Politics industry

Kultur

Strategiguruen over dem alle viser vejen til genrejsning af det amerikanske demokrati

Strategiguruen over dem alle viser vejen til genrejsning af det amerikanske demokrati. Michael E. Porter, manden bag udødelige strategiklassikere som ’Competitive Strategy’ og ’Competitive Advantage’, har sammen med medforfatter Kathrine M. Gehl taget det politiske system i USA under kærlig behandling.

Forfatterne lægger ud med analogien om to unge fisk, der møder en ældre fisk, der spørger: ”Hvordan er vandet?”. Fiskene svømmer videre, og den ene spørger: ”Hvad helvede er vand?”. På samme måde er et politisk system. Vi omgives af det, men tager det samtidig for givet og tænker ikke over, at det kan ændres. Konsekvenserne kan ifølge forfatterne være enorme.

Bogens grundidé er enkel: Tag Porters klassiske Five Forces Frame Work, der normalt bruges til at beskrive en konkurrencesituation i en branche, og brug det til at analysere det amerikanske politiske system. Forfatterne kigger både på valgproceduren og på lovmaskineriet, en lovs vej fra idé til vedtagelse.

I del 1 belyses den politiske konkurrencesituation, og der bliver ikke lagt fingre imellem. I del 2 vises vejene til et forbedret valgsystem og lovgivningsmaskineri.

Fakta om bogen

Titel: The Politics Industry – How Political Innovation Can Break Partisan Gridlock and Save Our Democracy
Af: Kathrine M. Gehl & Michael E. Porter
Forlag: Harvard Business Review Press
Sprog: Engelsk
Sideantal: 256 sider
Pris: 290 kroner
ISBN: 9781633699236
5 af 6 stjerner

Situationen – et ødelagt spil med katastrofale konsekvenser

Der bliver skrevet meget om det amerikanske valgsystem. Konkurrenceanalysen er et frisk pust. Essentielt er der i USA tale om et duopol med demokrater og republikanere i en benhård konkurrence. Det politiske system er designet til at holde nye indtrængere ude. Lobbyister får større og større indflydelse i begge lejre. Polariseringen imellem partierne og vælgerne har aldrig været større.

Kapitel 2 opsummerer på glimrende vis ’spillets regler’. Regler, som spillerne selv sætter. Primærvalgsystemet tages under kærlig behandling, og det vises, hvordan systemet understøtter, at duopolets magt fastholdes. Forfatterne oplister mange af disse spilleregler og viser deres uheldige konsekvenser.

Kapitel 3 viser skarpt og nøgternt konsekvenserne af valgsystemet og lovgivningsmaskinen. USA er fuldstændig forsvundet fra eliten af OECD-landene, når det kommer til afgørende sammenligninger inden for områder som uddannelse, sundhed og personlig sikkerhed.

Vejen videre – politisk innovation af valgsystem og lovgivningsmaskine

Midtvejs i bogen sidder man en smule modløs tilbage som læser, men herfra begynder forfatterne at vise glimt af lys for enden af tunnelen.

Forfatterne trækker tydelige tråde helt tilbage til etableringen af USA. Der har været perioder, hvor valgsystemet og lovmaskinen har fungeret godt, men i store perioder har systemets evne til at producere problemløsende lovgivning været svag. Svage perioder er blevet mødt med politisk innovation, hvor selve valgsystemet og lovgivningsmaskinen innoveres.

Forfatterne mener, at tiden er moden til ny innovation. Der præsenteres og beskrives konkrete forslag som final-five-voting. En valgmetode, der sikrer, at der ikke vælges kandidater med lav opbakning.

USA er et fantastisk laboratorium, når det kommer til politisk innovation. Enkeltstater, eksempelvis Californien og Maine, arbejder lige nu med alternativer til de nuværende systemer. Forfatternes ideer er ikke taget ud af den blå luft. De er implementeret i nogle stater og nationer og viser gode resultater.

Som dansk læser bliver man klogere på udviklingen af USA som nation på grund af de fine historiske tråde, som forfatterne evner at trække igennem bogen.

Man får også en god forståelse for flere af de bagvedliggende årsager til udfordringerne i USA i dag. Og ikke mindst et fornyet håb.

AF Kasper Wittrup, KW@HILDEBRANDTBRANDI.COM | H&B | Hildebrandt & Brandi

LÆS OGSÅ

Nu ruller statsstøtten til medierne. Se dem, der modtager mest

Lykken er, når andre lykkes

Ufuldent kommunikationsbog scorer fire stjerner

Velux åbner vinduet

Sådan bliver du en superiværksætter

En virkelig brugbar bog om stresshåndtering

Lær at markedsføre som Elon Musk

Ledelsesteori overført til forældre: Genial tilgang til optimering af familielykke

Sådan leder du med inspiration fra de bedste

Innovationen rykker væk fra Silicon Valley

Blandet anmeldelse af Pikketys digre værk