;
Xellia web

Inside story

Succesfuld rådgiver lander kæmpe mandat for pengetank

Danske FIH Partners har sammen med giganten Bank of America sikret sig opgaven med at hjælpe landets absolut største pengetank med at sælge en af sine virksomheder i en handel, der kan løbe op i 10 milliarder kroner.

Den enorme pengetank bag den børsnoterede medicinalgigant Novo Nordisk planlægger i al hemmelighed at frasælge en af sine største enkeltstående investeringer.

Under ledelse af den tidligere Moelis-chef Kasim Kutay har Novo Holdings ellers de senere år haft fuld fokus på at placere de mange milliarder, som man hvert år modtager fra Novo, men nu gør pengetanken i al hemmelighed klar til sit første store frasalg.

InsideBusiness erfarer således, at Novo Holdings anført af Kutay har hyret danske FIH Partners og Bank of America til at screene markedet for en køber til porteføljevirksomhede Xellia Pharmaceuticals, som Novo-ejeren købte af kapitalfonden 3i i 2013.

Dengang var der bred enighed om, at Novo Holdings betalte en alt for høj pris for den Amager-baserede antibiotikaproducent, og tiden i Novo-familien har da heller ikke været ren idyl, idet pengetanken kort efter overtagelsen måtte tage en markant nedskrivning som led i et strategiskifte, ligesom indtjeningen langtfra er vokset stabilt fra år til år.

2020 bød da også på et markant dyk i Xellias indtjening før renter og afskrivninger, der landede på blot 260 millioner kroner, hvilket var en klar tilbagegang sammenlignet med året før. Det ændrer dog ikke ved, at ledelsen i Xellia med den mangeårige topchef Carl-Åke Carlsson i spidsen tror på en betydelig forbedring i indeværende år.

Fremgangen på både top- og bundlinje kombineret med mange investorer og kapitalfodens enorme jagt på stabile aktiver, herunder it- og medicinalselskaber, har overbevist Novo-pengetanken, at man i bedste fald kan få op imod 8-10 milliarder kroner for Xellia.

Det kræver dog, at det lykkes FIH Partners og den amerikanske storbank at tiltrække et tilpas konkurrencepræget felt af bydere, der båder tæller kapitalfonde som Nordic Capital, Bain og Advent samt medicinalkæmper som Novartis, Pfizer og Landmark, der har fondene Francisco Partners og General Atlantic i ryggen.

Netop ønsket om at tiltrække stærke internationale strategiske købere samt kapitalfonde er årsagen til, at Novo Holdings har valgt kombinationen af en lokal rådgiver som FIH Partners, der har tætte bånd til en række lokale og regionale kapitalfonde, samt Bank of America, der skal forsøge at finde frem til de pengestærke industrielle aktører.

Sælger, når timingen er den rette

Hos Novo Holdings ønsker man af princip ikke at kommentere eventuelle salgsplaner, men direktør Kasim Kutay understreger, at man som udgangspunkt er en mere langsigtet investor end eksempelvis en klassisk kapitalfond.

”Novo Holdings er en langsigtet investor, der fokuserer på at skabe værdi på længere sigt. Derfor foretrækker vi at holde fast i vores investeringer i længere tid end klassiske kapitalfonde. Derudover er det værd at bemærke, at vi først begyndte vores satsning inden for området principal investments i dets nuværende form i 2016, hvorfor vi naturligt nok fortsat ejer mange af investeringerne i porteføljen,” lyder det fra Novo Holdings-direktøren.

Kasim Kutay peger dog på, at Novo-fonden ikke er bleg for at sælge, når timingen er rigtig og peger blandt andet på børsnoteringen af Synlab, hvor man solgte en del af sine aktier, samt salget af 40 procent i ERT.

Skulle have styr på strategien

Salget af Xellia tegner dog til at blive Novo-pengetankens første rendyrkede frasalg af samtlige aktier under Kasim Kutay, der kom til medicinalkæmpens ejer for præcis fem år siden. Opgaven dengang lød på at professionalisere den noget støvede pengetank, der i årevis havde haft mere karakter af en passiv investor, der havde svært ved at forrente de mange milliarder, som man hvert år modtager fra Novo.

Samtidig havde man under forgængeren, den tidligere Danske Bank-direktør Eivind Kolding, haft en noget flakkende strategi, hvor det udefra var svært at se, hvilken type investeringer Novo-ejeren egentlig gik efter.

Den del af strategien ser ud til at være lykkedes indtil videre, idet Novo Holdings de sidste fem år har gennemgået en omfattende professionalisering og samtidig har fået et langt skarpere investeringsfokus.

Det indebærer blandt andet, at pengetanken har diversificeret sine investeringer markant, så man i dag ud over medicinalindustrien og en række udvalgte finansielle aktieposter også har skruet gevaldigt op for investeringer i alt fra ejendomme til kapitalfonde.

Således har Novo Holdings blandt andet investeret tæt sammen med kapitalfonde som CVC, EQT, Cinven, hvoraf pengetanken også har foretaget co-investeringer i sidstnævntes to selskaber Synlab og Envirotainer.

Generelt er Kasim Kutay da også tilfreds med afkastet de senere år.

”Overordnet set er Novo Holdings investeringer i rigtig god form og skaber attraktive afkast, der både overgår de relevante benchmarks samt de afkastforventninger, som Novo Nordisk-fonden har. Det gælder både inden for life science og porteføljen under Novo Capital Investors,” lyder det fra den tidligere investmentbanker, der samtidig peger på, at selv om resultatet i 2020 var ud over det sædvanlige, kigger pengetanken i højere grad på afkastet over 5 og 10 år.

Problematisk investering

Det er dog ikke alle pengetankens partnerskaber med kapitalfonde, der har været lige heldige. Især købet af aktier i Nordic Capitals børsnoterede selskab Convatec har vist sig at være en dyr fornøjelse for Novo-ejeren.

Oprindelig betalte Novo Holdings anført af Kasim Kutay 8,7 milliarder kroner for en aktiepost på godt 20 procent i Coloplast-konkurrenten, men siden løb den børsnoterede virksomhed ind i en række udfordringer, der satte selskabets aktiekurs under voldsomt pres.

Allerede da Novo købte sig ind i den britiske medikokoncern, vakte handlen en del opsigt, idet man betalte omkring 260 kroner per aktie, efter at Convatec få måneder forinden havde haft en noget lunken børsnotering, hvor man landede helt i bunden af det kursinterval på 225-275 kroner, der på forhånd var meldt ud til aktiemarkedet.

I dag, mere end 4 år senere, handles Convatec fortsat til den kurs, som selskabet blev noteret til, og dermed har opkøbet indtil videre kostet Novo Holdings et urealiseret tab på over 1 milliard kroner.

Rådgiver rammer igen plet

Der har gennem de senere år været en del rygter om, at andre købere, herunder EQT, har vist interesse for Novo Holdings’ aktier i Convatec, men indtil videre er de forskellige sonderinger ikke blevet konkrete.

Det er til gengæld processen med salget af Xellia, der i bedste fald kan have fundet en ny ejer inden årsskiftet.

Især for FIH Partners er opgaven for Novo Holdings endnu en understregning af, at investeringsbanken gang på gang formår at snuppe de helt store lukrative mandater trods stigende konkurrence fra udenlandske M&A-huse, der ofte kan prale af et noget dybere sektorfokus end mange af de hjemlige rådgivere.

Alene i de sidste 12 måneder har den uafhængige M&A-rådgiver blandt andet stået bag salget af Jacob Holm, køledivisionen i Axcel-selskabet Nissens, Fertin Pharma samt de tidligere Ørsted-folks salg af 25 procent af managementselskabet bag Copenhagen Infrastructure Partners.

FIH Partners har ikke ønsket at kommentere deres rolle i forbindelse med salget af Xellia.

 

Læs mere

Kriseramt kapitalfond jagter oprejsning med vigtigt frasalg

Rådgivere kæmper om prestigefyldt M&A-mandat

Sky kapitalfond øjner kæmpe frasalg

Kapitalfonde sætter tidligere Mærsk-selskab til salg

Her er sommerens store M&A-handler

M&A-koryfæ er fortid i revisionsgigant

Markant tilbagegang i storbanks prestigeafdeling