;
Parken web

Inside story

Nordea nervøs for kriseramt underholdningskoncern

Storbanken Nordea er alvorligt bekymret for sit udlån til kriseramte Parken Sport & Entertainment ser gerne, at aktionærerne skyder et trecifret millionbeløb i koncernen i begyndelsen af 2021.

10 år efter at børsnoterede Parken Sport & Entertainment gav kreditafdelingen i Nordea alvorlige panderynker, ringer alarmklokkerne nu igen i den københavnske underholdningskoncern.

Parken styrer nemlig mod et dundrende underskud på over 300 mio. kr. i år, og med en gæld på over 1,2 mia. kr., et stort byggeprojekt i Vestjylland samt et markant fald i indtægterne er situationen nu så alvorlig, at Nordea er af den opfattelse, at selskabets aktionærer gerne skal komme med yderligere kapital eller styrke Parkens finansielle grundlag på andre måder.

Det erfarer InsideBusiness fra en række centralt placerede kilder.

Udmeldingen fra Nordea kommer efter længere tids dybt fortrolige forhandlinger mellem banken og Parkens tre hovedaktionærer, hvoraf tidligere Saxo Bank-ejer Lars Seier Christensen købte sig ind i koncernen så sent som i foråret 2019.

Ifølge InsideBusiness’ oplysninger er en af mulighederne, at Parkens tre storaktionærer, der ud over Seier også tæller de to jyske erhvervsfolk Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen, senest 1. februar stiller garanti om at skyde 250 mio. kr. ind i klubben.

En tanke er at man med garantier fra de store ejere i ryggen kan gå til aktiemarkedet og polstre sig eksempelvis via en større emission, hvor en stor del af indskuddet allerede vil være sikret. Der er dog andre måder at polstre selskabet på, men i skrivende stund giver det ikke meget mening eksempelvis at kigge på at sælge aktiver fra, da covid-19 vil medføre markant lavere priser på de fleste aktiver.

Samtidig ser banken gerne, at ledelsen med formand Bo Rygaard i spidsen og ejerne i den kriseramte fodboldkoncern udarbejder en udførlig plan for, hvordan man har tænkt sig at manøvrere gennem de kommende 6-12 måneder, hvor mange af Parkens forretningsben, herunder fodbolden og badelandet Lalandia, fortsat ser ud til at være hårdt ramt på indtjeningen.

”Det er klart, at Parken må betegnes som en meget svær sag. Det er ikke længere et spørgsmål om, hvorvidt der skal yderligere kapital i selskabet, men hvornår,” forklarer en kilde med indgående kendskab til de igangværende forhandlinger mellem Parkens aktionærer og Nordea.

Ifølge Parkens egne regnskaber har man i år øget sin låneramme med 440 mio. kr., hvoraf de 240 skal bruges på at opføre endnu et badeland i Søndervig. Samtidig kræver det mange millioner at understøtte driften i koncernen, der alene i årets første måneder gav et underskud i samme størrelsesorden.

Fra Nordeas side har man hele tiden haft den holdning, at det finansielle grundlag i Parken skulle styrkes, i takt med at covid-19 eroderede selskabets indtjening, men manøvren har indtil videre været besværliggjort af, at Parkens tre hovedaktionærer har haft svært ved at nå til enighed med banken om en løsning.

Følger situationen tæt

Ydermere er situationen problematisk, da især Lars Seier Christensen overtog den mangeårige storaktionær LD’s aktier i marts 2019 til omkring kurs 100. I dag koster en aktie i Parken omkring 75 kroner efter et år med både økonomiske og sportslige udfordringer.

Samtidig har Parkens anden storaktionær, Karl Peter Korsgaard Sørensen, foretaget et større generationsskifte i sin private forretning, hvorfor hans børn i dag har overtaget mange af rigmandens aktiver, mens han selv sidder tilbage med aktierne i Parken.

Ifølge InsideBusiness’ oplysninger følges situationen i den københavnske underholdningskoncern nøje af rådgiverne bag den enorme amerikanske forvalter Fortress, der som InsideBusiness afslørede, var klar til at byde på aktierne i Parken i begyndelsen af 2019.

Dengang blev de amerikanske tilnærmelser blankt afvist af Parkens to jyske storaktionærer, mens LD efter et uskønt forløb, hvor selskabet selv forsøgte at afvise al snak om et tilbud, trak tæppet væk under den forklaring ved selv at erkende, at man var blevet kontaktet af de amerikanske investorer.

Hele investeringscasen er i dag noget anderledes end for to år siden, men det ændrer dog ikke ved, at amerikanerne og folkene bag stadig ser en mulighed for at skabe et solidt afkast, hvis man kan sælge badelandet Lalandia fra og i stedet fokusere på at modernisere og udbygge selve fodboldforretningen.

Nordea skriver i en mail til InsideBusiness, at man hverken kan eller vil kommentere kundeforhold, mens Lars Seier Christensen ikke er vendt tilbage på InsideBusiness’ henvendelser. Det samme gælder for Erik Skjærbæk.

Flere har hentet penge

Parken vil langtfra være den første børsnoterede virksomhed, der i kølvandet på covid-19 må gå til aktiemarkedet og bede om kapital. Store koncerner som Pandora, SAS, Bang & Olufsen har alle været ude at polstre sig på det seneste, men selv om især flyselskabet SAS og designklenodiet B&O også begge har været hårdt ramt af covid-19, er situationen i Parken alligevel unik.

Det skyldes, at koncernen er blevet ramt på en række fronter, hvor både indtægter fra fodbolden, koncerter og events, samt badelandet Lalandia har ligget underdrejet det meste af 2020 uden nogen indikation på, at der skulle være bedring på vej.

Det gør det umådelig vanskeligt for både Nordea og Parken at lægge den rette strategi, da ingen endnu ved, hvornår politikerne igen åbner landet i en sådan grad, at der igen kan komme tilskuere til fodboldkampe, koncerter mv.

For at kunne gå til aktiemarkedet og bede om kapital er man dog nødt til at have en klar strategi i baghånden, hvis de mange tusind småaktionærer skal bakke op med kapital, men indtil videre har det stort set været umuligt at lave en sådan, så længe Parken-ledelsen ikke har haft nogen klarhed over, hvornår man kunne forvente en normalisering af tingenes tilstand.

 

LÆS MERE

Giganter pisket på pengejagt

Parken afviser udenlandsk bejler

Parken-ejere smadrer amerikanske opkøbsdrømme

Rigmænd gør grin med børs og investorer 

Pengestærke investorer vil købe Parken