ATP

Ugens Insider

Trods tilbagegang og storm forude tror ATP-topchef fortsat på strategien: ”Vi skal ikke være som andre pensionskasser”

Fald i formuen, afkasttal under branchens niveau og kritik fra flere parter får ikke chefen for den offentlige pensionspengetank til at vakle, hvad angår strategien. Samtidig afviser han, at ATP’s rolle og plads i pensionsbranchen vil ændres nævneværdigt.

Hos selskabet for statens pensionspenge, ATP, mærker man de vilde udsving i aktie- og obligationsmarkederne.

Det blev klart, efter at halvårsregnskabet traditionen tro blev præsenteret på en pressebriefing i hjertet af København onsdag i denne uge.

Således har selskabet i årets første seks måneder skabt et afkast af sin investeringsportefølje på 3,3 milliarder kroner, hvilket svarer til knap 3 procent. Selv om det er et positivt afkast, er det under niveauet for de langsigtede resultatforventninger, der ligger på 11 procent om året i sin investeringsportefølje.

Samtidig har ATP tabt 1,2 milliarder kroner på sine risikofyldte investeringer, og dermed fik de over 700 milliarder i formue, som selskabet havde under forvaltning ved udgangen af første kvartal i år, taget en luns fra sig.

Det til trods betegnede administrerende direktør i ATP Martin Præstegaard på pressebriefingen dog resultatet for halvåret som ”forventeligt” og ”tilfredsstillende”.

Over for InsideBusiness gentager han budskabet og understreger samtidig hvorfor:

Fordi den valgte investeringsstrategi i hans optik stadig understøtter ATP’s formål og rolle som pensionsselskab bedst.

“Hvis man ser på vores investeringsstrategi, har vi et pensionsprodukt, der i sin grundsubstans har været uforandret; det er stadigvæk garanteret og livslangt, og det kommer det også til at være fremover. For at sikre det skal vores investeringsstrategi være meget langsigtet, og vi skal fastholde den strategi igennem både gode og dårlige år,” siger Martin Præstegaard.

Skal have is i maven

Netop den sidste del er vigtig at forstå om ATP’s strategi. Og det er ikke ligefrem hverdagskost at sætte sig ind i.

Grundlæggende har strategien som hovedformål at skulle sikre, at pensionsproduktet – ATP Livslang Pension, som er obligatorisk at indbetale til – både er garanteret og livslang. Altså at den ikke kan sættes ned efter pensionsalderen, og at den modtages resten af livet uanset livslængde.

For at sikre de to ben har ATP valgt at indrette en for pensionsbranchen lidt speciel strategi for investering af midlerne, der er todelt:

Den største del af porteføljen har obligationer, der giver sikre, men lave afkast. Mens i den anden, mindre del, også kaldet bonuspotentialet, investeres der med større risiko.

Samtidig er en stor del af ATP’s investeringer gearede, hvilket før har voldt selskabet problemer.

Derudover har ATP i sine porteføljer ikke mange af de såkaldte magnificent seven-aktier – en samlet betegnelse for de store amerikanske techselskaber Apple, Microsoft, Nvidia, Amazon, Tesla, Meta og Alphabet – der sidste år gav gode afkast hos andre selskaber, og som i de første måneder af i år stadig driver markedet fremad.

Alt i alt en sammensætning, der viste sig at være sårbar i første halvår af 2024. For trods der var fremgang på aktiemarkederne, betød stigende renter et tab i obligationer på markedet, hvilket i sidste ende resulterede i afkastet, forklarede Martin Præstegaard på pressemødet.

Martin Præstegaard forklarer til InsideBusiness, at strategien i bund og grund består i en iboende tro på, at man ikke kan slå markedet hele tiden. Derfor har ATP valgt at indrette sin portefølje med flere obligationer og mere renterisiko end en klassisk 60/40-portefølje, hvorfor resultatet ser anderledes ud og er svært at sammenligne med et markedsrenteprodukt.

Samtidig understreger han, at ATP arbejder efter at sikre nogle langsigtede risikopræmier på investeringerne. I det ligger der også et aktivt valg om at holde omkostningerne nede i troen på, at man kan sikre et godt afkast på længere sigt.

Derfor mener han, at det er fornuftigt for selskabet – og i sidste ende pensionisterne – at der tages høje risici i investeringerne.

”Vi tror på vores strategi på den lange bane, fordi den passer til vores produkt. Men det kræver også, at man har is i maven og ikke handler på kortvarig uro,” siger Martin Præstegaard.

Rolle til diskussion

Meget tyder på, at ATP får brug for rigeligt med is i maven. En stadig høj inflation og et forestående amerikansk præsidentvalg, som kan smitte markant af på landets økonomiske aktivitet, kan begge sende mørke skyer ind over ATP.

Martin Præstegaard erkender da også, at billedet forude ser mere grumset ud. Han er dog hurtig til at pointere, at renterne ser ud til at falde yderligere, og at aktiemarkedet allerede nu er ved at genvinde den nedgang, der skete i starten af august.

Af den grund kommer ATP ikke til at vige fra planen – hverken for resten af 2024 eller på den længere bane, slår Martin Præstegaard fast.

“For os handler det om at lave en portefølje, der på den lange bane er fornuftig. I det kan der godt være år, der er mere eller mindre gode, men man kan ikke lave en strategi, hvor man altid tjener penge. Derfor er vi også ydmyge omkring vores forhold til markedet, men det til trods tror vi på, at vores strategi og portefølje på lang sigt er den rette. Så jeg kommer ikke til at ryste på hånden over den strategi, vi har fastlagt,” siger han.

Med sin særlige konstruktion og rolle i samfundet, har ATP’s plads på markedet, for ikke at sige resultater, flere gange været til debat.

Tilbage i 2022, hvor ATP også leverede afkasttal under niveauet for resten af branchen og tabte knap 80 milloner kroner i investeringer, rejste lektor på CBS Henrik Ramlau-Hansen over for InsideBusiness spørgsmålet, om ATP var ved at udspille sin rolle, og om strategien er rentabel i det lange løb.

Professor Jesper Rangvid, Henrik Raulau-Hansens kollega, har flere gange taget skridtet videre og udtalt i dagspressen, at ATP’s afkast er alt for skuffende, og at man derfor bør lave strukturen i ATP helt om. Et budskab, som han endnu en gang luftede over for Børsen i kølvandet på dette års halvårsregnskab.

Ikke overraskende er kritikken dog ikke noget, der påvirker Martin Præstegaard. Ifølge ham er det en fejltagelse at sammenligne ATP med andre pensionsselskaber, netop fordi pensionsproduktet er så anderledes.

Dog anerkender han, at folk har forskellige holdninger til strategien, og han hilser gerne debatten velkommen.

”Selvfølgelig skal vi også løbende vurdere vores strategi for at se, om vi gør det rigtige. Det gør vi gerne – og vi har været meget aktive i at være åbne og beskrive, hvad vores opgave er, og hvilken strategi vi har lagt for at understøtte det,” siger Martin Præstegaard og tilføjer:

“Vi skal ikke være som de andre pensionskasser. Men selvfølgelig kigger vi på dem, og hvad andre måtte have af holdninger til, hvad vi gør. Vi forsøger at være meget transparente i, hvad vi gør, og hvilken strategi vi har lagt, som man så kan være enig eller uenig i. Vi er alle danskeres pensionskasse, og derfor byder vi altid en debat om vores investeringsstrategi velkommen,” siger Martin Præstegaard.

Læs mere

ATP’s kapitalfondsarm lægger de første byggesten til ny fond

Her står pensionskasser på afkast: Pendulet svinger mod det grønne igen

Pensionsselskabs spritnye storsatsning ser ud til at lande fornuftigt på markedet

ATP og Mærsk-ejer bag kontroversiel redningsmanøvre

ATP’s prestigefond langt over målet

ATP Pep på ekstern jagt i hårdt marked. Se fondens afkast

Skæbneår for ATP: Står til kraftigt decimeret rolle i danskernes liv