Headhunter web

Pension

Topheadhunter: Flere profiler skal erstatte en topdirektør fremover

Det er blevet så svært at besætte topstillinger i den finansielle sektor inden for både pension og bank pga. fit & proper-reglerne, at der skal flere meddirektører til.

Jagten på de skrappeste og dygtigste topchefer til landets største finansielle koncerner er blevet så svær, at der må nye løsninger til for at besætte de højtplacerede jobs, der bliver ledige nu og i årene, der kommer. Således lyder det nu fra topheadhunter Henrik Greisen, managing partner i Human Capital Group, at man må se ind i løsninger, hvor der skal bruges flere direktører med forskellige kompetencer til at erstatte én mands job.

Det er faktisk nødvendigt her og nu, hvor flere topstillinger i pensionsbranchen p.t. er i spil. Men i horisonten venter også topchefskifter i PensionDanmark, Sydbank, Jyske Bank, ligesom også mellemstore pengeinstitutter som Spar Nord og Jutlander Bank efterhånden kan skimte udløbsdatoen for deres direktører.

Henrik Greisen oplyser, at det er blevet sværere at rekruttere finansielle topchefer pga. de nye fit & proper-regler. Derfor må nye redskaber tages i brug:

”Der er ingen tvivl om, at vi og de ansættende bestyrelser må se på opgaverne på en ny måde. Det er tydeligt, at Finanstilsynet i dag definerer skærpede krav til kandidaternes erfaringer. Det indsnævrer feltet, og det er blevet vanskeligere at finde den rette profil. Dog har vi og de ansættende bestyrelser gode muligheder for at få nogle indledende drøftelser med Finanstilsynet for at definere den rette kravprofil. Vi oplever desuden, at Finanstilsynet medtager de øvrige direktionsmedlemmers kompetencer i deres bedømmelse af kravene til en kommende topchef,” siger Henrik Greisen.

Det betyder, at det reelt er blevet et scenario at benytte sig af flere profiler i en direktion for at opnå samlede tilfredsstillende kompetencer.

”Vi må nok konstatere, at det er blevet vanskeligere at ansætte profiler inden for henholdsvis bank, pension eller forsikring, medmindre kandidaterne har specifik erfaring inden for det pågældende finansielle område.”

Færre kandidater, fordi headhunternes risikolyst bliver mindre

Der er endda en tendens til, at headhunterne kun går efter de allermest specifikke kandidater uden at tage for store risici – og det er med til at snævre kandidatfeltet yderligere ind.

”Det er svært at sige, hvad vi formoder er minimumskravene for at kunne blive fit & proper-godkendt i Finanstilsynet. Det betyder desværre i sidste ende, at vi som headhuntere har tendens til at vælge endnu snævrere profiler, fordi vi ikke vil sætte hverken kandidater eller bestyrelser i forlegenhed.”

At sætte en topprofil i forlegenhed er højaktuelt i Nykredit, hvor den mangeårige Danske Bank-direktør Tonny Thierry Andersen endnu ikke har modtaget en fit & proper-godkendelse. Dermed er han som beskrevet i InsideBusiness dead man walking i Nykredits ledelse.

Lidt af det samme var tilfældet i sagen om Jacob Aarup-Andersens noget mystiske sag, hvor han ifølge InsideBusiness’ oplysninger først så ud til at være godkendt af Finanstilsynets direktion. Sidenhen blev han så underkendt af Finanstilsynets bestyrelse med David Lando i spidsen i et procesforløb, som aldrig er blevet helt klart for offentligheden.

Forskellen på de to er dog, at Aarup-Andersen manglede erfaring (fit), mens Tonny Thierry Andersen er udfordret af sin historik i Danske Bank (proper), hvor han blev kædet sammen med den alvorlige sag om investeringsproduktet Flexinvest Fri, der kostede Danske Banks midlertidige topchef, Jesper Nielsen, en fremtid i Danske Bank.

Ydermere ser man i den finansielle sektor også ind i, at en kommende generation af topchefer ønsker at gå på pension lidt tidligere, måske allerede i slutningen af 50’erne.

”De ønsker at gå på pension lidt før for at have tid til at opbygge en god bestyrelseskarriere. Men det skaber altså endnu større problemer. Derfor bør der i tide opbygges interne successorer, og det bør man bruge flere ressourcer på på tværs af den finansielle sektor,” siger Henrik Greisen.

En løsning kan altså være at trække flere profiler ind i en direktion for samlet at kunne leve op til kravene.

”Der er nu og i den nærmeste fremtid rigtig mange direktionsmedlemmer, som skal afløses, men det bliver samtidig sværere og sværere at erstatte dem med profiler med samme erfaringsbase. Heldigvis ser vi nu en tendens til, at Finanstilsynet er villigt til at se på direktionens kompetencer som et samlet hele – ikke mindst i finanskoncerner, der er godt kørende uden at være i krise.”

 

 

LÆS OGSÅ

Tonny Thierry er dead man walking i Nykredit

Katastrofalt udviklingsprojekt rammer Jyske Bank og Sydbank

Sydbank ville fusionere med Spar Nord. Skulle Nykredit med?

Frøsig vandt magtkampen, men hvad nu, Sydbank?

Se alliancerne mellem bank, forsikring og pensionsselskaber. Hvor er åbningerne?

Finansalliancer i opbrud. Priskrig på forsikring tager form

Partnerskaber gennemsyrer bankportaler, der kalder sig objektive

Kommer den store oprydning i pensionsbranchen?

Ugens Insider: Drop banken – og start forfra

Unødvendig fyring: Var Jesper Nielsen for populær til Danske Bank?

Hvilke bankfolk bliver nu plettet af hvidvask-sagen?

Har han reddet Nordeas prestigeafdeling?

Stort dansk forsikringsselskab kæmper for livet