Det er langtfra almindeligt, at en kapitalfond må kaste håndklædet i ringen og sende et opkøbt selskab under konkursbehandling.
Især ikke når det sker, mindre end 18 måneder efter at man overtog virksomheden.
Ikke desto mindre skete det i sidste uge, hvor landets næststørste kapitalfond, Polaris, måtte meddele omverdenen og sine investorer, at Grindsted-virksomheden Sealing System nu er taget under konkursbehandling.
Den overraskende udmelding kommer, efter at kapitalfonden i foråret 2023 købte hovedparten af aktierne i den jyske virksomhed i en handel, der værdisatte selskabet til omkring 180 millioner kroner.
Overtagelsen skete blandt andet med hjælp fra advokatgiganten Gorrissen Federspiel og konsulenthuset Implement, men både de og Polaris ser nu ud til at måtte erkende, at man ikke har gjort sit hjemmearbejde godt nok.
InsideBusiness erfarer således, at der fra Polaris’ side ikke er planer om at rejse krav mod de aktionærer, der solgte Sealing System til kapitalfonden og fortsat er en del af den daglige ledelse i koncernen.
I stedet har fonden nu mere eller mindre afskrevet sin investering som et tab, og nu er det så op til de øvrige kreditorer at forsøge at sikre deres tilgodehavender.
Forrest i køen af kreditorer står Sydbank, der har leveret selve finansieringen, da Polaris købte Grindsted-selskabet. Men også Danske Bank er involveret, da man ifølge årsregnskabet for Sealing System står for at levere finansiering til selve driften af virksomheden.
Samlet set er gælden i koncernen på knap 100 millioner kroner, hvoraf Sydbank er klart den største kreditor og derfor også har stået for at udpege den ene af boets to kuratorer, nemlig Mikkel Winther Løgsted, der er partner ved Kammeradvokaten Paul Schmith.
Han ønsker dog ikke at kommentere sagen yderligere, da han netop er blevet udpeget.
”Jeg har endnu ikke fået chancen for at danne mig et overblik. Det er vi i fuld gang med, og det tager noget tid. Derfor kan jeg ikke sige noget på nuværende tidspunkt, men det er korrekt, at Sydbank har stået for finansieringen og derfor har udpeget mig som kurator,” siger han.
Sydbank er dog ikke den eneste kreditor, der er kommet i klemme i Grindsted-virksomhedens overraskende konkurs.
Ud over Kammeradvokaten er partner ved Holst Advokater Henrik Steen Jensen også udpeget som kurator – han er udpeget af de to forsikringsselskaber Allianz og Tryg.
”Indtil videre ved vi ikke mere, end hvad ledelsen og Polaris har udtalt, så jeg kan ikke kommentere sagen yderligere. Nu må vi kigge på tingene og få dannet os et overblik,” lyder det fra kuratoren.
Få tab trods presset indtjening
Konkursen i Sealing System kommer noget overraskende, ikke kun fordi det sker, så kort tid efter at Polaris købte sig ind i selskabet, men også fordi det trods et sværere økonomisk klima er yderst sjældent, at en kapitalfond må smide nøglerne til en investering på den måde.
Ganske vist har der været flere sager de senere år, herunder EQT’s Top Toy og Catacaps Mobylife, hvor det er endt med en konkurs, men som regel vil fondene undgå en tur i skifteretten.
Derfor ser man oftest, at en fond vil forsøge at sælge en kriseramt virksomhed videre efter pres fra kreditorerne, der vil forsøge at forsvare deres udestående.
Det er tidligere set herhjemme med blandt andre Nordic Capitals salg af henholdsvis Sportmaster og Bladt Industries, mens storbanken Nordea som beskrevet I InsidePrivateEquity i øjeblikket forsøger at finde en køber til Altors kriseramte fodervirksomhed Hamlet Protein, hvor man har et trecifret millionbeløb i klemme.
Dog lyder meldingen fra de fleste større banker herhjemme, at man trods stigende renter og flere pressede brancher generelt har været forskånet for de helt store nedskrivninger og tab, selv om mange kapitalfondes opkøb er blevet presset på indtjeningen de senere år.
Læs mere
Banker genopliver betændt debat: Vil have udvidet revisionspligt for virksomheder
Slutspil om Finans Danmarks toppost er i gang
Finans Danmark står ved en skillevej. Hvem tager stafetten videre?
Politisk møde viser klar uenighed om bankernes rådgivning af kunder
Solen strålede over banktopmøde – men frustration over reguleringen spøger
Her er de mulige konsekvenser i sag om forbrugslånsbank
Større banker er stadig guldæg for revisorer. Især to huse fører nu i feltet
Opgør tager form: Regeltyranni mod banker har taget overhånd
Revisorkrav spreder sig som lynild i bankerne. Temaet er sprængfarligt