Efter landets største kapitalfond Axcel i sidste uge kunne annoncere et stærkt exit ved salget af svenske Loopia følger konkurrenten Polaris nu trop.
Kapitalfonden meddelte således her i weekenden, at man er lykkedes med at finde en køber til RelyOn Nutec, der nu bliver overtaget af emiraternes statslige forvalter Mubadala Capital.
Ifølge InsidePE’s oplysninger betaler Mubadala over 2 mia. kroner for det tidligere Falck-selskab, hvilket betyder at Polaris på under seks års ejerskab har firedoblet sin og investorernes oprindelige investering.
InsidePrivateEquity
Denne artikel kommer fra InsideBusiness’ nye branchemedie med fokus på kapitalfonde, InsidePrivateEquity. Skriv til os, hvis du ønsker at læse med, på kontakt@insidepe.dk.
Samtidig er der målt i kroner og øre tale om et af Polaris’ største frasalg historisk, der kun er overgået af Mols-Linjen og Louis Poulsen.
”Det har været en rigtig god rejse, som vi nu kan krydre med et rigtig flot afkast. Det har været en stor investering, der fylder meget i vores fond, så derfor er det naturligvis dejligt, at vi kan sælge selskabet til en rigtig god pris efter fem et halvt års ejerskab,” siger partner i Polaris Henrik Bonnerup.
Da Polaris i 2018 købte det daværende Falck Safety Services for omkring 700 mio. kroner, var det ikke just i skarp konkurrence med en perlerække af kapitalfonde fra ind og udland.
Allerede dengang havde mange potentielle købere svært ved at finde sig til rette med virksomhedens store eksponering over for især olie- og gasindustrien.
Ud over hele ESG-problematikken har branchen desuden altid været anset for at være særdeles cyklisk, hvilket er noget, de færreste investorer bryder sig om.
Alligevel kunne man fra Polaris side godt se gennem det, primært af to årsager. For det første pegede alle analyser på, at der trods en stor global efterspørgsel efter grøn energi fortsat vil være behov for de gamle energiformer, og samtidig så den danske kapitalfond en stor mulighed for at udvide RelyOn Nutecs fokus til netop at omfatte eksempelvis havvind.
”Vi har i vores ejerperiode satset meget på at få opbygget en stærk forretning inden for renewables, herunder især havvind blandt andet via opkøb. Hertil kommer, at den industri samtidig har åbnet for et helt nyt forretningsområde inden for stærk strøm, da de store investeringer inden for havvind medfører et massivt behov for at udbygge kabelnettet omkring de store parker,” siger Henrik Bonnerup.
Akkurat som Mols-Linjen og Louis Poulsen var der med købet af RelyOn Nutec tale om en lidt skæv investering, som mange andre kapitalfonde havde svært ved at se perspektiverne i.
Og rejsen med selskabet har da heller ikke været uden udfordringer, da man efter en stærk start pludselig blev hårdt ramt af covid-19, der førte til nedlukning af stort set samtlige af de trænings-sites, det danske selskab driver i over 20 lande på globalt plan.
2020 bød derfor på et massivt underskud, ligesom Polaris måtte skyde 85 mio. kroner i selskabet og gennem nogle hårde forhandlinger med investorerne bag den obligation, man havde finansieret købet med.
”Det er klart, at når man fra den ene dag til den anden pludselig ser omsætningen falde til indeks 10, så er det noget, der kan mærkes. Allerede før pandemien ramte, havde vi dog sat gang i en større satsning inden for det digitale område, og nedlukningen satte blot ekstra skub på den rejse,” siger Henrik Bonnerup, der påpeger, at man siden har investeret i en række mindre spillere inden for netop det område.
Læs mere
Store fonde løber med investorernes penge: ”Uden en unik kompetence, får du det svært”
Dansk detail-profil skal rydde op i Tritons problembarn efter kæmpe tab
Advokathus snupper M&A-profil hos Kammeradvokaten
International kapitalfond køber sig ind i dansk industriklenodie
Catacap har sat punktum for kapitalrejsning i ny fond: ”Det er lidt mindre end håbet og forventet”
Maj Invest er mellemled i PKA’s alliance med fond med Novo-ejer i ryggen
Udenlandske kapitalfonde køber op i Danmark
Gro Capital varmer så småt op til ny fond med opskrivninger af porteføljen