JensRommer_cropped

Ugens Insider

Tidligere chef i Deloittes strategiben tilslutter sig nystartet konsulenthus med fokus på life science

Det nye konsulenthus Biobridge Partners, der fokuserer på strategirådgivning af life science-virksomheder, får nu selskab af tidligere chef for strategirådgivning i big four-huset Deloitte. Strategirådgivning, især inden for life science, ser ud til at blive et vækstpotentiale for branchen – og også Deloitte satser fortsat på at være førende inden for dette område.

En af de nye spillere på markedet for strategirådgivning af virksomheder opruster med yderligere kræfter. Det sker ved at snuppe en profil med cheferfaring fra big four.

Jens Rommer, den tidligere leder af Deloittes strategiforretning Monitor Deloitte, er nu at finde som partner og senior leder i det mindre konsulenthus Biobridge Partners, der specifikt arbejder med strategirådgivning inden for life science- og biotek-virksomheder.

Ifølge Jens Rommer selv var en af grundene til, at han valgte at tage springet fra Deloitte til Biobridge Partners, at der var store muligheder for at arbejde koncentreret med life science-industrien, som han havde indgående kendskab til i Deloitte-regi.

Det hjalp selvfølgelig også, at han kendte folkene bag det nye hus og blev imponeret over konceptet.

”Jeg blev tiltrukket af to af mine tidligere skarpeste medarbejdere, som grundlagde Biobridge Partners for tre år siden og har præsteret et stærkt aftryk i markedet, høj vækst og sammensat et stjerneteam inden for life science. Det er fundamentet, hvorpå vi bygger en unik og ny form for konsulentforretning,” siger han.

De to medarbejdere, der henvises til, er makkerparret Daniel Schmidt og Jonas Karlsen, der begge har en baggrund fra Monitor Deloitte.

Som henholdsvis senior manager og senior consultant havde de life science som hovedområde. I 2021 valgte de imidlertid at gå sammen og stifte Biobridge Partners med det formål at sætte sig tungere på det segment.

Selv om konsulenthuset stadig er nyt i markedet, er en række af de største life science-virksomheder allerede at finde i kundeporteføljen, blandt andre Novo Nordisk, Lundbeck, Leo Pharma og AstraZeneca.

Med Jens Rommer om bord går jagten ind på endnu flere kunder – danske som globale. Og her kommer den nye seniorleders erfaring til at spille en afgørende rolle.

”Vi har alle stor kontakt til de klienter, som vi hjælper, og jeg bringer bestemt mit netværk i spil. Dertil har jeg en stærk faglig ballast i strategigerningen og betydelig erfaring som konsulent, som jeg vil bringe i markedet, samtidig med at jeg som seniorleder får ansvar for at skalere Biobridge Partners’ forretning,” siger Jens Rommer.

Bestyrelsesformand i Biobridge Partners Nicolai Hesdorf, der ligeledes har slået sine folder i Monitor Deloitte som seniorpartner og Nordic lead, ser med glæde på, at Jens Rommer nu bliver en del af holdet i Biobridge Partners.

For ham giver det nemlig den nystartede virksomhed endnu flere muskler til at udvide forretningen både internt og eksternt.

”Jens skal være med til at udvikle forretningen yderligere. Vi har oplevet ekstremt stor vækst og succes med forretningen og den måde, som vi arbejder på. I takt med at vi har fået flere klienter både i Danmark og internationalt, har vi behov for en yderligere professionalisering af forretningen – og det skal Jens stå i spidsen for,” siger Nicolai Hesdorf.

Skal blive større

Life science har de senere år vist sig at være en vækstraket for Danmark, hvor især virksomheder som Novo Nordisk stadig trækker læsset for landets økonomiske fremgang.

Væksten betyder dog også, at mange selskaber inden for den branche begynder at få vokseværk og i stigende grad efterspørger hjælp til at udvikle strategier til de indre og ydre linjer – og dermed får behov for rådgiverydelser.

Samtidig er det en sektor, der gennemgår store forandringer inden for eksempelvis udvikling af personrettet medicin via AI. Forandringer, der stiller store krav til de konsulenthuse, der bliver hevet ind for at assistere med strategirådgivning.

Her har huse som Biobridge Partners gode vilkår, mener Nicolai Hesdorf.

”Det er et marked i vækst, og det er kendetegnet ved, at man virkelig skal kende til området – man skal kende til life science, biotek og farma, hvis man skal hjælpe virksomhederne. I de fleste andre industrier kan du i høj grad trække på viden fra andre parallelle industrier; det kan du ikke i samme grad med life science. Det er også derfor, vi har mange ansatte med baggrund inden for eksempelvis medicin, så de har de rette kompetencer til at rådgive selskaberne,” siger han.

Ifølge Jens Rommer er det netop medarbejdernes branchekendskab og specialiserede kompetencer, der gør Biobridge Partners attraktiv for virksomhederne – og som vil gøre, at konsulenthuset kan skille sig ud fra de store huse.

”Den mest markante forskel på os og andre strategikonsulenthuse er vores fokus på life science og hele dets økosystem. Vi har dybe sektorspecifikke kompetencer og et ensidigt fokus på denne industri, hvor andre huse er indrettet til at være tværindustrielle og tværfaglige, hvilket betyder at de blot har få seniorer og internationale eksperter med dybere forståelse for industrien,” siger Jens Rommer og tilføjer:

”Jeg er imponeret over, hvor langt vi er nået på tre år, og jeg tror, at vi har de rette betingelser for at vokse til en førerposition inden for strategi i life science. Jeg glæder mig meget til at få ansvar og bidrage til denne vækstrejse, hvor mine erfaringer kan komme stærkt i spil,” siger Jens Rommer.

Efter de seneste nøgletal at dømme, er konsulenthuset da også på vej mod en støt stigende vækst.

Regnskabet for 2023 viser således, at bruttoavancen blev løftet til 10,3 millioner kroner mod 4,3 millioner året før. Bundlinjen landede også på 3,2 millioner kroner – en stigning på lidt over 146 procent fra 1,3 millioner i 2022.

Selv om han ikke vil uddybe, hvad de videre vækstplaner er i kroner eller procenter, er det Nicolai Hesdorfs klare vision, at Biobridge Partners bliver større.

“Jeg ville være skuffet som bestyrelsesformand, hvis I ringer til mig om et år, og vi stadig ligger på samme størrelse som i dag. Så vi har en klar ambition om, at vi fordobler forretningen til næste år,” siger han.

Deloitte: Strategirådgivning og life science er essentielt

Konkurrencen inden for strategirådgivning er blevet intensiveret de seneste år, især blandt de store konsulenthuse.

PwC lancerede i 2019 strategirådgivningsbenet Strategy& specifikt for at udfordre MBB-husene Boston Consulting Group, McKinsey og Bain samt for at gå mere intensivt til værks i den del af markedet. Også Accenture og EY er med søsætningen af nye satsninger og strategier begyndt at bide deres konkurrenter haserne.

Under de store huse er en skov af små strategirådgivningshuse med mere eller mindre specialiserede ydelser og kundefokus dog også begyndt at blomstre. Clarity Partners, The Little Company og Atlab er blot nogle af de konsulenthuse, der er spiret frem, og som har specialiseret sig inden for strategirådgivning.

Fælles for flere af dem er, at de enten er stiftet af eller har hentet profiler fra MBB- og big four-husene.

Hos Deloitte giver Jens Rommers afgang ikke anledning til bekymring hos administrerende direktør Christian Jensby. Monitor Deloitte har stadigvæk en række chefer og partnere, der vil styrke det forretningsben, siger han.

Dog kommer der til at ske nogle finjusteringer, hvor nogle af fokusområderne vil blive sammenlagt. Det sker løbende i Deloitte med henblik på at samle indsatserne mere målrettet til gavn for kunderne.

”Vi slår to service lines sammen for at skabe en mere kritisk masse i vores strategiforretning. Vi tror, at der er et stort vækstpotentiale i det, fordi der nu kommer til at være en større bredde,” siger han og tilføjer, at de to nuværende seniorpartnere i spidsen for strategiforretningen – Anders Lund og Anton Koupenov – fortsat kommer til at være i front i det nye setup.

Christian Jensby er samtidig fortrøstningsfuld ved, at huset sagtens kan stå distancen, når det kommer til at være en førende spiller på strategirådgivning.

Det skyldes ikke mindst, at Deloitte gennem årene har oparbejdet en skare af funktionelle eksperter på kerneområder som cfo, procurement, supply chain og andre kommercielle områder hos de selskaber, huset har som kunder.

Resultatet er, at Deloitte som helhed og Monitor Deloitte specifikt fortsat kommer til at have stærke erfaringer i at rådgive klienterne hele vejen ned fra strategi til implementering og understøttelse, uddyber Chrisian Jensby.

Hvad angår life science, er det stadig et kernesegment for Deloitte, og huset kommer fortsat til at sætte strøm til det og udbygge sin kundeportefølje, der også består af giganter som Novo Nordisk og Lundbeck.

”På rådgivning af life science-sektoren er vi et af de største konsulenthuse i verden, og det er en af de industrier, vi har haft mest fokus på. Vores størrelse og det faktum, at vi i Deloitte er industrispecialister, giver os samtidig gode muligheder for at udnytte vores globale netværk til at servicere de store life science-virksomheder, især de internationale,” siger Christian Jensby og tilføjer:

”Den del af forretningen er fuldstændig essentiel for, at vi kan lykkes. Og jeg tror også, at der er et væsentligt potentiale i det.”

Læs mere

Nye, værdibaserede prismodeller vinder frem hos konsulentgiganter. Dog viser problemerne sig 

Vækstfremgang giver konsulentkæmpe blod på tanden: Vil sætte strøm til kerneforretninger

Konsulentkæmpe snupper erfaren headhunter til bestyrelsesagenda

Erfaren profil bliver partner i nystartet konsulenthus. Vil give big four kamp til stregen på vækstmarked

Deloitte svinger sparekniven i konsulentforretning

Deloitte-partnere bryder rækkerne. Køber forretningsben og stifter eget revisionshus