I begyndelsen af sommeren løftede Stadil-familien sløret for, at familiens shipping-aktiviteter med rederi Thorco i spidsen bløder voldsomt.
Store nedskrivninger og pressede fragtrater har givet anledning til store tab i familiens rederieventyr, men da Stadil-klanen i en kort pressemeddelelse redegjorde for den alvorlige situation blev det ikke fortalt, hvor slemt det egentlig står til.
En omfattende gennemgang som InsideBusiness har foretaget af familiens shippingkoncern afslører således, at de to primære selskaber i familiens rederi-imperium Thorco Shipping og Sofia Shipping begge kæmper for overlevelse.
Alvoren står lysende klart allerede i revisionshuset PwC’s gennemgang af Sofia Shipping, hvorigennem Stadil-familien ejer langt hovedparten af de projektskibe, der udgør rygraden i firmaets rederi.
”Selskabet har en betydelig negativ egenkapital og selskabet vil ikke være i stand til at afvikle deres gældsforpligtelser. Der er på nuværende tidspunkt ikke indgået aftale med kreditorer og kapitalejer om eftergivelse af gæld eller tilførsel af yderligere kapital. Regnskabet er aflagt under forudsætning om fortsat drift, hvilket vi på dette grundlag ikke finder passende,” skriver PwC’s to revisorer, der samtidig har påklistret regnskabet en afkræftende konklusion, hvilket i revisorsprog betegnes som ”det røde lys”, hvor revisor ikke kan stå inde for et eller flere centrale punkter i regnskabet.
Økonomisk set må Sofia Shipping da også siges at være i noget ilde forfatning, da selskabet efter et tab på over 400 millioner kroner sidste år har tabt hele sin egenkapital, der nu er negativ med næsten 300 millioner kroner.
Også selve Thorco Shipping tabte omkring 400 millioner kroner sidste år og har ligesom søsterselskabet en negativ egenkapital. Det selskab er ifølge PwC ligeledes truet på livet, og revisorerne skriver således, at man er sårbar over for eksempelvis uforudsete krav, da selskabet vil have meget svært ved at kunne betale dem.
Boks: Sagen kort
Familien Stadil har i en årrække været aktive inden for shipping via rederiet Thorco Shipping.
Rederiet er aktiv inden for projektlast, men har været hårdt ramt af faldende fragtrater og skibspriser de senere år.
I 2016 spaltede familien sine aktiviteter i to selvstændige enheder, nemlig Thorco Shipping og Sofia Shipping.
Tidligere på sommeren løftede familien Stadil lidt af sløret for, at man havde tabt omkring 600 mio. kr. på sin shipping-forretning i 2016.
Det fulde billede er dog langt mere dystert, og i regnskaberne for de to Stadil-selskaber, der udgør rygraden af familiens shippingimperium, fremgår det, at begge virksomheder reelt kæmper for overlevelse.
I Sofia Shipping er situationen så alvorlig, at revisor rejser de røde flag i form af en afkræftende konklusion.
De store problemer kommer samtidig med, at Stadil-familien er fanget i en bitter strid med en række tidligere ansatte herunder den fyrede Hummel-direktør Søren Schriver og erhvervsmanden Morten Ernst.
Hænger på forpligtelser for milliarder
Dyster læsning og for familien Stadil må situationen da også betegnes som meget alvorlig. Selvom familiens shipping-imperium er opdelt i en række forskellige enheder og ikke konsolideret i et enkelt holdingselskab, giver Stadils selskab Thornico et godt billede af problemets omfang.
I noterne her fremgår det således, at Thornico-koncernen, der ud over shipping også omfatter familiens ejerskab af blandt andet Hummel og en større aktiepost i æggebakkeproducenten Brdr. Hartmann, har afgivet en række omfattende forpligtelser i forhold til familiens shipping-forretning.
Stadil-familien tynges blandt andet af en række købs- og garantiforpligtelser til blandt andet partnere, banker, finansielle spillere og andre rederier for knap 900 mio. kr.
Ydermere hænger familien på lejekontrakter på en række skibe for næsten 1 mia. kr., og Stadil-familien må således sande, at deres mangeårige shipping-eventyr nu har lagt sig som en sort sky over den ellers så succesfulde familiekoncern.
Koncernen blev delt i to
Oprindeligt var de to virksomheder Sofia Shipping og Thorco Shipping samlet i et selskab, men Stadil-familien valgte for nogle år siden at splitte koncernen i to. Det skete ud fra et ønske om at have de kommercielle rederiaktiviteter i en enhed, mens selve ejerskabet af familiens mange projektskibe blev lagt over i Sofia Shipping.
Den omstrukturering har dog indtil videre ikke afhjulpet de økonomiske udfordringer i koncernen, hvor især likviditeten i skrivende stund er under stort pres. Samtidig fremgår det af regnskabet fra Thorco Shipping, at man fortsat hæfter for en række krav fra de oprindelige kreditorer.
”Selskabet har stillet garanti for flere selskaber under koncernen. Ydermere hæfter selskabet solidarisk for alle krav fra de kreditorer, der eksistererede før spaltningen af virksomheder og ikke blev afslutte efterfølgende,” fremgår det af noterne for Thorco Shipping.
Ramt af en stribe krav
De omfattende problemer i Stadils shippingforretning sker samtidig med, at familien er blevet hvirvlet ind i en bølge af tvister med en række tidligere medarbejdere.
Mest velkendt er striden med den bortviste Hummel-direktør Søren Schriver, der efter mere end 20 i år spidsen for tøjkoncernen blev fyret og efterfølgende angrebet for rullende kameraer. Den opsigtsvækkende sag har dog ramt familien Stadil som en boomerang, for umiddelbart efter den spektakulære fyring kom det frem, at Schriver langt fra er den eneste tidligere samarbejdspartner, som Stadil-familien er røget i totterne på.
Den nu forhenværende Hummel-direktør blev oprindeligt anmeldt til SØIK (Bagmandspolitiet), men siden er sagen blevet overdraget til Østjyllands Politi.
”Vi har valgt at sende sagen videre, da vi som et led i de senere års ændringer i SØIK har ændret på kriterierne for, hvilke sager, vi beskæftiger os med. Og her vurderede vi, at sagen ikke havde den kompleksitet, som kræves for at vi tager den,” siger øverste chef for SØIK Morten Niels Jakobsen.
Mens SØIK nu har sendt sagen videre i systemet har Søren Schriver og hans advokat Finn Schwarz fra Horten gennem længere tid forsøgt at presse familien Stadil til at tage stilling til, hvorvidt de vil fremsætte et økonomisk krav mod den bortviste direktør. Det har Stadil-familien dog ikke ønsket, og i stedet skal Christian Stadil nu forholde sig til et krav fra sin tidligere topchef på omkring 15 millioner kroner.
”Der er indtil videre ikke blevet fremsat noget krav, og man har fra Stadils side heller ikke tilkendegivet, at man vil komme med et,” siger Finn Schwarz.
Deloitte i centrum for bitter strid
Mens det opsigtsvækkende slagsmål med Schriver nu skal afvikles i retten, er Stadil-familien samtidig fanget i en bitter strid med erhvervsmanden Morten Ernst.
Han solgte oprindeligt et firma til Stadil-familien og arbejdede samtidig for familiens virksomhed Sanovo i Asien gennem en årrække. Ifølge Morten Ernst og hans advokat Henrik Sanders fra Mazanti-Andersen Korsø Jensen blev Morten Ernst fyret, da han efter en årrække i koncernen krævede at få udbetalt sin bonus, som var afhængig af udviklingen i koncernen.
Derfor har han nu valgt at trække Thor Stadil i retten med et krav på omkring 60 millioner kroner, da det var Stadil-familiens mangeårige overhoved, der i sin tid indgik aftalen med Morten Ernst.
Siden har Thor Stadil dog overdraget hele ejerskabet og forvaltningen af familieformuen til sønnen Christian, men det ændrer ikke på, at Morten Ernst stadig føler sig godt og grundigt snydt.
Stridens kerne er, at Stadil-familien ikke mener, Morten Ernst overhovedet har ret til nogen bonus, da man her har den opfattelse, at selskabet slet ikke har leveret de resultater, der kan retfærdigøre en bonus.
Derfor er revisionshuset Deloittes afdeling i Odense, der er udpeget af Stadil-familien, nu blev sat til at lave en omfattende opgørelse af de økonomiske nøgletal, men den proces er indtil videre svært forsinket. Det var således meningen, at Deloitte skulle aflevere et brugbart svar inden ferien, men indtil videre har revisionshuset ikke været i stand til det.
InsideBusiness har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Christian Stadil, men både han og faderen Thor Stadil har flere gange understreget, at man har tænkt sig at blive ved med at holde hånden under rederiforretningen.
LÆS MERE
Bitter strid og oppustede værdier i Stadils shippingimperium