød popsang, som indleder og afslutter forestillingen.

Det er måske svært at fornemme på skrift, men i forestillingen er det svært ikke at høre ”mellem gulv” som ”mellemgulv”. Og kender man til Elisa Kragerups produktioner, ved man, at hun er en sofistikeret sprogbruger og mesterlig til at fremhæve detaljer. Hvert eneste ord tæller og har betydning for helheden. Intet er tilfældigt.

Det kan derfor ikke være et lykkeligt tilfælde, at netop det digt er valgt som ramme for aftenens fortælling om ’forholdet’ som fortalt og levet erfaring.

’I et forhold med Sort Samvittighed’ er nemlig ikke kun et stykke teaterkunst skabt til at være nær erotisk pirrende for bogorme og sprognørder. Det er teater, der taler med og til hele kroppen. Publikum skal røres helt ind i hjertet og mærke stød og kilden i mellemgulvet, mens vi fra vores trygge sæder får lov at spejle os i, hvad det vil sige at være forelsket, blive forrådt og forladt.

Med hjertet uden på tøjet

De fem skuespillere på scenen eller ’kærlighedskrigerne’, som de så fint er blevet kaldt andetsteds, har bidt sig fast i min hukommelse med deres udseende, mimik og kropssprog.

De er oversminkede på en måde, man normalt kun ser i queermiljøer (eksempelvis kabaret, drag og burleskeshow, red.), hvor køn og grænser er flydende.

I første akt er skuespillerne klædt i nærmest identiske kostumer. Dog har deres skørter forskellige farver, tekstur og volumen, hvilket understreger, at hver karakter bringer sin egen kærlighedshistorie på scenen.

Deres ansigter er udsmykket med fjer og similisten, der giver associationer til shamanisme, heksekunst og primitive kulturer.

Der er en legende løssluppenhed i kostumerne, skabt af scenograf og kostumier, Ida Marie Ellekilde. Det overdrevene feminine udtryk står i kontrast til de vilde parykker med farverige fjer og sminken; mascaraen løber ned ad kinderne, og næseblodet maler overlæberne og læberne røde. De ligner ærlig talt nogle, der har været oppe at slås, og som man helst ikke ville løbe ind i en sen nattetime.

For at vende tilbage til legen med det kvindelige er der for mig at se noget enormt sørgeligt ved at tage et køn og dets dertilhørende stereotyper så tydeligt på sig, som kvinderne på scenen gør det. Man kan nærmest ikke blive mere ’kvinde’ end med højt hårlakket hår, falske øjenvipper, malede læber, stramtsiddende tøj og struttende skørter.

Der er en dobbelthed i denne magt over blikket. På scenen illustreres det med hjertet syet på kroppen kjolerne og krigerisk sminke som panser. Urørlig og usårlig og klar til at blive opløst hvert øjeblik, det skulle være.

Forestillingen viser, hvordan det at bære sit hjerte uden på tøjet kan være både en styrke og en svaghed.

Elisa Kragerup er detaljens mester

Foruden den visuelle iscenesættelse er det i de sproglige detaljer i monologerne og dialogerne, at forestillingen imponerer og lokker sit publikum ind.

Man mærker tydeligt Elisa Kragerups aftryk på produktionen. Hun er fænomenalt dygtig til at fortolke litterære tekster og omsætte dem til scenen. I de bedste af tilfældene hæver tekstuddragene sig over forlæggene, bliver til deres eget og føjer til det univers, der er Sort Samvittighed.

Desværre føres der ikke meget nyt til de vredeste af teksterne, og magien udebliver.

Pause?

At man har valgt at inddele forestillingen i to akter, er jeg helt uforstående overfor. Ikke kun fordi anden akt er væsentlig kortere end første akt.

Pausen bryder et flow, og det føles voldsomt at blive revet ud af ens oplevelse på den måde. Og som publikum bruger man unødig energi på at komme ind i forestillingen og ind under huden på karaktererne igen.

Mit sidste kritikpunkt har mere med formidlingen af forestillingen at gøre end Sort Samvittigheds arbejde.

På Betty Nansen Teatrets hjemmeside skriver de: ”Forspil. Forhold. Vedligehold. Udhold.”, hvilket skaber en forventning om et kronologisk forløb. Det var, hvad min ledsager forventede, da hun satte sig ned i sædet på parketgulvet. Men det er langtfra tilfældet.

Forestillingen er bygget op som en kollage, og indholdet er fragmentarisk præsenteret. Vi går for eksempel fra berusende forelskelse til mordtanker over den anden kvinde og tilbage til forelskelsens højdepunkt. Min ledsager var derfor skuffet og følte, at der manglede noget, selv om hun var stærkt underholdt og gik opløftet derfra.

Snyd ikke dig selv

Alligevel anbefaler både min ledsager og jeg en tur til Elisa Kragerups arbejdsplads, Betty Nansens Teatret.

Skuespillerne er stærke sammen som en uigennemtrængelig enhed og formår til stadighed at være et modspil til alt det parcelhuspæne, der falder inden for klar kategori.

Sort Samvittighed er ikke som andre og et helt unikt indslag på den danske teaterscene.

Jeg er blevet introduceret til Sort Samvittighed gennem denne forestilling, og gik derfor glip af både ’Tove! Tove! Tove!’ i 2015 (om forfatteren Tove Ditlevsen, red.) og ’Hvid magi’ (om sangeren og sangskriveren Anne Linnet og hendes musik, red.), som startede det hele tilbage i 2011.

Det kan jeg godt være ked af, for de to forestillinger er grunden til, at Sort Samvittighed i dag har en stor og trofast fanskare. Faktisk solgte forestillingen 40 procent af de billetter, der til salg, før emnet overhovedet var på plads! Fem måneder før premieren! Den slags sker aldrig inden for teatret!

Man bør ikke snyde sig selv for oplevelsen at lade sig tæve igennem forholdets mange faser af Sort Samvittighed.

Af Mille Højerslev Nielsen

 

LÆS OGSÅ

Guide til kvinder i kunsten

Boganmeldelse: Kampen om fremtidens kunstige intelligens

Sådan kan ledelse løfte danske lokalområder

Økonomer kan også tage fejl

En let introduktion til digitale valutaer

Hvordan glemte vi at leve et meningsfuldt liv?

‘Fuck it, ship it’ er mere end et one-night stand